Som journalist putter man mange redskaber ned i sin ”værktøjskasse” og tager med sig videre til brug, når man gang på gang jagter nye kilder og historier. Ét af de vigtigste redskaber er at kunne finde sin egen naturlige balance mellem dét at være personlig om end privat og det at være professionel i sit journalistiske virke. Men hvordan finder man den perfekte balance? Det har LIXEN taget en snak med tv-vært Puk Elgård om.
Det er Puk Elgårds til tider anderledes facon på skærmen, der vækker en nysgerrighed. En nysgerrighed på, hvordan hun agerer anderledes journalistisk – måske i kraft af hendes manglende uddannelse. Og er det en bevidst eller ganske ubevidst tilgang?
De fleste kender Puk Elgård og hendes sympatiske væsen fra Go’ Morgen Danmarks weekendudgave, hvor hun sammen med en medvært hygger om danskerne. Her interviewes aktuelle gæster om alt lige fra, hvordan man sammensætter sit eget fastelavnskostume, til de lidt mere alvorlige emner som, når kvindekroppen forandrer sig efter en fødsel og bliver til “mor-kroppen”.
»Go’ Morgen Danmark er jo simpelthen en buffet af alle de mennesker, der lige her og nu i mediebilledet har et eller andet på hjerte.«
Det er aktualiteten blandet med den skarpe deadline, der hører med til dét at lave tv, som Puk Elgård brænder for ved at lave Go’ Morgen Danmark. Rammerne for programmet er tydelige. Man skal have et godt overblik, så man kan styre det hele, se rolig ud, være tillidsvækkende og på et splitsekund kunne afrunde historien, når beskeden om, at nyhederne banker på om 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, NU, tikker ind i øresneglen.
Puk Elgårds kollegaer har for længst vænnet sig til, at der med hende som medvært er et mere løst forhold til manus og flere frie tøjler. For selvom journalistikken handler om benhård disciplin og forberedelse, skal der være plads til at gå lidt uden for manus – noget hun oplever hendes medværter finder meget befriende. Hun griner, mens hun kommenterer:
»Jeg holder mig ikke lige så meget til manus, som de andre gør, men det vænner de sig til. Det er hver sin ting til sin tid. En nyhedsvært kan selvfølgelig ikke arbejde med samme frihed, som jeg gør. Jeg kan gøre flere spontane ting i Go’ Morgen Danmark«
Uddannelse eller ej
Puk Elgård har taget en lidt anden vej ind i journalistikken end de fleste.
Som ung var drømmen en karriere som skuespiller, men da Danmarks Radio tilbage i 1995 slog en casting til et nyt værtskartotek op, blev hun alligevel nysgerrig.
Puk Elgård kunne ikke være til stede til castingen, men det skulle ikke stoppe hende. Hun lånte noget videoudstyr og sendte et forsøg afsted.
Om stjernerne stod særligt rigtig på himlen den dag vides ikke, men jobbet blev hendes – og hun har ikke forladt branchen siden – blot skiftet kanal fra tid til anden.
»Det var egentlig der, min uddannelse gik i gang, synes jeg – fordi vi fik lov til at lave alle mulige ting på børne- og ungdomsfladen.«
Siger Puk Elgård om den karriere, der i år er kørende på sit 25’ende år. De mange år på skærmen har dog ikke ændret på det allervigtigste for den erfarne studievært – nemlig at lytte godt efter sine gæster og gøre sig umage hver eneste gang en ny opgave påbegyndes. Et fokus hun stadig holder fast i.
Stillingen i DR gjorde det efterfølgende muligt at gå fra job til job, og derfor fandt Puk Elgård aldrig vejen til en journalistisk uddannelse. Det ville ifølge hende være tosset at sige stillingen op og ikke vide, om pladsen var ledig, når uddannelsen var i hus.
»Jeg har vel lært det for åben skærm på en eller anden måde, siger hun, som om det har været det mest naturlige valg, at træde direkte ind i mediebranchen – uden først at slå vejen forbi en uddannelsesinstitution.«
Puk Elgård kan sagtens se, man får nogle vigtige grundsten med på uddannelsen, men mener, der skal noget helt andet til, hvis man skal kunne gebærde sig som journalist.
»Det kan godt være, man kan gå på en uddannelse, hvor man kan få grundbegreber, nogle regler og sådan noget, men når først man står der, så gælder det simpelthen om at være intuitiv, en menneskekender og vide, hvordan man doserer tingene – det er fandme noget, man må ud og prøve,« siger hun.
