Nervepirrende prøvelser i kryds og bolle, væsentlige vidensfag med manglende plads til fordybelse og floskler om nytænkning af hummel-munken, Christian Stadil. Studieordningen, som har været gældende indtil nu, har forandret sig meget i det lange løb. Men set i bakspejlet blev årgang ´17 definitivt den sidste generation, der fik fornøjelsen af den.
Som ny rekrut på medietorvet var det obligatorisk at stå ret for den, der dikterer dagsordenen. Studieordningen var anerkendt for sin evne til at lære fra sig og tilgive, når det brændte på. Den blev ofret til fordel for en ny, men vil blive husket for sin rummelighed til alle interesser inden for journalistikken. Den bød på discipliner inden for det skrevne, radiofoniske og ikke mindst de levende billeder i nyhedernes tegn. Den bød på jura, økonomi, politik og sociologi, og den bød på indsigt i den medieverden, som vi alle marcherer mod. Desuden har der hersket en gavmild rutine til den, som ville lære lidt af hvert. Og så bød den faktisk også på noget med nogle journalistiske værktøjer, såsom faget ‘Innovation’, der bliver svær at bagatellisere.
Men på mange punkter har den været et konservativt ideal for, hvad vi skal evne som journalister. Uddannelsen har givet plads til en varieret palette af viden og værktøjer, men kun åbnet en smal passage til den, der vil fordybe sig. Så med inspiration fra et engelsk udtryk, kunne studieordningen lidt af hvert, men lod os intet mestre. Nogle fag har evnet at lære fra sig i højere grad end andre. Mediesprog, som udforskede grammatikken og sprogets finurlige og til tider anstrengende univers, løber med titlen som uddannelsens sværvægter. I forbindelse med vores afsluttende bachelor skriver ordningen, at der ”lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne”. Så trods vores beskedne mangler i kryds og bolle, har faget gennem sin barske kontinuitet desuagtet gjort os bedre. Der var som regel et facit, og sværhedsgraden kunne med jævne mellemrum anses som uddannelsens ækvivalent til folkeskolens matematiktimer.
Grammatikken har naturligvis ligget godt i tråd med vores journalistiske håndværk, som har været fundamentet for vores uddannelse. På sin vej har den ført os gennem alverdens former for tænkelig journalistik. Lige fra den korte nyhed til de længere formater og fra radiofoniens lyde til kameraets billeder. Studieordningen har derfor åbnet op for fagets mange aspekter, og givet os muligheden for at vælge retning. Vores indre journalist er med tiden derfor blevet mere koncis, konkret og kortfattet (sikke en trikolon, Lektor Blom!).
De akademiske fag og det boglige aspekt skulle give en brugbar viden, som vi kunne tage med på fremtidig færd. Men det må ærligt erkendes, at denne uhyre relevante viden ikke tillod sig at forplante sig i hovedet på de studerende, men blot strejfede overfladen. Med så få timer og ECTS-point har det ikke været muligt at fordybe sig i stoffet. Der er tale om fag som hele bachelor- og kandidatuddannelser beskæftiger sig med, så vi nåede, af gode grunde, ikke særlig langt. Det giver god mening at suge den faglige og teoretiske viden til sig, men det hænger næppe ved, når vi hurtigt skøjter over forelæsninger og beskedne eksamenskrav. En skam, for vi mindes stadig Erik Albæks livlige fortællinger og Michael Baggesens underspillede persona.
Når semesteret bliver til måneder, og måneder pludseligt bliver til eksamensperioden, forskrækkes studieordningens rekrutter af pludselig angst. Angst for præstationen og resultatet. Og selvom elever kan have forsømt eksamenslæsningen til fordel for en fadbamse på den lokale bodega, har den hidtidige studieordning vist sig at være enormt tilgivende. Måske lidt for tilgivende. Især de akademiske eksaminer har været barmhjertige, og tilsyneladende må kun én procent gå til reeksamen. Men måske skyldes det blot, at vi ikke har været så bagud, som vi selv troede (måske ikke).
En eksamen, som flere studerende dog måtte gå om igen, var ”Innovation”. Et fag, som står i skarp kontrast til alt brugbart. Blot ordets luftige titel gav anledning til tvivl, og fortvivlede blev vi, da forelæsningerne startede en måned inden eksamen. I fagbøgerne kunne findes berigende viden om nytænkningen. Det kunne eksempelvis være påstanden om, at vi forstår os selv som skabende mennesker, og tilværelsen er formbar. Eller at man skal gå på kanten af den kreative boks i stedet for at finde ideen i den blå luft. Kan du komme i tanke om mere ubrugelige floskler? Heller ikke jeg. Ligegyldighederne var mange i hummel-munkens hellige skrifter ”I bad med Picasso”. Og som om Christian Stadils bog ikke kunne glemmes hurtigt nok, så blev vi pænt bedt om at skrive en opgave om den kreative proces med afsæt i vores innovative projekter, og jeg kan vædde min spidse hat på, at det blev 44 siders overflødig læsning. Det vil højst sandsynligt ikke være et fag, som nogen vil savne. Overhovedet. Og så kom jeg lige i tanke om, at jeg nok aldrig får solgt den bog igen.
Den tidligere studieordning vil blive husket for at forsøge sig med lidt af hvert. Noget lykkedes, noget gjorde ikke. Spørgsmålet er nu, om ændringerne i Studieordningen 2018 tillader mere fordybelse.