EKSTERN

Nationens nattevagt

Hvem er manden bag stemmen, der har holdt hele døgnets radiolyttere informeret gennem 22 år? LIXEN har været med Preben Lund på nattevagt og talt om bøffer, fanbreve og hvad man gør, hvis der sker et terrorangreb fem minutter i deadline.

»Det er en travl dag i dag. Der er lige kommet et nyt udspil fra regeringen om, at flere uddannelsespladser skal flyttes til provinsen.« 

Preben Lund henter mig i foyeren, og uddyber den overskrift for mig, som jeg kun lige har fået et glimt af på min telefon. Hvad betyder det for Holstebro? For København? Vinklerne er mange, men ressourcerne er få her på den onde side af kl. 22:30. 

De fleste skriveborde er tomme, og der er kun et dusin journalister tilbage i Newsroom, som salen bliver kaldt. Snart tager alle hjem – undtagen Preben Lund. Han ankom for en time siden og har mange radioaviser foran sig. De sidste 22 år har han sendt 32.000 radioaviser, og bærer derfor en stor del af æren for, at den donutformede lampe i salen ikke har været slukket siden DR Byens indvielse i 2006. Den lyser blegt ned på kollegaen Mille Ørsted, som meddeler Preben Lund, at hun desværre ikke har tid til at klippe det interview, hun netop har foretaget med uddannelsesminister Ane Halsboe Jørgensen. Han lover at tage sig af det, så det kan komme med på midnatsradioavisen. 

Radioavisen kl. 23:00 går som planlagt,  med det skrottede udrejsecenter på Langeland som hovedhistorie. Nu kan Preben Lund fokusere på midnatsradioavisen.

God jagt

»Vores egentlige arbejdsgiver er uret derovre. Der er ure overalt her,« siger Preben Lund og peger på det rødlysende digitalur. Sekundtælleren er lige så væsentlig som minutter og timer her på Radioavisen.

Interviewet med uddannelsesministeren er afgørende for at bringe historien, for ministeren skal bekræfte, hvad mange medier allerede har påstået med ord som ”Berlingske erfarer, at…”

»Der er så meget, man erfarer. Her beskæftiger vi os med kendsgerninger,« insisterer Preben Lund.

»Vi sætter himmel og jord i bevægelse herinde og får en medarbejder til at jagte ministeren. Vedkommende ringer op og siger: “hvis I kommer med det her udspil i morgen, så er det ikke godt nok, hvis ikke vi ved noget om det nu.” Når vi går hjem, siger vi “god jagt.”

Kritiske røster behøver man til gengæld ikke at jagte. Radikales uddannelsesordfører, Katrine Robsøe, har ringet direkte til Preben Lund og bedt om lov til at ”skælde ud” over regeringens forslag. Men han lod hende vente til i morgen tidlig, da der er nok at lave i forvejen.

»Man kan jo ikke ringe og bestille tid i radioen. Det er os, der afgør det.«

Hvad har en nyhedsvært og en hjernekirurg til fælles?

I computerprogrammet placerer Preben Lund midnatsradioavisen i det nye døgn, den 27. maj. På syv minutter får han kogt 20 minutters interviewmateriale ned til 20 sekunder. 

»Sådan,« siger han tilfreds. 

»Jeg hører det på lidt høj hastighed, og per intuition finder jeg det, som skal bruges. Det kan vi alle sammen,« forklarer han lige så nøgternt, som når han fortæller om katastrofer i radioen. 

»Jeg har meget stor respekt for folk, der kan et håndværk. Så er det fuldstændig ligegyldigt om det er en brolægger, en urmager eller en hjernekirurg,« siger han og fremviser her sit eget talent for ord, som flyder ud uden et eneste øh eller tja. 

»Det værste jeg ved er sådan noget amatørisme. Hvis man stiller op i et fag, og siger “Det her er mit fag!,” skal man fandeme også være god til det, eller i hvert fald gøre sig umage.«

Preben Lund medgiver, at han bestemt ikke er ufejlbarlig, for det kan nemt gå galt på direkte radio. Og når man har lavet en bøf, er der kun én ting at gøre.

