ARKIV

Prisen for en taxa

Illustration: Emilie Sunekær.

Knap to uger i Marrakechs medina lærte mig noget om marokkanske priser: Alting koster. Oftest koster det uofficielle og meget høje turistgebyrer, men enkelte gange forsøger de marokkanske mænd at smigre sig til lidt skandinavisk kærlighed i stedet for kontanter.

Ligesom alle de andre dage er medinaen varm og vindstille. Min veninde og jeg sveder i de 40 grader, mens vi trækker vores kufferter over de nedslidte brosten. De smalle røde gader vrimler med jordfarvede kjortler, farvestrålende tøfler og plastikaffald. Små butikker sælger marokkansk brød omsværmet af fluer. To unge kvinder på en knallert maser sig forbi menneskemylderet. En mand med hvidt skæg trækker et æsel, der slæber på en vogn med kaktusfrugter. Lugten af dyr, friskbagt brød, skrald og knallertos fylder den varme luft.

»Nice eyes,« lyder det umotiveret fra en af fyr, der læner sig op ad en mur. Ignoreret. Min veninde og jeg har i øvrigt begge solbriller på.

Tolv dage i Marokko, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange min veninde og jeg hørte kommentarer som ”beautiful face” og ”so sexy”. Ligesom mine 45 marokkanske beskedanmodninger på Instagram ignorerede vi hver og en af dem.

Vi drejer om et hjørne, hvorefter gaden åbner sig op. Tre støvede taxaer holder på række og venter på turister. Vi stiller os ved den første. På den anden side af gaden står en høj og tynd mand. Han smider sin smøg og går mod os. Han er chaufføren. Han rækker ud efter vores kufferter, men vi kender hans game.

»How much,« vil vi først vide, mens vi lægger hånden på vores kufferter.

»Only three hundred,« mumler han.

300 marokkanske dirham er ca. 210 kroner. Prisen for de lokale er 30 dirham.

»No, that’s too much,« svarer jeg.

»Hundred fifty each. Hundred fifty for you and for you,« siger han mens han først gestikulerer mig og derefter min veninde.

»Thirty,« siger jeg.

Jeg gider ikke mere. Jeg ved, at vi aldrig vil få prisen ned på 30, men den skal langt under 300, før jeg er tilfreds.

»No, no, no,« svarer han, men fortsætter kort efter:

»Two hundred fifty.«

Min veninde kommer på banen:

»We know it’s only thirty.«

Vi er to mod én, men han holder ved:

»Two hundred fifty.«

Han ser irriteret ud.

Suk. Det her vil tage tid, men det har vi heldigvis også, og mit konkurrencegen kommer frem i mig.

Vi får prisen ned på 200 dirham, da vi bliver afbrudt af en ung fyr med mørke krøller. Hans venner på den anden side af gaden kigger på.

Han snakker med chaufføren på arabisk og vender sig derefter mod os med et sødt smil.

»Two hundred,« siger krøltoppen, som om han lige har gjort os en tjeneste.

Han tager fat i min kuffert og vil putte den ind i bilens bagagerum.

»No, no, no,« siger min veninde og jeg i kor.

Hvem tror han, han er?

»We are not paying two hundred.«

Han snakker igen med chaufføren, men jeg bryder ind og gentager.

»We know it’s only thirty. We are not paying two hundred.«

Chaufføren kigger på os. Vi er to lyshårede piger, der med korte shorts, bare skuldre og dyre solbriller bestemt ikke lever op til medinaens traditionelle dresscode, hvor tøjet helst skal falde løst om en og tildække alle kvindelige former.

»Fifty,« foreslår jeg.

»No.«

Han ryster på hovedet.

»Hundred fifty. That’s it.«

Nu bliver det interessant. Prisen er halveret, og cirka 100 kroner er ikke en dårlig pris for turister i Marrakech.

»No. Fifty,« svarer jeg.

Den unge fyr snakker videre med chaufføren, kigger igen på os og siger.

»Hundred fifty. It’s good price.«

Han prøver at mægle for os, men han får os ingen veje.

Min veninde og jeg kigger på hinanden. Det er 50 kroner pr. person, og chaufføren ser sur ud. Lad os komme videre. Vi gør det.

»Okay. One hundred and fifty.«

Den unge fyr putter vores kufferter i bagagerummet, og chaufføren sætter sig ind bag rattet. Men krøltoppen er ikke færdig med os. Han smiler kækt til mig og har et glimt i øjet. 

»A little eh…« siger han, og gestikulerer med hånden, at han vil have penge for at have hjulpet os.

Typisk Marrakech.

Jeg kan ikke lade være med at grine.

»No.«

»I helped you,« siger han, men hans hundeøjne har ingen effekt.

»No, you didn’t,« siger jeg med hån i stemmen. 

Min veninde og jeg sætter os ind i på bagsædet. Han følger efter mig og holder døren åben.

»A kiss,« spørger han. 

Adr,’ tænker jeg. 

»No. Bye,« svarer jeg.

Jeg tager fat i døren, men han går ikke.

»You married,« spørger han.

Han kigger på min ringfinger, hvor en lille sten glimter. 

Nu er det min tur til at se en chance. Ringen er en gammel gave fra min ekskæreste, og jeg tillægger den absolut ingen sentimental værdi, men.

»Engaged, actually,« svarer jeg med et smil.

Han kniber øjnene sammen.

»No you’re not.«

Suk. Igen. 

»A kiss here,« fortsætter han og peger på sin kind.

Han er ustoppelig.

»I’m closing the door,« advarer jeg, før jeg smækker bildøren hårdt i.

Han når desværre at flytte sine fingre.

Ti timer senere står vi udenfor Københavns Lufthavn og nyder den kølige morgenvind. På den sorte asfalt står skinnende mørkeblå taxaer på række. Med hvid skrift fortæller bildørene os, at en tur på 10 kilometer koster 199 danske kroner. Det er cirka samme pris, som den marokkanske chauffør først foreslog os, men det er anderledes her. Prisen er ikke til diskussion. Taxameteret vil aldrig gå på kompromis med to stædige piger eller en marokkaner med slesk charme.