Der er ingen tvivl om, at journalistik er et fag, der bliver lagt meget hjerteblod i. På Center for Journalistik jagter vi alle den gode historie, i takt med at vi forsøger at finde vores helt egen journalistiske identitet. Rejsen mod alt det kan føles både sårbar og personlig, og for mange kan konstruktiv kritik og inputs fra undervisere og medstuderende virke grænseoverskridende og ubehageligt. Som et personligt angreb, der giver en følelsen af ikke at være god nok.
Journaliststuderende har ikke ry for at mangle selvtillid. Det, at nå igennem et grundigt optagelsesforløb, hvor flere ansøgere bliver sorteret fra, gør, at mange starter på journalistuddannelsen på SDU og DMJX med et kæmpe boost selvtillid. En selvtillid, der for nogen udvikler sig til en snert af arrogance. En følelse af at være speciel og kunne det hele, før man overhovedet har sat sine ben i undervisningslokalerne. Og herregud – vi har alle godt af et skud arrogance i ny og næ. Det er kun sundt.
Problemet opstår, hvis egoet vokser sig sig så stort, at vi bliver for berøringsangste med vores arbejde. At vi bliver overfølsomme og angste for at modtage kritik fra undervisere, familie og medstuderende, fordi vi ikke kan klare at nogen mener noget andet end os selv.
At blive journalist er en proces. På mange måder minder det om at køre bil. Man lærer det først rigtigt, når man har bestået køreprøven, men har man ikke lyttet ordentligt efter i køretimerne, risikerer man at køre rundt i trafikken med skyklapper.
Feedback er en essentiel del af journalistfaget lig så vel, som det er en essentiel del af det at udvikle sig som menneske. Og jo før vi ser i øjnene, at ingen af os er perfekte, des bedre chance har vi for at udnytte vores fulde potentiale. Både som mennesker og som fremtidige journalister.