»Så skal man indrømme det, og så skal man videre i livet.« 

Fra fængelsbetjent til fanmail

På bordet ligger Ekstra Bladet foldet sammen med tegneserien opad. Måske hænger det meget godt sammen med en mand, som gør en dyd ud af at formulere sig sådan, at alle kan være med. En mand, som har sin underspillede galgenhumor fra 16 år som fængselsbetjent.

»Jeg fandt ud af, at det kunne jeg ikke blive ved med. Hvad kunne man så gøre, når man var over 30? Det eneste sted, man kunne komme ind på en optagelsesprøve  var journalisthøjskolen og skuespillerskolen.«

Preben Lund kom ind på Journalisthøjskolen i Århus, og arbejdede først på P4 Midt & Vest. I 1998 rykkede han hjem til Nordsjælland og fik job på Radioavisen, hvor han har været lige siden.  Som journalist slap han dog ikke væk fra samfundets skæve eksistenser, som han kendte fra livet som fængselsbetjent. Som nattevært modtager han jævnligt breve fra psykisk syge. Mange skizofrene er nemlig vågne om natten, og når de hører Prebens stemme, tror nogle, at han taler direkte til dem. For nogle er han en nær ven, for andre en fjende af demokratiet, eller værre endnu, socialdemokrat.

Der er dog også raske mennesker, som blot skriver ind med konstruktiv kritik eller ros. 

»Der var en dame, der skrev til mig, at hun havde haft et dårligt liv. Alt havde været imod hende, og hun var ensom. Men at hun blev glad, når hun hørte min stemme i radioen, fordi det lød så rart. Det er sgu da skønt. På den måde får man et tættere forhold til lytterne.«

Om natten er der ro på for lytterne og for Preben Lund. Men det er også hårdt at holde sig vågen på unaturlige tidspunkter, da det giver jetlag. Spørger man ham om han er A eller B-menneske, er svaret ingen af delene.

»Min døgnrytme er fuldstændig ødelagt efterhånden, så det er svært at sige. Selvom jeg har haft ubegribeligt mange nattevagter, har jeg faktisk aldrig vænnet mig til det.« 

Terror fem minutter i deadline

Preben Lund glemmer langt de fleste radioaviser, som tiden går. Men nogle få husker han tydeligt. I 2015 var det ham, der med 5 minutters varsel måtte videregive nyheden om skyderiet ved Krudttønden. Så må man improvisere og undgå at tolke på begivenhederne, forklarer han. Når der sker ulykker eller terrorangreb i Danmark, er det Radioavisens pligt at videreformidle det.

Kun én gang er han blevet følelsesmæssigt påvirket af det, han skulle læse op. Det var kl. 3 om natten, den 23. juli 2011, da det norske politi bekræftede, at Anders Breivik havde myrdet 69 unge på Utøya. Preben Lund læste direkte op fra pressemødet.

»Jeg har fortalt om tonsvis af ulykker, hvor flyvemaskiner er faldet ned og skibe er sunket. Det er jo rædselsfuldt, men på en eller anden måde bliver man lidt blind over for det. Men det, at Breivik helt bevidst går hen og skyder nogle unge teenagere, der kigger på ham, det er i særklasse en forbrydelse, som er helt uhørt. En gang imellem bliver ordene for små. Hvad fanden skal man sige?«

Nyheder må godt være negative

Både spørgeskemaundersøgelser og akademikere har tilkendegivet, at nyheder ofte er for negative. Ifølge Preben Lund er kritiske nyheder en nødvendighed for demokratiet. 

»Jeg kan godt forstå, at folk siger, at vi finder hår i suppen. Men det gør vi så. Vi skal fandme holde magthaverne i ørerne. Journalistik handler i bund og grund om, at man skal have noget frem, som nogen ikke ønsker skal frem. Og hvis det er negativt, så må det være negativt. Man kan ikke forestille sig en radioavis, hvor man siger: “her er radioavisen, togene kører i dag perfekt,« siger Preben Lund og fortsætter:

»Man kunne også vende det om og sige, at det er positivt, at der er nogle mennesker, der gør oprør mod regeringens plan om et udrejsecenter på Langeland.”

