Maleri af Ovartaci. Foto: Andreas Horskjær
Brandts Kunstmuseum udstiller lige nu en stor samling af Ovartacis værker. Kunsten har forbindelse til Cobra-bevægelsen, art brut-genren og det surrealistiske og inviterer gæsten med på en tankevækkende rejse.
Af Andreas Horskjær
Historien om Ovartaci er både magisk og melankolsk: En fortælling om metamorfoser, om sjæle, om mennesker og dyr, om køn, om liv og død. Sammenhæng og søsterskab. Alt flyder, uden faste kategorier, båret af en animistisk anskuelse. Men fortællingen rummer også en tung skygge udpenslet i kampen mellem lys og mørke. Det mærker man tydeligt i Brandts Kunstmuseums udstilling “Jeg begyndte som en paradisfugl”, hvor man gradvist træder ind i Ovartacis særlige univers gennem malerier og skulpturer.
Fascination af kvinden
Giraf-lange ben, slanke og med højhælede sko. Hoften breder sig ud – kun for at mødes igen under ribbenet. Samme gentagelse sker fra brystet og op i en lang, smal hals. Hovedet er dyrisk med en voldsomt fremskudt underkæbe, fyldige læber, skæve øjne og ører, der rejser sig i en spids.
Syv figurer står foran beskueren: seks nøgne, én i smoking. De ligner rumvæsener i foreningen mellem det dyriske og det menneskelige, og samtidig mærker man samhørigheden.
Billedet er det første, man møder, når man træder ind i udstillingen på første sal i Brandts Kunstmuseum. Netop kvinden er den centrale figur i Ovartacis kunst. For at forstå det, må vi først forstå historien om kunstneren. Brandts Kunstmuseum har gjort et glimrende arbejde med at præsentere den besøgende for præcise tekster, der fortæller om Ovartacis liv gennem hele udstillingen. I hjertet af udstillingen, er der opstillet et mørkt, lilla rum, hvor en video om Ovartacis liv folder sig ud.
Afhugningen
Kort fortalt i disse spalter starter videoen ved kernen i Ovartacis kunst. På et psykiatrisk hospital i Aarhus, er Louis Marcussen, senere kendt som Ovartaci, gået i sløjdlokalet for at amputere sin penis med en skarp høvl. Billederne skabes ved en mandlig fortæller, der tager lytteren gennem afhugningen. Beskueren mærker det i mellemgulvet.
Ovartaci blev indlagt på et psykiatrisk hospital, efter hun havde boet seks år i Argentina. Her opholdt hun sig de sidste 56 år af sit liv med diagnosen skizofreni. Herfra udspringer kunsten i en konstant kamp for frigørelse og anerkendelse af sin identitet. Ovartaci var buddhist og havde en stærk tro på, at hun i sine tidligere liv var en kvinde. I 1950 startede rejsen mod et kønsskifte, der, efter modstand fra lægerne, i 1954 endte med, at Ovartaci tog sagen i egen hånd i sløjdlokalet. Kvinden er det lyse, manden er det mørke, som hun udtrykker det i en af videoerne på udstillingen:
»At være mand er så frygteligt – Når man ser et par kvindeben osv. – straks reagerer det inden i én. Jeg hader dette ikke at kunne beherske sit legeme! (…) Jeg vil ikke have, at det skete, at petillen rejser sig. Det må den ikke før forlovelse – før aftale – før kvinden siger: Kom til mig. Når kvinden selv udtaler, at det måske, da må den stå – ikke før.«
Transformerende universer
I værkerne fornemmer man den direkte adgang, Ovartaci har til forestillingen om andre universer. Steder, hvor tingene forvandler sig. Et spejlbillede af kunstneren selv. Kunsten som hendes liv. I et af værkerne er krybdyr og langstrakte kvindekroppe på rejse med en hestevogn mod Nirvana, det endelige mål, hvor sjælene opnår forløsning og fred. Ovartaci minder os om, at livet er i konstant forandring og altid udvikler sig. Ingenting står stille, alt er altid i overgang. Når man går rundt mellem værkerne, virker det nærliggende at tænke på den gamle græske filosof Heraklit. Han sagde, at ”alt flyder”, at verden er i konstant forandring. Men hvor filosoffen mente, at alt består af modsætninger, der holder hinanden i skak og underkastes en lovmæssighed, mener kunstneren, at overgangene er en vej mod frigørelse. Forandringen forandrer.
I et af hovedværkerne svæver en kvindekrop med sommerfuglevinger over en mark med margueritter. Det er et selvportræt af Ovartaci og hendes dybeste ønsker om at flyve frit og undslippe den modstand, identiteten møder. De fantasifulde verdener er en oplevelse at overvære. Og stadig relevant for en nutid, hvor transkønnede fortsat kæmper for rettigheder og lighed mange steder i verden. Ovartacis sidste overgang skete i 1972 med ordene:
»Jeg hedder Louis Marcussen, og jeg er et mandfolk,« sagde hun og omtalte sine tidligere tanker som ”fantasterier”.
Hun døde i 1985, 91 år gammel.
Fantasiløst
Brandts Kunstmuseum skal have ros for at udstille Ovartacis kunstsamling. Det er bare ærgerligt, at museet ikke understøtter de magiske og fantasifulde verdener bedre. I museets indretning glipper gæsten en del af den rejse, som det er at komme ind i Ovartacis sind. Man kunne forestille sig, at museet med mere fantasi havde skabt et rum, hvor værkerne ikke skal skabe rejsen i sig selv, men at rummet var forandret til en mere interaktiv tur gennem kunstnerens drømmeverdener. Et rum med flere flydende former. Det ville løfte oplevelsen. Man kan kun gisne om, hvad udstillingens hovedperson ville tænke, men mere ild i sjælen havde hun nok håbet på. Ovartaci sagde på et tidspunkt til sin læge på det psykiatriske hospital:
»Kedelige mennesker har jo ikke nogen flamme; de har jo ingen begejstring. De har jo ikke noget af det, som man beundrer – når et menneske flammer (…) Det er da en hjertefryd uden lige, når man skuer disse flammetalere, ikke sandt?«
Udstillingen løber til den 1. marts 2026 og er bestemt et besøg værd!