Det forgangne år har været præget af nedlukninger og restriktioner i alle afkroge af samfundet. Landets skuespillerskoler er ikke gået fri, men her på kanten af foråret kan de skuespilstuderende komme tilbage i prøvelokalerne og forhåbentligt snart ud på landets scener.
Det har været en lang dag på Scenekunstskolen i Odense. En håndfuld spændte aspiranter har været til den sidste ud af tre prøver på skuespillerlinjen, og de nuværende studerende har ageret stikordsgivere og moralsk opbakning.
En af de nuværende studerende er Ludvig Brostrup. Han er lige kommet hjem til sit kollektiv, udmattet efter at have afviklet optagelsesprøver. Han går ud i køkkenet for at finde på noget aftensmad. To af hans bofæller, som også læser til skuespillere, sidder foroverbøjede over en bærbar computer. »Hvad ser i på?«
»Der er pressemøde lige om lidt,« fortæller de.
Det er onsdag den 11. marts 2020. Statsministeren toner frem på computerskærmen. Der er noget formørket over hendes ansigtsudtryk, man kan fornemme, at der er noget i gære.
»Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere,« starter hun.
Ludvig spidser ører. Vil det her få betydning for skolen? For den sidste dag af tredjeprøven i morgen og alle de håbefulde aspiranter?
»Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu.«
En mulighed for at puste ud
Jeg møder Ludvig en mild februar-dag. Det er næsten et år siden, at han stod i køkkenet og så det første pressemøde der lukkede samfundet første gang.
Han står for enden af gaden og vinker. Høj og slank, klædt helt i sort undtagen den grå hættetrøje, som er trukket op om ørerne. Jeg har kendt Ludvig i mange år, men det føles stadig forbudt at kramme efter et år med restriktioner og nedlukninger.
Det blide vejr indbyder til at sidde udenfor, så vi sætter os på en bænk der er dækket til med et groft kludetæppe. Omkring os står lerkrukker med lyng og grønkålsstængler. Solen titter forsigtigt frem, som skal den lige afprøve sine kræfter efter at have slumret længe. Man kan endda høre fuglekvidder. Måske romantiserer erindringen. Ved nærmere eftertanke var det nok snarere et par skrigende måger. Men det føles som om, noget nyt er på vej efter en tid med frostgrader og hjemmeundervisning.
»Efter pressemødet fik vi en mail fra skolen, hvor der stod: ”Skolen lukker i morgen. Sidste dag af tredjeprøven er aflyst. Kom og hent jeres ting,”« forklarer Ludvig.
Han tog over på skolen for at hente de småting han havde liggende. En sweater, noget mad i køleskabet. Der var en underlig stemning blandt de studerende. Efter oprydningen satte de sig ned i Café Social og samlede op på hinanden over en kop kaffe. Selvom det hele var lidt underligt, virkede det ikke så alvorligt.
»Jeg tænkte, at det var rart med fjorten dages ferie, efter en udmattende periode med optagelsesprøver,« fortæller Ludvig.
Han tager en tår af sin kaffe. En latte med havremælk i et limegrønt papkrus. Han lægger benene over kors og sukker:
»Men så blev det jo bare ved og ved og ved…«
En øvelse i selvdisciplin
Da den første nedlukning trådte i kraft, faldt det sammen med at de studerende skulle i gang med selvstændige projekter. Ludvig vidste allerede at han ville lave et videoprojekt, så hans arbejdsproces blev ikke forstyrret så meget af nedlukningen – men meget af den resterende undervisning var svær at gennemføre over Zoom.
Det var dog ikke undervisningen der fyldte i Ludvigs tanker i den periode. »Jeg havde det jo faktisk ikke særligt godt, fordi at jeg var angst. Og jeg var stresset og meget ensom. Det var det der fyldte.«
Lærerstaben og ledelsen bad de studerende om at prøve at se det positive ved nedlukningen.
