Det 19-årige danskbosniske angribertalent, Arman Taranis, er rejst alene til det nordvestlige England for at spille fodbold for Burnley FC. Skiftet fra Haderslev-klubben, SønderjyskE, har været en kæmpe forandring – både på og uden for banen.
»Min computer er til reparation, så jeg er nødt til at bruge min telefon,« skriver Arman Taranis et par dage inden det aftalte interview. Arman Taranis, der residerer i England – lidt uden for Manchester – fumler lidt med sin telefon, da han med venstre hånd skal have den til at læne sig op ad noget, der står fast på bordet, så vi kan se hinanden. Det forekommer sværere, end det lyder. Og dét er, fordi han et par dage forinden til træning landede uheldigt og brækkede kravebenet i den motorisk bedre højre side.
Den 19-årige danskbosnier Arman flåede de ellers så solidt plantede teltpløkker op af den jyske muld tilbage i november 2020. Den engelske klub Burnley FC havde set sig lun på talentet, der stod uden kontrakt. En kontrakt han på eget initiativ havde ophævet med Superligaklubben SønderjyskE halvanden måned forinden. En klub, han havde spillet for, siden han som 15-årig i 2017 skiftede fra akademiet i FC Midtjylland.
»Jeg syntes egentlig, at det kørte. Jeg havde fået min Superliga-debut, en pokalkamp og var egentlig rigtig godt med inde omkring truppen. Men det var sådan lidt, at jeg bare mødte ind til træning med den viden om, at det ikke rigtig førte til noget,« fortæller Arman Taranis om sin sidste tid i SønderjyskE. Efter en snak med både forældre og agent tog de kontakten til Superligaklubben med beskeden om, at de rigtig gerne ville ophæve kontrakten.
Den store verden
Efter den iturevne kontrakt blev formen holdt ved lige ved at træne med Tjørring IF’s Danmarksserie, hvor Arman Taranis’ onkel spiller. Der skulle dog ikke gå lang tid, før der var bud efter ham. Agenten fra IN4 SPORTS kunne meddele ham, at to engelske klubber viste deres interesse. Championship-klubben Watford var den ene. Premier League-klubben Burnley den anden. Valget faldt på sidstnævnte. Det eneste, det krævede, var en uges prøvetræning, og så lå der en kontrakt klar til underskrivning.
Når man – som Arman Taranis – kommer fra den lille vestjyske by Sønder Felding, hvor alle kender alle, og man kan få på klods hos købmanden, overvældes man af, hvor store ting verden har at byde på. Han husker sin første dag, hvor han blev hentet af en taxa fra klubben, som noget, han aldrig vil glemme:
»Vi kører ude på sådan en mark i en kilometer, og jeg var lidt skeptisk til at starte med, fordi jeg jo ikke vidste, hvad vi var på vej hen til. Indtil jeg pludselig kan se et kæmpe træningsanlæg ude på min venstre side. Og så holder der bare de fedeste biler foran det største anlæg! Og jeg var sådan “waaauw”. Chaufføren siger så med et stort smil: ” Welcome to Barnfield (Burnleys træningsanlæg, red.).«
De udendørs forhold syntes med rette overdådige. Dét var dog kun lige, indtil Arman Taranis trådte ind ad dørene til det gigantiske anlæg. Her skuede øjnene ud over et topmoderne anlæg med pool- og spaområder, omklædningsrum af – for ham – hidtil usete størrelser, træningsbaner nærmest så langt øjet rakte, som blev passet og plejet, som var de golfbaner. Og sidst, men ikke mindst var der »det fitnesscenter, som er lige så stort som hele anlægget i SønderjyskE,« griner Arman Taranis – ikke hånende, men overvældet.
Den gode start
Det er velbeskrevet, hvor stor en del af en fodboldspillers succes, der afhænger af, hvordan det står til uden for banen. Jo mere ro uden for banen, jo større succes på banen. Tankerne vandrer ikke rundt. Når man går på banen, ligger fokusset der. Fordi der ikke er alt muligt rundt om, som der skal bruges tid og tanker på. Sådan er det også – og måske endda især – for en ung spiller, der rejser alene til et nyt land.
Arman Taranis har været bevidst om netop dette. Selvom det har været svært at ses med sine medspillere uden for banen grundet Corona-pandemien, har modtagelsen af ham været god.
»At være i et miljø og en kultur, som er helt anderledes end i Danmark, var selvfølgelig svært i starten. Men jeg synes virkelig, at de har taget godt imod mig, og jeg har allerede fået nogle rigtig gode kammerater,« fortæller Arman Taranis om sin første tid i den nordvestlige del af England.
Netop det med den anderledes kultur var noget, den 19-årige angriber oplevede allerede fra start. Barnfield-anlægget rummer både akademiet og Premier Leauge-truppen, hvilket betyder, at de unge drenge får daglige remindere om, hvad de kan drive talentet til med hårdt arbejde. Og det driver drengene, som for det meste godt ved, hvad det kræver at kravle op i hierarkiet: nemlig at gøre, hvad de bliver bedt om.
Til den blot anden træningsdag, Arman Taranis havde i Burnley, blev to spillere smidt ind i omklædningsrummet, fordi de ikke gjorde, som de blev bedt om. Hvis det scenarie skal overføres til noget, som de fleste kan relatere til, svarer det til at blive smidt uden for døren for resten af timen – hvis ikke resten af skoledagen.
Noget så alvorligt er dog ikke sket for danskbosnieren. Og dog skete der noget alvorligt – dog med helt andre fortegn. Noget, som virker helt utopisk for en, der et par uger forinden rendte rendt og trænede med et hold fra Danmarksserien.
»Min første uge fik jeg lov til at træne med førsteholdet. En fredag, dagen inden kamp. Jeg var virkelig bange, men det var røvfedt at se og træne med spillere som Nick Pope, som jeg jo har set være med det engelske landshold. Det var mega stort.«
Et udenlandsk eventyr
Selvom stort set alt de sidste 4 måneder i England har været overvældende, overraskende og overrumplende, har det ikke fået Arman Taranis’ mod på udlandet til at blive mindre. Hans kontrakt udløber i sommeren 2022, og selv hvis Burnley FC skulle ende med ikke at ville forlænge kontrakten, er fremtidsplanerne klare.
»Jeg kommer bare til at gøre mit for at træne lidt mere med førsteholdet og så få en pro-kontrakt med førsteholdet. Men jeg vil i hvert fald rigtig gerne blive i udlandet. Også hvis det ikke skulle lykkedes at forlænge kontrakten med Burnley. Og så vil jeg rigtig gerne komme ind omkring landsholdet igen. Enten det danske eller det bosniske, hvor jeg også kan spille,« fortæller han mig om sine fremtidsplaner.
Arman Taranis har spillet fire u-19 landskampe for Danmark, hvor det er blevet til to mål. Og fordi det altså kun er et ungdomslandshold, er han – med sit dobbelte statsborgerskab – også berettiget til at stille op for det bosniske landshold, hvor hans forældre kommer fra. Han ved, at det ville gøre hans familie helt enormt stolte, hvis han ender med at trække den blå og hvide landsholdstrøje over hovedet. Hvilket landshold han ender med at repræsentere, ved han dog ikke endnu.
»Det første A-landshold, der ringer mig op,« griner han afsluttende til spørgsmålet om, hvilken trøje han i fremtiden kommer til at bære.