DEBAT

Politisk kassesætning bør kasseres

Illustration: Agnes Rønberg


På alle sider af det politiske spekter findes lejre, som har svært ved at rumme deres politiske modsætninger. Dertil er vi mennesker utroligt gode til at stemple og sætte hinanden i kasser. Det er en farlig kombination, hvis vi vil drive dialogen og samfundet fremad.

”Nå, du stemmer Dansk Folkeparti? Så du er imod indvandrere?”. ”Stemmer du Enhedslisten? Er du sådan en ræverød kommunisttype?”.

Vi har alle hørt dem. Hurtige antagelser mellem to parter i en politisk diskussion, hvor mere eller mindre korrekte stereotyper straks kommer til dagens lys, efter man har nævnt, hvor man sidst satte sit kryds. Selvfølgelig kan det menes med lune, men oftest fungerer det som små triggers, der straks sætter den ene part i forsvarsposition, hvorefter udgangspunktet til en god debat ryger ud med affaldet.

Og det er – for at sige det på bedste jyske facon – rigti’ træls

Jeg er på ingen måde selv uskyldig – det tror jeg, de færreste er. Følger man bare en smule med i politik og har dannet sine egne meninger, er det uhyre svært ikke at se en anelse skævt til dem med stik modsatte politiske holdninger end én selv og underbevidst sætte dem i kasser – det er menneskelig natur. Problemet opstår, når denne opdeling i kasser sker højlydt og endda nedladende, da den kan afskrække folk fra at turde stå ved deres holdninger.

Lad mig give et eksempel: Da jeg en aften i promillernes rus på Old Irish fik den hjerneblødning af en idé at diskutere politik med en gruppe visne gymnasielever, gik det galt. De spurgte, hvad jeg havde stemt ved sidste folketingsvalg, og jeg svarede Venstre. Inden jeg fik forklaret hvorfor, blev jeg mødt af buh-råb fra dem og kaldt kapitalistsvin. De ord og den kasse, de placerede mig i, har jeg været vant til, siden jeg selv som ung liberal purk gik i et meget rødt gymnasium. Jeg vendte derfor den anden kind til. Da stemningen var blevet bedre, kom historiens egentlige overraskelse. Eleverne fortalte nemlig, at der var utroligt få på deres årgang, som turde stå fast og sige højt, hvilken politisk overbevisning de havde, fordi de var bange for at blive stemplet eller misforstået og på denne måde blive sat i kasser. Ironisk nok. 

Den samme frygt kan jeg se og høre hos flere i min omgangskreds – frygten for at blive stemplet og sat i en kasse, som det ene eller det andet, blot fordi man har udført sin demokratiske pligt og stemt ved sidste folketingsvalg. Og det er et problem, hvis vi vil udleve den fantasi vi har om, at vi lever i et samfund baseret på åbenhed og dialog, hvor alle ufortrødent kan sige højt, hvad de stemmer. 

Man skal huske på, at det langt fra er alle, som går lige så meget op i, hvor de sætter krydset, som vi måske gør i vores lille dannede boble som universitetsstuderende. Eksempelvis kender jeg mange, som blot sætter et kryds, fordi de føler, at de skal – men uden at lægge nogen form for vægt i det. Skal de stemples og sættes i kasse med andre personer, der tenderer fanatikere, blot fordi de har sat krydset det samme sted? Det virker ikke fair. 

Dertil kommer den helt centrale pointe, som er, at der ikke er noget politisk ståsted, der er mere rigtigt end andre – uanset hvor meget man selv synes det og brænder for sin sag. Vi er alle mennesker og en del af det samme system. Vi kan selvfølgelig være uenige, men respekterer vi ikke hinandens forskelligheder, risikerer vi også at miste forståelsen for dem og på den måde skabe mere splid end dialog. Det kan ikke siges at være konstruktivt. 

Så lad os nu bruge de forbandede ører, vi er udstyrede med, og lytte endnu mere til hinanden, når snakken falder på politik, i stedet for at sætte hinanden i kasser og stirre os blinde på hinanden i lyset af vores egne politiske ideologier. Åbenhed, dialog og gensidig respekt har udviklet mennesket og samfundet til det bedre, så skal vi dog ikke blive ved med gøre brug af disse dyder?