Engang opererede Henrik Toft Nielsen kræftpatienter. Nu går næsten al hans tid med kosmetiske operationer. Et job, der, for den 47-årige plastikkirurg, giver mening. Bare en anden slags mening.
»Biiib…Biiib…Biiib.«
Lyden fra maskiner og instrumenter strømmer gennem det lyse rum. På operationsbriksen ligger en kvinde dækket til med blåt papir. Rundt omkring hende står koncentrerede sygeplejersker og læger iført stofhætter, der dækker deres hår. På kvindens bare bryst, der stikker ud gennem papiret, er der optegninger. Henrik Toft Nielsen følger nøje den sorte streg med skalpellen og åbner huden. Fedtvæv titter frem, imens hans blik er helt stift rettet mod linjen.
Henrik Toft Nielsen er speciallæge i plastikkirurgi. Han overtog for tre år siden privathospitalet H.C. Andersen Klinikken, som han driver sammen med anæstesilæge Alan Kimper-Karl. Inden da var Henrik overlæge på Odense Universitetshospital, hvor han lavede rekonstruktioner efter hoved-halskræft og trafikulykker. Han stoppede, fordi muligheden for at drive sin egen forretning på fuld tid bød sig. Dette skift betød et farvel til kræftpatienter og et goddag til en hverdag med kunder, der ønsker at se anderledes ud.
»Det er ikke den samme forskel, man gør. Men når kvinder kommer ud herfra med et par flotte bryster, bliver de faktisk lige så glade og taknemlige, som patienter gør efter en vellykket operation,« smiler Henrik.
Foto: Johanne Frederikke Mortensen.
Øget selvværd
»Biiib…Biiib…Biiib.«
En hvid maskine fyldt med slanger og en sort skærm med tal viser, at den bedøvede kvinde på briksen optager nok ilt og har en fornuftig puls. Huden på hendes ene bryst er åbnet nu. Henrik bruger en brænder til at komme længere ind i brystets væv. Lidt blod kommer til syne, men ikke meget, for brænderen gør, at blodkarrene ikke åbner sig særligt meget.
Endelig når Henrik ind til et gammelt implantat, der skal ud. En gennemsigtig blød plastikpude med 450 milliliter væske viser sig. Et lidt større implantat gøres klar, for kvinden ønsker en endnu større barm. Denne gang skal der 650 milliliter ind i brystet.
»Folk kommer jo med noget, hvor de synes, det kan øge deres selvværd at få det lavet. Og hvis jeg er enig i, at der kan komme et flot resultat, er jeg glad for at hjælpe,« lyder det fra Henrik.
Men han fortæller også, at der er en grænse. Han vil ikke operere hvem som helst med hvad som helst. Det skal give mening, og han skal tro på, at resultatet kan blive godt. Men når det så gør sig gældende, synes han også, at det kan være givende at indvilge i patienternes ønsker.
»For eksempel kom der engang en pige på 18 år, der slet ingen bryster havde. Så fik hun lavet et nydeligt resultat og kom tilbage og fortalte, at nu havde hun været på ferie, og for første gang ville hun med på stranden. Det er jo givende,« slår Henrik fast.
Han er klar over, at det ikke er vigtigt på samme måde som at operere kræftpatienter, hvor man redder liv. Men det er tilfredsstillende for ham at gøre andre mennesker glade.
»Jeg gør rigtig mange mennesker glade, så på den måde er det vigtigt.«
Andres tanker
»Biib…Biib…Biiib.«
Narkoselægen holder styr på kvindens tilstand. Imens er Henriks blik fortsat stift. Nu rettet mod kvindens andet bryst. En sygeplejerske assisterer Henrik. De smalltalker, smågriner, tier stille ved enkelte koncentrerede øjeblikke og fortsætter så smalltalken igen.
Selvom den 47-årige plastikkirurg finder sit eget job vigtigt, ved han godt, at folk har holdninger til hans erhverv.
»Der er nogle, der fordømmer det og spørger, hvordan jeg dog kan finde på at skære i folk, når de ikke er syge.«
Han fortæller, at nogle mener, han er et dårligt menneske. Udelukkende på grund af hans erhverv. Men det vil han ikke tage sig af, han gider ikke engang at forsvare sig længere. Folk må mene, hvad de mener.
»Jeg kan ikke ændre hele verdens holdning,« uddyber han.
Så trækker han på skuldrene og fortsætter:
»For mig er det bare vigtigt, at mine kunder er glade, og at jeg leverer gode resultater.«
»Biiib…Biiib…Biiib.«
Begge implantater er inde nu, og det er tid til at få huden strammet op, så brysterne får et løft. En lille fin nål glider gennem huden med selvopløselig sytråd. Det er den assisterende sygeplejerske, der hjælper Henrik med at få brysterne syet sammen igen. Små fine sting samler huden, til der til sidst ikke er mere fedtvæv at se. Nu sidder brysterne, som de skal, og kvinden på briksen åbner øjnene igen.