Vælger man dog at gå den lige vej gennem én af de tre journalistuddannelser i Danmark, så hører en 1-årig praktikperiode med. Her får man en lille bid af den virkelighed, der venter på den anden side af bacheloren. En virkelighed, som efter sigende lærer én det journalistiske håndværk, så man med tiden kommer til at kunne det til fingerspidserne. Tilligemed lærer man, hvordan man skal gebærde sig i mediebranchen. Det er først her, man finder ud af, hvad det vil sige at være ”rigtig” journalist.
Et interview med en særlig betydning
Puk Elgård husker tilbage på et interview, der for hende har en særlig plads. Et interview hun lavede tilbage i 2011.
Et flok efterskoleelever og to lærere fra Lundby efterskole var den 11. februar 2011 ude for en tragisk drukneulykke på Præstø fjord. Ulykken var særdeles alvorlig, og efterfølgende stod medierne i kø for at tale med de involverede, unge mennesker.
Men hvordan interviewer man en gruppe unge mennesker, der lige har oplevet det måske mest traumatiske, de kommer ud for i deres liv?
Det blev Puk Elgårds opgave. Hun var vært på Aftenshowet på DR1, hvor de unge mennesker takkede ja til at medvirke og fortælle deres historie fra den tragiske hændelse.
Hun siger med en vis seriøsitet i stemmen:
»Man sidder med sine cue-cards og tænker interviewet igennem, men jeg valgte egentlig bare at ligge de kort der, og så tænkte jeg, nu hører jeg efter – nu lytter jeg bare til, hvad de egentlig har at sige, så jeg kan være til stede.«
Puk Elgård stopper kort og funderer over, at det planlagte 8-9 minutters interview blev til noget, der ligner 20 minutter i stedet for – selvfølgelig grundet efterskoleelevernes historie, men også fordi redaktøren lod interviewet fortsætte. Herefter fortsætter hun.
»Jeg skulle hele tiden arbejde hurtigt i min hjerne i forhold til ikke at gå ud af en sti, hvor det blev svært for dem men samtidig lade dem fortælle det, som de havde fortalt mig, de gerne ville sige.«
Selvom hun ofte lægger sin cue-cards under interviews, var det i denne situation en helt bevidst beslutning. Hun beskriver det som hendes absolut vigtigste opgave at passe på de unge mennesker i en så sårbar situation. Dét havde hun lovet både dem, men også deres forældre.
For Puk Elgård har det altid været et stort ansvar at have med kilder at gøre. Et ansvar man skal tage særdeles seriøst.
Foto: Privat
Brug din intuition – det bliver din bedste ven som journalist
Vær dig selv, men altid dit professionelle jeg. Vær personlig, men ikke privat, sådan lyder to af de læresætninger, de studerende ofte får med på vejen på journalistuddannelserne. Spørger man Puk Elgård, er hun helt uforstående over for disse sætninger, men siger samtidig:
»Det kommer 10.000 procent an på, hvem du er, og hvad du laver. Intuition og mavefornemmelse er de to største gaver, man kan tage med sig i sit journalistiske virke. Jeg synes, man stort set altid ved, hvis man træder ved siden af, eller hvornår der er plads til noget,« uddyber hun.
For Puk Elgård handler journalistik om at have en interesse i andre menneskers historier og en lyst til at høre, hvad der driver dem. Ellers bliver journalistikken ligegyldig.
Afslutningsvis fortæller Puk Elgård, hvor vigtigt det er, at man tør lave fejl som studievært.
»Der må selvfølgelig ikke være fejl i historierne og fakta, men du må gerne fejle på skærmen. Du må gerne blive bevæget. Kludre i ordene, snuble i kjolen eller tabe tråden. Det dør man ikke af. Det skal bare ikke være hver gang.«
Og måske ligger balancen lige her et sted. Et sted, hvor man tør være sig selv, men selvfølgelig professionel, men samtidig tør tage nogle chancer og lave nogle fejl.
»Har du ikke lavet én fejl om dagen, så har du ikke lavet noget.«
Sådan lyder et citat, der stammer fra Puk Elgårds allerførste chef i mediebranchen, Mogens Vemmer. En mand, der med hendes egne ord på mange måder, gav hende de rigtige værktøjer til den karriere, der har fløjet afsted i nu 25 år.
Derfor lyder et helt klart budskab fra Puk Elgård til kommende journalister:
»Man skal turde kaste sig ud i nogle ting, så får man selvfølgelig nogle knubs, man laver nogle fejl, stiller dumme spørgsmål og falder lidt igennem – men der er aldrig noget, der er spildt.«