Vi har taget en snak med adjunkt ved Center for Journalistik Kim Andersen for at blive lidt klogere på, hvad satirisk journalistik er, hvem den kan nå ud til, og hvad den egentlig kan gøre.
Foto: privat
1. Hvordan vil du definere satire og satirisk journalistik?
Man snakker om, at der er et spektre med underholdning i den ene ende og information i den anden ende. Der er utrolig mange genrer, der ligger på spektret. Hvis man er helt ude i informationsenden, så bevæger vi os i programmer som Deadline og Debatten, hvor den modsatte ende er underholdning i alle dets former. I spektret sker der en sløring af grænserne på spektrets midte. Det kan være Aftenshowet, The Tonight Show eller Roald Als’ satiretegninger, hvor den politiske information og underholdning blandes sammen. I blandingen af information og underholdning opstår de satiriske subgenrer. Infotainment er et vigtigt buzzword i forbindelse med spektret mellem information og underholdning. Når man blander de her underholdende features ind i informationen, så bliver det infotainment. Det kan vises i forskellige formater for eksempel Aftenshowet, Huxi Bachs ‘Ugen plus det løse’ eller Quizzen med Signe Molde. Jeg tror, at noget af det, som adskiller satire fra andre underholdende journalistiske formater, er, at der altid ligger en kritisk vinkel ind over sammenlignet med Aftenshowet, som er mere politik i bløde sofaer. Satiren er tit konfronterende.
2. Hvem kan man nå med satirisk journalistik?
På spektret bliver klassisk formidling blandet sammen med andre fortælleformer. Spørgsmålet er dermed, hvilke intentioner og hvilket formål det tjener samfundet. Bliver satiren bare et ekstra lag for dem, der allerede følger med i samfundet, eller kan den nå nogle af dem, som ikke ville følge med i for eksempel sagen om Danske Bank? Journalistikken har jo en public service-rolle. Der kan være noget smukt i, at man laver en ny type af journalistik, gør den mere underholdende og på den måde forsøge at nå nogle, som ellers ikke ville få informationen. Men det kommer også an på, hvilken forforståelse man har for overhovedet at kunne forholde sig til denne form for satire. Hvis man er fuldstændig frakoblet fra nyhedsverden, så kan det måske være svært at kunne relatere til satiren. Jeg tænker, at der er nogle gode intentioner i satirisk journalistik, men spørgsmålet er, om det er realistisk, i forhold til den måde satiren bliver lavet på. Kan folk relatere til det? Eller er det måske bare en ekstra snack til dem, som i forvejen er engagerede?
3. Nu nævnte du, at satirisk journalistik er konfronterende. Tror du, at modtageren lærer at forholde sig mere kritisk ved at se, læse eller høre satirisk journalistik?
Det er jo utrolig interessant. Når modtageren ser eller hører journalistik satire, hvordan påvirker det så modtageren? Det afhænger jo af, hvem man får fat i. Får man fat i dem, som ved en masse i forvejen, så er der ikke meget at komme efter, men får man fat i dem, som ikke følger med, så kan de lære noget om samfundet gennem de kanaler. Det kan også have negative effekter, eksempelvis at man bliver mere kynisk over for politikerne, når man ser dem udstillet i et satireprogram, og måske mister man tilliden til politikerne og demokratiet. Satiren bliver ikke kun løftestang for, at man kan informere nogle, men det bliver måske også et værktøj, som man kan bruge til at forholde sig kritisk til politikere. Satirikere vil sige, at de skærper modtagerens kritiske sans, men det kan også på et tidspunkt kamme over, hvis man bliver ved med at udstille politikerne på en satirisk måde, hvormed modtageren får et mere kynisk forhold til dem. Det kan jo have nogle skadelige konsekvenser i forhold til demokratiet. Satiren skal gøre folk kritiske over for demokratiet, men man skal også passe på, at man ikke får det undermineret i en grad, hvor man slet ikke stoler på politikerne længere. Der ligger selvfølgelig et ansvar hos journalisten, at man formår at skabe den her balancegang.