DEBAT

Partilister er et demokratisk problem

Foto: Comdas/Shutterstock.com

Når der er præsidentvalg i USA, kritiserer vi ofte deres måde at udvælge en vinder på. Hillary Clinton vandt ikke præsidentvalget i USA i 2016 på trods af at have haft flest personlige stemmer. Hun vandt altså the popular vote, men tabte valget, fordi det gjaldt om at vinde valgmænd og delstater. Det har vakt kritik fra mange, blandt andet i Danmark. Flere mener, at USA’s valgsystem er udemokratisk. Og det er det. Men måske er det også på tide, at vi kigger indad og anerkender de udemokratiske tendenser, som opstår, når vi selv skal stemme til kommunalvalg.

Når der er valg, kan partierne vælge mellem sideordnet opstillingsform og partiliste opstillingsform. I sideordnet opstillingsform bliver de kandidater med flest personlige stemmer valgt ind, hvorimod det er partiet, der bestemmer rækkefølgen af kandidaterne ved partiliste opstillingsform. Det vil sige, at hvis et partis stemmer i alt rækker til 10 mandater, og 3. kandidat har 100 stemmer, mens 11. kandidat har 300 stemmer, kommer 3. kandidat ind og ikke 11. kandidat.

Hvem i partiet bestemmer rækkefølgen til partilisten? Medlemmerne af det politiske parti. Hvordan bliver man medlem af et politisk parti? Man betaler kontingent. Hvor mange danskere er medlem af et politisk parti? 180.000 mennesker ud af omkring fire millioner stemmeberettigede vælgere. 4,5 procent af de stemmeberettigede vælgere bestemmer chancerne hos de forskellige kandidater landet over. Det burde få alarmklokkerne til at ringe. 

Tager vi et smut forbi Aarhus Kommune hos SF, vandt de tre mandater i 2017. Det betød, at nummer 4, Fadi Kassem, med 843 stemmer, og nummer 8, Sofie Lippert Troelsen, med 688 stemmer ikke blev valgt ind – til trods for at de begge fik flere stemmer end nummer 2, Jan Ravn Christensen, med 564 stemmer. Kigger vi på Brøndby Kommune hos Dansk Folkeparti, vandt de også tre mandater i 2017. Det betød, at nummer 7, Annette L. Nielsen, måtte vinke farvel til en eventuel plads i kommunalbestyrelsen, på trods af at hun fik 205 personlige stemmer – det næsthøjeste blandt de opstillede. I samme kommune til valget fire år tidligere, stillede Socialdemokratiet op med 20 kandidater. Syed Aejaz Haider Bukhari og Mahmut Erdem var henholdsvis nummer 19 og nummer 20 på partilisten, men havde det været sideordnet opstillingsform, var de kommet ind som nummer 3 og 4 – kun den daværende og den nuværende borgmester for Socialdemokratiet havde flere stemmer end dem. Dog kom de ind alligevel, da de blev reddet af listestemmer.

Argumenter hos fortalere for partilister er, at man mere styr på, at de dygtige og erfarne politikere bliver genvalgt frem for uerfarne og uprøvede kandidater. Men hvordan kan man overhovedet være sikker på det? I princippet kan alle jo gå hen og blive medlem af et parti. Hvorfor ikke give det, folket vil have? Hvis en ung og uerfaren politiker går hen og bliver valgt, det kan rigtigt nok virke usikkert. Men hvis det er det, flertallet vil have, så hvorfor ikke? Vi lever jo i et demokrati. Samtidig kan det sagtens være, at den unge kandidat går hen og laver et strålende arbejde. Herhjemme kritiserer mange Joe Biden og Donald Trump for at være for gamle til at være præsidenter, og at de og deres partier bør give stafetten videre til yngre kandidater. Men den samme tendens ser vi, når vi bruger argumenter som ovenstående og fører dem ud i virkeligheden.

Der er dog én måde at gå uden om partilisten på; at sprænge partilisten. Man kan sprænge partilisten ved at have samme eller flere personlige stemmer end fordelingstallet i et parti. Et fordelingstal udregnes ved at tage stemmerne, som partiet i alt har fået – det vil sige både listestemmer og personlige stemmer – og dividere det med det et tal, der er én større end det antal mandater, som listestemmerne havde skaffet partiet. Derefter runder man op til det næste hele tal uanset hvad. Nummer 5 kan også sprænge partilisten ved at have flere personlige stemmer end nummer 4, efter nummer 4 har ”slugt” de listestemmer, der var tilbage, som lægges oveni det personlige stemmetal, indtil man har ramt fordelingstallet.

At sprænge partilisten skete næsten for Anna Bondo Nielsen til kommunalvalget i 2017, da hun stillede op for Enhedslisten i Roskilde Kommune. Hun var stillet op som nummer tre og fik 738 stemmer. Hun fik dermed nærmest dobbelt så mange stemmer som Henrik Stougaard med 380 stemmer og Susanne Lysholm Jensen med 327 stemmer. Anna Bondo Nielsen skulle have haft 449 stemmer mere for at nå fordelingstallet, som var 1187, og blive valgt ind som den første. 

65 stemmer havde også været nok for at tage pladsen fra nummer 2, Susanne Lysholm Jensen. Der var nemlig 1283 listestemmer, og Henrik Stougaard slugte 807 listestemmer for at nå fordelingstallet. Så var der 476 stemmer tilbage, som gik til Susanne Lysholm Jensen, hvilket gav hende 803 i alt – 65 stemmer mere end Anna Bondo Nielsens personlige stemmetal.

Der skal altså meget til, før man kan gå uden om partilisten. Derudover synes jeg, at det er spøjst, at det er partier som SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet, der mest anvender partiliste opstillingsform. Jeg forstår ikke, at partier, som er fortalere for mere lighed, anvender en opstillingsform, som er så unfair. Det er en ommer. 

Heldigvis er der også flere partier i mange kommuner, der benytter sideordnet opstillingsform, men jeg håber, at man fuldstændig dropper partilister i fremtiden, så folket kan få det, de vil have i et demokrati som Danmark.