Alina Bildsøe Sørensen ville gerne have haft billetter til en af Radiohead-koncerterne. Foto: Victoria Gradert
Billetterne blev revet væk, da Radiohead annoncerede fire store koncerter i København. Musikekspert forklarer, hvorfor der er en hype omkring bandet, som brød igennem i halvfemserne.
Af Victoria Gradert og Karoline Laksáfoss Lauritsen
Du har sikkert hørt om de kommende Radiohead-koncerter i København. Måske fik du tophistorie-notifikationen fra DR-appen, hørte snakken gå på arbejdspladsen – eller måske var du endda en af dem, der opsnappede nyheden på Reddit. Det gik ikke stille for sig, da rockbandet satte billetter til salg til fire koncerter i Royal Arena i december måned, og billetterne blev udsolgt på bare 25 minutter.
Rockbandet, der blandt andet står bag hittet ”Creep”, har med deres første koncerter i næsten et årti skabt stor begejstring hos dem, der lyttede til Radioheads Billboard-hits, da de først kom frem i 1990’erne. Men noget tyder på, at de også har fat i en yngre målgruppe. Hvordan kan det være, at det britiske rockband, der oprindeligt red sin første store bølge af succes før årtusindeskiftet, kan blive hypet på ny?
Kulturelt symbol
Ph.d. og adjunkt i musikvidenskab ved Aarhus Universitet Thomas Husted Kirkegaard peger på fire ingredienser i den perfekte cocktail, som er hypen omkring Radioheads koncerter i København. Han begynder med bandets særlige undergrunds-image.
»Radiohead er blevet et kulturelt symbol på kunstnerisk integritet og autenticitet. Det her image har de fået, fordi de på intet tidspunkt har stået stille i deres lyd. De har hele tiden udviklet sig i nye retninger, også selvom den musik, de havde lavet, var blevet enormt populært,« forklarer han.
Thomas Husted Kirkegaard nævner den musikalske drejning, som Radiohead tog efter den popularitet, de opnåede med albummet OK Computer i 1997. På de efterfølgende albums Kid A og Amnesiac blev guitarerne skiftet ud med elektroniske lyde, et musikalsk valg, der kunne ligne kommercielt selvmord, men som kun cementerede bandet som en gruppe, der ikke ville gå på kompromis med sine kunstneriske visioner.
Ny generation, ny hype
Men der er også noget særligt i den tid, vi lever i nu, som gør, at billetterne til Radiohead-koncerterne var eftertragtede. De sociale medier skaber nemlig mulighed for, at musik fra forrige årtier kan blive aktuelt på nye måder, fortæller Thomas Husted Kirkegaard. Og lige netop det skete for Radiohead, da sangen “Let Down”, som udkom i 1997, blev brugt som underlægningsmusik i tv-serien ‘The Bear’.
»Efterfølgende begyndte TikTokere at bruge sangen som underlægningsmusik i deres korte videoer. Pludselig eksploderede interessen helt vildt. Det vil sige, at over 25 år efter, at Let Down udkom, blev det et Billboard-hit.«
Der er altså en ny generation, der er ved at opdage Radiohead, og som har skabt en ny hype omkring bandet.
En af dem, der gerne ville have haft billetter til de udsolgte koncerter i København, er 23-årige Alina Bildsøe Sørensen. Hun lytter ofte til musik fra halvfemserne, blandt andet britpop-bandet Oasis, der er på turne i øjeblikket. Musikken tiltaler hende, fordi hun kender den fra sine forældre, men også fordi hun ofte synes, det er mere originalt end den musik, der er at finde på nutidens hitlister.
»Det er som om, det er lidt mere slow-paced, der har været lidt mere arbejde i det, og det er lidt mere originalt. Jeg synes, at der er lidt mere et blueprint for, hvordan musik bliver lavet nu.«
Noget af det, som Alina Bildsøe Sørensen værdsætter ved halvfemsermusik som Radiohead og Oasis, er altså det uforfinede.
»Der var ikke noget autotune, så det kunne godt lyde lidt mere råt nogle gange, ikke lige så perfekt, for det var ikke lige så finpudset.«
Knaphed øger værdien
Der er en stor længsel efter Radiohead i den fangruppe, der har lyttet med siden begyndelsen, men også i TikTok-fangruppen, forklarer Thomas Husted Kirkegaard. Det skyldes ikke bare bandets autentiske image og udbredelse på sociale medier, men også at det efterhånden er et par år siden, at de sidst har trådt op på de store scener. Bandet har ikke turneret siden 2017-18, og de har ikke udgivet ny musik siden 2016.
»Og så spiller de ret få koncerter overordnet set i Europa, så det skaber en knaphed. Og knaphed har det med at øge værdien af noget. Det er med til, at det er enormt hypet og nærmest lidt eksklusivt, at de kommer til København,« fortæller Thomas Husted Kirkegaard.
Så både bandets særlige image, knaphed og sociale medier spiller ind i den hype, der er omkring de kommende koncerter i København – og så er der én ting, man ikke kan se bort fra, siger Thomas Husted Kirkegaard.
»Selvom Radiohead er lykkedes med at skabe et image, hvor de fremstår lidt undergrunds-agtige, så er de jo et meget populært og meget indflydelsesrigt band.«

