KARRIERE

Redaktøren passer på redaktionen

For redaktør på Detektor, Marie Rask Glerup, er det vigtigt at fungere som rygdækning for sin kolleger. Det, mener hun, er et krav for at skabe et godt arbejdsmiljø.

Hos Detektor kan man på en almindelig hverdag se Marie Rask Glerup piske rundt fra journalist til klipper til fotograf – hvis altså ikke hun er til møder. I rollen som redaktør på programmet møder hun nye udfordringer og ansvar hver uge – og det tager hun gerne imod.

»Jeg kan ikke bare lide mit job, jeg elsker mit job! At rette fejlene og slå myterne ihjel er en kerneopgave. Der er en masse ting at rode op i, så nærmest som lægen, føler jeg, at jeg gør en forskel for nogle derude,« fortæller Marie Glerup.

Passionen for faktatjek havde hun, da hun tidligere var journalist på Detektor. Men i juni 2017 overtog Glerup en ny stilling som redaktør. Det udviklede hende både fagligt, men også personligt. Hun er blevet bedre til at tage beslutninger, når der skal rettes i et manuskript og til at sparre med, fortæller hun. En af de største udfordringer var, at hun ikke kunne grave sig lige så dybt ned i de enkelte historier, som hun havde været vant til. Nu skulle hun pludselig oprette en anden form for tillid til sine kolleger og lære, hvordan hun kunne hjælpe dem. Skiftet til redaktør har krævet, at hun kan skabe tryghed for de mennesker, der skal stole på hendes beslutninger.

»Det er en kerne-public-service-opgave, vi laver sammen. Derfor mener jeg også, at en stor del af mit job er at tage mig godt af redaktionen,« lyder det fra redaktøren.

Erfaring og udvikling er en del af jobbet
Marie Glerup fortæller, hvordan hun som journalist på programmet godt kunne arbejde til langt ud på natten med en opgave, fordi fordybelsen tog over. Som redaktør er hun blevet bedre til at prioritere sin tid. Det er vigtigt, hvis hun skal kunne skabe et sundt arbejdsmiljø for andre, mener hun. Redaktionen på Detektor sigter efter at skabe ambitiøse journalistiske produktioner sammen. Det kræver et hold, der har friheden til at være kreative og kan tænke klart.

»Fordi jeg selv har mærket presset, så vil jeg i hvert fald ikke have, at de skal have søvnløse nætter, for det er ikke et sundt arbejdsmiljø. De skal finde de fede historier og arbejde videre på deres egne ideer og udvikle sig, ligesom jeg gjorde.«

Hun fortæller, at en idé, der kommer fra en praktikant, bliver respekteret lige så meget som en idé fra en journalist, der har været med på holdet i lang tid. Men selvom der er en flad struktur, så er det stadig Marie Glerup, der har ansvaret for, at DR2 kan sende et nyt program hver torsdag. Når hun skal holde styr på alle trådene, har hendes erfaring inden for faktatjek hjulpet hende. Da hun trådte ind i rollen som redaktør, vidste hun fagligt, hvad der skulle til for at skabe gode historier, men personaleansvaret har hun skullet vænne sig til. Hun mener, at det tidligere har været en udfordring for hende at få arbejdsmiljøet og selve arbejdet til at gå hånd i hånd. Men i en branche, der suser afsted, så bliver der nødt til at være en harmoni mellem menneske og job. For hende er det vigtigt, at redaktionen har det godt.

Trygheden kan skabe bedre produktioner
Når man arbejder på Detektor, så arbejder man under et nulfejls-arbejdsmiljø. Derfor er trygheden vigtig, mener Glerup. Hun har selv ligget vågen over en historie, når det har været vigtigt at få den fortalt. Men den kan være svær at formidle videre, hvis man er for træt til at skrive et manuskript eller dykke ned i en rapport. Marie Glerups erfaring har gjort, at hun bedre kan forstå nogle af de problematikker og udfordringer, som journalisterne møder, fortæller hun. Trygheden gavner ikke kun journalisterne på redaktionen, men også den journalistik de sender i tv’et.

»Vi er jo bare mennesker, der arbejder, og vi kan lave fejl, lige så vel som alle andre kan. Men jeg tror også, at vi undgår dem, når journalisterne ved, at de har min rygdækning. Jeg tror, det gør, at de arbejder på en mere motiverede måde.«

Hun mener, at de er et hold, der alle arbejder for, at demokratiet ikke længere har brug for dem. Derfor er det vigtigt, at hun passer på dem og hjælper dem med at opnå deres fælles mål. I takt med at Glerup får mere erfaring som redaktør, giver det redaktionen bedre mulighed for at skabe ambitiøs journalistik i tryghed. Hun håber på, at motivationen blomstrer hos journalisterne, når de ved, at Marie Glerup står klar til at skærme, hvis beskyldningerne skulle falde på grund af en fejl.

»Så længe de gør deres bedste, så kan de altid regne med min hånd bag dem. Jeg kunne aldrig drømme om at lægge ansvaret for en fejl over på den journalist, der har lavet den. Så ville jeg altid selv tage det. Det tror jeg også godt, de ved. Det håber jeg, de ved.«

Maries 3 gode råd til fremtidige redaktører