»Der følte jeg mig meget talt ned til, og jeg savnede en fælles ærlighed om, at det bare er lort.«
Han ler, og trækker så lidt i land. Fortæller at der også har ligget en enorm øvelse i selvdisciplin i nedlukningsforløbene. En øvelse i at strukturere sin hverdag, og få ting til at ske. At prøve det med at føle sig meget isoleret i sit arbejde.
»Det er jo meget sådan et arbejdsliv som jeg er på vej ind i.«
Det er ikke så nemt at arbejde som skuespiller. Det er heller ikke nemt at blive skuespiller. Der er cirka 800 ansøgere til skuespillerskolerne hvert år, men kun cirka 24 pladser fordelt på de tre skoler i Odense, Århus og København. Mange af de studerende har søgt flere gange før de kommer gennem nåleøjet. Af denne grund er der ofte høje forventninger til uddannelsen, når det lykkedes at få en plads.
Føler du dig snydt, nu hvor corona har forpurret noget af din skuespilleruddannelse?
Ludvig trækker på skuldrene. Han kan ikke lide at bruge ordet snydt, fortæller han. Men han kan godt føle at han går glip af noget. Han kom ind på skuespillerskolen i første forsøg, men fortæller at der særligt blandt dem der har søgt flere gange, kan være en ophøjet forestilling om det at gå på skuespillerskole.
Han roder i lommen på sin sorte dunjakke. Hiver en rød pakke med cigaretpapir frem. Så den løse tobak. Så en lille plastpose med cigaretfiltre. Erfarent og fraværende ruller han mellem tommel-, og pegefingre en cigaret. Røgen snor sig i solen.
»Jeg tror at det kan tænde en usikkerhed i alle at gå på de her skoler. Man kan blive ramt af en tanke om ”Gud er det bare det her, der er skuespillerskolen? Det jeg har gået og drømt om i ti år. Der må være noget som ikke sker for mig, noget som jeg går glip af.” Og den følelse kan selvfølgelig blive endnu mere præsent, når vi har været lukket ned og har mistet undervisning. Men det er en dør jeg er meget opmærksom på ikke at gå ind af, for det bliver simpelthen for hårdt.«
Spoon River
Ludvigs hold fik lov at komme tilbage i skole efter sommeren og lave førsteårsforestillingen Spoon River. Teaterstykket spillede i den vidunderlige periode midt på sommeren, hvor der så småt var begyndt at blive åbnet for samfundet igen. Jeg spørger Ludvig hvordan det var at skabe forestillingen efter en periode hvor han havde været enormt meget alene:
»Det var magisk. Det var det der med at have været så langt væk fra hinanden og have arbejdet så meget alene. At komme tilbage og blive mindet om at vi faktisk er et hold, og vi kan alt det her sammen.«
Stykket skabtes ud af lange, intense improvisationer. Der var en form for eufori i arbejdslokalet, husker Ludvig.
Det var dog ikke udelukkende godt at komme tilbage for fuld skrue. Mange af de studerende knækkede på det. Blev stressede, fik angst og måtte tage et par sygedage for at komme ovenpå igen. Det var hårdt at gå fra ingenting, til at lave en forestilling:
»Jeg tror at det traume, som jeg godt synes man kan kalde nedlukningerne, har forvrænget hele ens eksistensfølelse. Ens følelse af at være i et arbejdsrum og at være i verden. Det gør at alting bare bliver mere sårbart. Det er i hvert fald min oplevelse.«
Der kører et par biler forbi, de larmer på brostenene. En familie går langs fortovet. Vi kan høre kaffemaskinen igennem døren der står på klem ind til caféen bag os. Der dufter krydret af bagværk med kardemomme.
Noget er ved at vende!
