Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen giver sit bud på, hvordan fremtiden ser ud for journalister, og hvorvidt vi går i en retning mod endnu mere arbejde som freelancer.
Hvordan ser fremtidens arbejdsmarked ud for journalistfaget?
Det ser ud, som det gør for rigtig mange andre brancher, hvor det ikke længere giver god mening at holde fast i sine faggrænser. Man bliver udfordret af, at der kommer en masse mennesker, som kan gå én i bedene, og som producerer bedre journalistik, uden at de nødvendigvis har uddannelsen som værende journalister. Det er jo en rejse, der har været på vej i rigtig lang tid. Siden midten af 80’erne hvor typograferne blev pisse sure over, at digitaliseringen kom. De strejkede i stedet for at kigge på fremtidstrendsene og oversætte dem til nye muligheder. Jeg tror faktisk, at den oplevelse har været med til at påvirke hele mediebranchen, som den er i dag. Jeg tror, at hvis typograferne havde sagt: »Nej, hvor spændende« til fremtiden, så kunne det sagtens være, at man havde haft en helt anden indstilling til, hvad det vil sige at være journalist. Når man er journalist, og man har uddannet sig til at være journalist, så er det et rigtig godt job. Man plejer at sige, at hvis journalistikken ikke fandtes, så ville den blive opfundet med det samme, fordi der er et enormt stort behov for, at der er nogle, som er professionelle, og som ved, hvordan man medierer, laver research og fortæller historier, som folk har brug for.
Hvad har ændret sig?
Spillereglerne har grundlæggende ændret sig. I gamle dage kunne man sidde som passiv medieforbruger, hvor nogle havde patent på at sende et medieindhold af sted, og så var avisen borgerlektier for at citere ordret, hvad en chefredaktør i Danmark fortalte os. Jeg tror bare, at der er rigtig mange, som egentlig er ligeglade, og som ikke længere er passive medieforbrugere, men som selv er medieproducenter og medieskabere. Vi sidder ikke længere passivt og læser en artikel, men vi skriver om den, tygger på den eller diskuterer den med andre. Mediehavet er ikke længere et lille afgrænset område, hvor man kan sejle sin egen sø. Nu er det et kæmpe stort morads, hvor der er gang i virkelig mange ting.
Antallet af freelancere har været stigende de sidste par år. Hvilke årsager kan forklare, at flere journalister vælger at gå freelance?
Det er selvfølgelig, at mediebranchen er enormt presset. Journalistikken har altid haft mange freelancere, så det er ikke mærkeligt for den her branche, at man ikke nødvendigvis behøver at være fastansat. Man spejler sig i det, og finder ud af, at man faktisk fint kan have et godt liv, selvom du er freelancer. Jeg tror faktisk også, at man vil begynde at finde sammen i forpligtende fællesskaber. Jeg tror, at vi vil søge hen imod en kraftigere professionalisering. Det vil sige, at fremtidens mediehuse ikke er huse, men de er forbund. Professionelle, sammentømrede, forpligtende fællesskaber af mennesker, hvor du har mødt nogle på tværs af landegrænser, som du deler værdigrundlag eller interesse med. Man kan dække en konflikt eller en historie på tværs af landegrænser, hvor nogle skriver, andre tager billeder, og man bruger teknologien til at lave research og til at lave alt det grove arbejde. Du er derfor frisat til at lave den mest optimale udgave af et produkt.
Hvordan skal vi journaliststuderende forholde os til en ny medievirkelighed med flere freelancere, som vi går i møde, når vi er færdiguddannede?
Først og fremmest neutralt. Det er en enorm værdi i at forholde sig neutralt. Journalistikkens opgave er jo ikke at fortælle os, hvad der er godt eller skidt. Journalistikkens opgave er til ethvert tidspunkt at give os et udpluk af virkeligheden, så vi selv kan danne os et billede af, hvad vi synes. Der er noget meget smukt i at være neutral og tilstræbe at være objektiv. Objektiv er selvfølgelig kun noget, man kan være sammen, så god journalistik i fremtiden foregår i forpligtende fællesskaber, hvor man ikke nødvendigvis er en del af et fagforbund, men hvor man er en del af et professionelt fællesskab. Så passer man på hinanden dér.