2016 er tilbage – og det samme er Vi Unges legendariske Pinlige Historier. Tre nuværende og tidligere SDU-praktikanter har valgt at dele deres mest pinlige øjeblikke fra praktiktiden med LIXEN. Læs med på de tåkrummende, men.menneskelige brølere, som de fleste af os nok før eller siden kommer til at lave i arbejdslivet <3
Et interview to remember
Jeg er godt i gang med mit forløb på indlandsredaktionen på et af de store danske dagblade, og jeg skal interviewe Ukraines nye ambassadør i Danmark på den ukrainske ambassade – på alle måder en speciel oplevelse med politi og høj sikkerhed. Jeg havde nok derfor lidt mere nerver på, end jeg normalt ville have.
Min tilgang til kilder har altid været, at lidt smalltalk i starten ikke skader nogen. Så kan vi begge lige sænke skuldrene lidt. Men det var vist mest for min egen skyld, for denne hærdebrede, skaldede, iskolde mand, der ikke fortrængte en mine under hele interviewet, virkede ikke specielt interesseret i det. Fint, videre.
Jeg ville gerne høre om, hvordan rejsen var fra Ukraine til Danmark for ham. Vi var stadig lidt i smalltalk-fasen her og ikke nået til de store, vigtige spørgsmål endnu, og han fortæller en sød historie om, hvordan ham og familien var kørt fra Ukraine til Danmark dagen før juleaften og lige nøjagtig nåede hjem til julemaden. Min reaktion, der havde en undertone af en privilegeret og uvidende vesterlænding, lød cirka sådan her:
»Wow, that’s cute. Just out of curiosity, why didn’t you just fly here?«
Vi er i februar 2024 her – to år inde i krigen, og manden svarer mig meget køligt tilbage:
»Sir, the airspace above Ukraine had been closed for two years at that point«.
Interviewet gik fint resten af vejen, og jeg tror ikke, han hadede mig, da jeg gik ud ad døren. Men jeg tror heller ikke, at han tænkte, at han var blevet interviewet af den skarpeste journalist, avisen havde at tilbyde.
– En anonym, bachelor fra SDU januar 2025
Diller eller dille?
I min praktiktid skrev jeg en tendensartikel om airfryeren. Den var en dille, en storsællert og årets helt store julegavehit. I den forbindelse interviewede jeg en ekspert i forbrugertrends. Da jeg sendte citaterne til tjek, fik jeg følgende besked retur:
“Hej Anna. Det er indholdsmæssigt meget fint – men inden du bliver dagens joke på redaktionen, så vil jeg lige henlede din opmærksomhed på første linje: Der er stor forskel åp en diller og en dille ;-)”
Ups…
– Anna Moesgaard, bachelor fra SDU foråret 2025
Et akavet redaktionsmøde
Jeg skulle starte på en ny redaktion, og træder derfor ind i lokalet til mit første redaktionsmøde. Jeg giver hånd og hilser på alle, sætter mig ned og lytter godt efter. Der er selvfølgelig redaktionsmøde igen morgenen efter, og her kigger lige rundt i lokalet, for at se om der er nogen, som jeg ikke har hilst på. Jeg styrter hen til en ung kvinde, stikker hånden frem og siger:
“Jeg tror ikke vi har hilst, hej jeg er ny praktikant.”
Hendes svar giver mig røde kinder, for hun siger:
“Jojo, vi hilste jo i går, der havde jeg bare briller på.”
På den måde fik vi da også startet mit andet redaktionsmøde på den nye redaktion med et grin.
– Mathilde Clauson-Kaas, nuværende praktikant på DR
Strækøvelser til hele Danmark
Den her episode er faktisk dugfrisk fra mit igangværende praktikforløb. I sidste uge sad jeg i newsroom, som på min arbejdsplads kun er adskilt fra nyhedsstudiet af en glasrude – så seerne, der ser nyhederne, kan altså følge med i, hvad journalisterne laver bag nyhedsværterne. Det havde jeg for en stund helt glemt, da jeg besluttede mig for at lave lidt basale strækøvelser for ryggen og lænden. Jeg skubbede stolen lidt tilbage, strakte det ene ben langt frem og bøjede overkroppen ind over.
Pludselig blev jeg afbrudt, da min redaktør puffede mig på skulderen. I en lidt bestemt tone mindede hun mig om, at newsroom er til fuld skue for seerne, og at jeg derfor lige skulle tænke lidt over, hvad jeg lavede derinde.
Jeg blev virkelig pinlig, men da både min redaktør og flere af journalisterne begyndte at grine, kunne jeg heller ikke selv lade være. En af de andre journalister trøstede mig med, at jeg på ægte public service-manér forhåbentligt havde inspireret nogle af vores fellow kontormus til at huske deres udstræk. Det var jo rigtigt nok.. Jeg tror dog, at jeg vil rykke et andet sted hen næste gang.
– En anonym, nuværende praktikant