Illustration: AI-genereret af ChatGPT
Jeg fik et indblik i kærlighedens mest eksklusive klub. Det kunne jeg godt have været foruden.
Af Idalina Hvidtfeldt-Bøjlesen
Eksklusivitet er et ord, jeg først for alvor lærte at begribe, da jeg for et par år siden flyttede fra Jylland til København. Her er der eksklusive restauranter, eksklusive natklubber og eksklusive tøj-
mærker, som du egentlig ikke kun har råd til, medmindre du har modtaget det i en PR-gave eller som bytte for reklame. Selvom mennesker siden tidernes morgen har bevæget sig i forskellige sociale og økonomiske lag, så overraskede det mig alligevel, da jeg for nyligt opdagede, at fænomenet også har spredt sig til datingkulturen.
Her hedder fænomenet Raya – en datingapp, der havde 10-års jubilæum i september. Den markedsfører sig selv som værende ”et privat netværk for folk i den kreative branche”, og kræver både ansøgning og optagelse fra et hemmeligt udvalg. Kort sagt: det er ikke nok bare at være single – du skal også være nogen eller noget, og vurderes til at kunne bidrage til netop denne kreds af vigtige mennesker.
Apps kan selvfølgelig downloades af hvem som helst – om du befinder dig i Jylland eller Los Angeles – men jeg har en smule svært ved at forestille mig, at konceptet vil blive andet end misbilliget af personer, der ikke befinder sig i storbyens “pick and choose-kultur.”
Måske er det også det, der hurtigt kommer til udtryk i denne kommentar, men faktum er, at jeg for en måneds tid siden faktisk selv downloadede Raya. I ægte Carrie Bradshaw-stil kommer her mine egne erfaringer.
Welcome to Raya
Inden min ansøgning var jeg nødt til at researche. Ansøgningen krævede adgang til enten min Instagram eller LinkedIn-profil, der ville komme til at stå øverst på min ‘datingside’ – at holde den privat var ikke en mulighed. Jeg vurderede, at min Instagram – desværre – var mest imponerende.
Desuden kunne jeg vælge at referere til allerede eksisterende brugere, der kunne anbefale mig – ikke noget, jeg var i stand til at udnytte, men noget som de kraftigt anbefalede for at forkorte ventetiden. Jeg dykkede ned i gamle forummer på Reddit og Femina-artikler, der advarede imod årelange ventelister og skrappe regler.
Efter allerede en uge modtog jeg dog en mail med ordene; ‘Welcome to Raya, Idalina’. Om jeg blev accepteret, fordi jeg skrev, at jeg var journalist, eller fordi jeg er en kvinde i 20’erne, ved jeg ikke – men
faktum er, at jeg fik adgang. Hvad jeg ikke havde formået at researche mig frem til var dog, at medlemskabet kommer med en pris. 200 kr. om måneden. Jeg lukkede øjnene, forsøgte ikke at tænke månedens budget igennem, og trykkede to gange på min telefons sideknap.
En hemmelig klub
På Raya lader det til, at alle har haft et professionelt photoshoot inden de opret-
tede deres profil. I baggrunden spiller en selvvalgt sang, (Sade og Kendrick Lamar
syntes at gå meget igen?) mens man får lov til at trykke sig igennem 4-5 ultra polerede billeder.
Der er proppet med entreprenører, mindre succesfulde fodboldspillere, modeller, filminstruktører, og skuespillere, der nonchalant skriver, at de ‘er i København et par dage.’ På Raya kan du nemlig ikke vælge din lokation – dine mulige kandidater er fra hele verden.
Efter fem minutter på appen begik jeg første fejl; i et kort uprofessionelt
moment tager jeg et screenshot af en profil, der tilhører en verdenskendt san-
ger. Et stort rødt advarselstegn blinker på skærmen – i Rayas eksklusive ånd er det strengt forbudt at røbe, hvem der er på appen, og herunder at tage billeder af profilerne. Jeg får en advarsel og føler
mig lidt dum.
Robotdating?
Jeg har ikke lyst til at røbe, hvilke kendte ansigter, jeg så derinde. Det må forblive i Rayas lukkede kreds. Men jeg må erkende, at jeg mange gange blev dybt starstrucked. Efterhånden glemte jeg, at de mennesker, jeg matchede og skrev med, faktisk var ægte. Profilerne havde ofte ikke en tekst, men i stedet en oversigt over personens foretrukne feriedestinationer og favorit Michelin-restauranter. Lister, som syntes meget mere ekstravagante end min egen, der først og fremmest inkluderede min lokale kaffebar på Amager. Jeg følte helt enkelt ikke, at jeg havde noget til fælles med disse mennesker, og selvom mange kom med vittige, sjove og flirtende bud på åbningsbeskeder, vækkede det simpelthen ikke nogen interesse i mig. På en mærkelig måde føltes det lidt som at chatte med ChatGPT.
Efter et par uger slettede jeg appen. Ikke i protest, men fordi jeg reelt helt havde glemt, at jeg havde den. Der var aldrig nogen, jeg havde lyst til at skrive med, og endnu mindre nogen, jeg havde lyst til at møde. Raya føltes som en digital kulisse, hvor alle spiller rollen som succesfulde,
interessante mennesker, men hvor ingen reelt er det. Det er måske den mest præcise oplevelse af overfladiskhed, jeg nogensinde har haft. Ikke nødvendigvis i selve datingappen, men i vores, herunder min egen villighed til at deltage i dens illusion.