Ludvig tager en slurk mere. Kaffen vælter, da han stiller den på kludetæppet. Den mælkede substans løber ud over tæppet og drypper ned af bænken. Han rejser koppen, der nåede ikke at løbe så meget ud gennem plasticlåget. »Ej, for fanden.«
Woyzeck
I dag er Ludvigs sidste vinterferiedag. En vinterferie som kun skulle have været syv dage, men som er endt med at være tre uger lang. Grunden til den forlængede vinterferie er, at undervisningen er blevet rykket frem til sommer, i håbet om at restriktionerne er løftet til den tid.
»Det bunder i en erkendelse af, at halvfems procent af det arbejde vi laver ikke kan gøres fyldestgørende digitalt.«
I morgen starter du fysisk i skole igen. Hvordan har du det med det?
»Jeg glæder mig virkelig meget til at have en hverdag på skolen. Til at se og arbejde med mit hold. I virkeligheden glæder jeg mig jo bare sindssygt meget til at lave teater igen. Jeg har ikke spillet skuespil siden december. Jeg føler jeg har glemt hvordan man gør,«
Han griner.
»Men ja, jeg glæder mig virkelig meget til at lave noget igen. Til at lave det der er min ting – som jo er at lave teater.«
I morgen får de studerende stukket hver deres tykke manuskript i hånden. På forsiden vil der stå et enkelt ord i versaler: WOYZECK. Woyzeck er en tysk tekst fra 1910’erne som stiller spørgsmålstegn ved forstanden. Hvem er de syge og hvem er de raske?
Disse manuskripter vil være de studerendes faste holdepunkter de næste par måneder. Der vil blive overstreget med neonfarvet tusch. Skrevet små bemærkninger i margenerne. Måske vil der blive lavet æselører og spildt kaffe på nogle af siderne.
Ludvig er lidt på barrikaderne i forhold til at skulle spille netop dette stykke. Det er mest fordi han ikke er så glad for præmissen om, at kvinder altid skal dø, for at mænd kan finde sig selv. Han indrømmer dog at stykket også taler ind i hans egne angsttanker, som har fyldt meget i denne periode:
»Ængsteligheden har ligesom været tættere på overfladen. Så på den måde synes jeg det er spændende. Forhåbentligt bliver det en form for forløsning.«
Skuespilleren heler publikum
Vi er færdige med at drikke kaffe. Det er køligt at sidde ude på trods af solen, så vi går ned mod åen. Ænderne vralter rundt de steder hvor vandet stadig er dækket af is, den sidste sne knaser under skoene.
»Jeg tror at det der sker lige nu, det er at kunsten bearbejder tiden som vi er i. Og jeg tror at bearbejdningen som kommer til at foregå efterfølgende bliver et behov for at gå kontra. I stedet for at lave kunst der går ind i ensomhed, isolation og sygdom, så tror jeg at man har mere behov for at gå ind i en hyldest af fællesskabet og sammenholdet og mødet mellem mennesker.«
Men det er måske også bare et håb jeg har, fordi jeg er træt af, at alt kunst handler om corona, tilføjer han.
»Jeg synes at det handler meget om kollektivet. Jeg kommer til at tænke på noget en klog lærer på skolen har sagt om det at være skuespiller. Det er noget jeg prøver at huske i mit arbejde: ”Skuespilleren heler publikum med sit eget traume.«
Det skal ikke forstås sådan at skuespilleren skal gå ind i sit eget barndomstraume for at kunne stå og græde foran et kamera. Det er Ludvig stor modstander af, forsikrer han mig om.
Det hænger sammen med, at man ikke heler alene, men derimod som kollektiv. På den måde bliver det at gå i teatret en kollektiv traumeheling, hvor vi kan sidde sammen og grine og græde. Individet på scenen står med bearbejdningen af sit eget traume og reflekterer det ud mod publikum.
»På scenen er vi jo selvfølgelig også et kollektiv, men det er noget vi har aftalt. Vi har et samlet budskab, en oplevelse vi giver videre. På den måde heler individerne på scenen kollektivet. Det er man nødt til at tro på, hvis man skal lave det jeg laver.«
Det er ved at vende.