Den sidste olie

Der er et kvarter til midnat, og der mangler 3,5 minuts materiale. Pludselig kan han se, at Ritzau har sendt et interview med Katrine Robsøe til DR. Så kommer hun alligevel med, men først kl. 1.

Han scroller, læser, skriver, skriver om og sletter hele afsnit ad gangen. Et også bliver til et til gengæld. En stor del af arbejdet handler om at gøre det så mundret som muligt.

»Når man får sådan en ordentlig klamamse af et udspil, så skal man lige skimme det igennem og sige til sig selv: “helt skåret ind til benet, hvad handler det her så om?” Hvis du ikke kan sige det i en eller to sætninger, så har du ikke forstået det, og så kan du ikke videreformidle det til lytterne.« 

Sætninger fra sidste radioavis må heller aldrig genbruges, selv hvis emnet bliver det.

»Den dag jeg tager mig selv i at copy-paste telegrammer, så holder jeg virkelig op,« siger Preben Lund uden en splint af ironi. 

Fem minutter i midnat trykker han print og henter manus i printeren på vejen mod studiet. Radioavisen er en velsmurt maskine, der skal fungere både i dagens kaos og om natten, når der ikke er andre end Preben Lund og rengøringsdamen Violeta til stede i Newsroom.

Time to shine

Studiets vægge er beklædt med grå lydisolationsplader, der også bruges som opslagstavle. På et højt bord står skærme, små pulte, højttalere og en nødtelefon. 

Preben Lund lægger sit manus på bordet og vejrudsigten på tastaturet. 

En popsang strømmer ud af højttalerne. Kl 00:00 starter jinglen for radioavisen, og Preben Lund skifter lyden over til hovedtelefonerne. I dem kan jeg høre den stemme, jeg har hørt så mange gange i en sen arbejdsom nattetime. Af den grund føles det lidt syret at se manden foran sig, mens han gestikulerer og skiftevis ser på sit talepapir og urets sekunder. 

»Man får et andet forhold til tiden herinde. Fem sekunder kan være utrolig lang tid og det kan være ingenting,« fortæller Preben Lund.

Indslaget om regeringens udspil forløber, som det skal med fire kilder, nogle med pip, andre med citat. Positive og negative holdninger bliver repræsenteret. En knap, en jingle og videre til det næste indslag.

»Er du en af dem, der overvejer at købe en ny bolig eller måske sælge den gamle, ja så kan der måske være god grund til at lytte med her.« 

Personlig, men ikke privat

Som alle andre værter på Radioavisen skal Preben Lund være personlig uden at være privat. Hans personlige stil er ofte præget af underspillet humor og godt gemyt, og hans venner og bekendte kan ofte godt høre på betoningen, hvad han reelt mener om det, han læser op. Men på radioavisen taler man aldrig om politik. Objektivitet og balance er så indgroet i arbejdsmiljøet, at Preben Lund ikke ved, hvad hans kolleger stemte til sidste valg.

»Jeg vil ikke kalde det tabu, det er bare uinteressant, fortæller Preben Lund«

Han kommer omkring Hviderusland, corona og vejret, og slutter af med:

»Det var radioavisen kl 24, mit navn er Preben Lund, må jeg ønske jer alle en rigtig god nat.« 

Uret viser 00:05:00. Han lægger manuskriptet i papirkurven og forlader lokalet.

»Jeg hørte om en golfspiller, der havde spillet 30 tusind golfslag. Og han sagde, at en gang imellem. Hvert 1000. slag – boing! Så kan man mærke, det kommer hele vejen fra armen ud i golfkuglen. Det sker sjældent, men det sker, at jeg tænker, der sad den altså.”

Om sådan en hændelse skete i dag, vides ikke. Men han kan nå det endnu, for uret skal først vise 05:03:00, før Preben Lund har fri og kan tage toget hjem til Nordsjælland.