Foto: Rosa Gül Bozkurt
Til Barcelonas Marathon er det ikke kun løberne, der kæmper sig igennem de mange kilometer. Tusindvis står langs ruten med skilte, råb og hænder i vejret, som for mange bliver det afgørende på den sidste strækning.
Af Rosa Gül Bozkurt
Minutterne inden startskuddet
Klokken er 9.30 om morgenen, og en gruppe drenge står på Plaça Catalunya blandt 32.000 andre løbere, alle klar til at udsætte sig selv for 42,195 kilometer i 17 graders varme.
En form for ængstelig, men spændt stemning fylder pladsen. ”We will rock you” banker ud fra et liveband, der forsøger at piske adrenalinen frem hos løberne. Nogle løfter telefonen og optager øjeblikket, mens andre stirrer stift ligefrem mod startlinjen. Bag de store løbesolbriller med gule og spejlende glas er det ikke til at tyde, hvordan løberne har det de sidste sekunder, før ræset går i gang.
Ikke langt derfra, i en lejlighed ned mod stranden i El Poblenou, sidder en vennegruppe bøjet over pap fra Aldis skraldespande med tuscher og laver skilte.
”Outrun the oilprices” står der på ét, hvor et andet lover kolde drinks ved målstregen.
Om lidt, når startskuddet lyder, vil skiltene fylde ruten ud, hvor tilskuerne vil råbe, heppe og uddele highfives, når løberne passerer.
Optakten er intens, men da de første startgrupper får grønt lys, starter en bølge af langsomme bevægelser. De forreste løbere begynder at lunte, da der er for tætpakket til at sprinte. Resten følger med, og pludselig er hele Barcelona levende.
Publikums Marathon
For publikum betyder startskuddet også begyndelsen på deres eget Marathon. Med skilte under armene, rygsække fyldt med gels og solcreme bevæger de sig gennem byen og rundt i undergrunden, hele tiden en kilometer foran løberne. Alt dette for at fange et kort øjeblik med dem, de kender, før de forsvinder videre gennem gaderne.
Timer senere længere ude på ruten, har stemningen ændret sig markant. Det er ikke længere nervøsitet, men udmattelse, som fylder. Gaderne er dog stadig fyldt ud med publikum, som står samlet tæt med skiltene løftet højt, og deres råb ligger som en konstant baggrundsstøj mellem bygningerne.
”You only have 6-7 miles left”, står der på et skilt, hvor et andet siger ”Smile if you’re running”.
Det er tydeligt at se, når nogle løbere passerer skiltene, at grin bryder frem og energien kommer tilbage. Det er som om, at i et kort øjeblik slipper koncentrationen, før deres blikke igen falder frem på vejen.
Nogle ænser dog ikke publikum. De løber uden at kigge op, som om alt omkring dem er forsvundet, og der kun er dem selv og den lange strækning tilbage.
Opbakningen bliver ved med at dukke op på forskellig vis, men fælles for dem er, at de forsøger at nå ud til løberne og bryde igennem de kilometer, hvor kroppen og sindet begynder at give op.
De sidste kilometer
Jo længere tid der går, desto langsommere bliver tempoet. Flere løbere stopper op for at strække ud, andre kæmper sig frem med tunge åndedrag. Her ændrer publikum sig også. Råbene bliver højere og mere intense. Skiltene bliver smidt væk og erstattet med highfives til alle, som løber forbi.
”Vamos, vamos, vamos” råber en gruppe i takt. Lyden gentager sig igen og igen, som en rytme løberne kan læne sig ind i.
De allersidste kilometer sætter sig i kroppen, og det, som før var et løb, ligner nu en kamp for bare at fortsætte. Publikum giver dog ikke slip, og jo tættere på målstregen løberne er, desto tættere rykker tilskuerne sig op ad afspærringerne for at råbe endnu højere og klappe endnu hurtigere.
Foto: Rosa Gül Bozkurt
Arc de Triomf
Ved målstregen ved Arc de Triomf står publikum så tæt, at store skraldespande er blevet erobret for at få udsyn til løberne. Den ikoniske røde buestruktur danner en dramatisk ramme om løbernes sidste meter, hvor de endelig når i mål. De kommer langsomt ind på stribe. Nogle falder sammen lige efter målstregen, andre løfter armene i vejret og mange kommer stolt, grædende i mål. Løbernes navne bliver råbt højt i højtaleren, mens medaljer hænges om halsen, indgraveret med La Sagrada Familia som minder om dagens kamp.
Mange af skiltene, som har fulgt dem hele vejen, ligger nu spredt på vejene omkring Arc de Triomf, men bliver hurtigt erstattet af kram, smil og fejringer mellem løbere og publikum. I dette øjeblik handler det ikke længere om tid, distance eller pace, men om lettelsen og glæden ved at have fuldført en af de hårdeste distancer.
Selvom det denne dag er løberne, som har tilbagelagt 42,195 kilometer, står det tydeligt, at de ikke gjorde det alene. Publikum løb med dem hele vejen.