ARKIV

Når Vestegnen møder de klassiske toner

Kan man nyde klassisk musik i Koncerthuset, når man har Vestegnen i blodet? Kulturredaktør Wincentz Heim søger svaret.

Træet flugter sig rundt i salen. Mine øjne flakker. Jeg sætter mig ned og beundrer salen, som er et arkitektonisk vidunder. Træet i salen er skåret så perfekt, at det næsten ser blødt og fleksibelt ud. Der er en summen af forventningsfulde ældre stemmer, som skaber en sitren af spænding. Stemmerne bliver båret rundt i salen af den perfekte akustik, de ramler ind i mine ører med en ro og beslutsomhed. Her flugter stemmerne sig rundt med træet.

Man kan vel kalde det en moderne træsal. Eller blot DR Koncerthuset. Jeg synker roligt, men bestemt ned i sædet. Der kan mærkes en limbo i salen – alt er så perfekt afbalanceret, at det føles som om, at det hele står i spænd. Det er min første gang i DR Koncerthuset. Første gang til klassisk koncert. Første gang, at mit Vestegnen skal møde DR’s oppustede klassiske musik.

Jeg sidder i en sal, som bogstaveligt talt hænger fra loftet. Ude fra den blå firkant, som er DR Koncerthuset, hænger selve koncertsalen over lobbyen, hvor der servereres rødvin i køen til garderoben.Her skal mine ører introduceres til den klassiske genre af musikken. Aftenens orkerster er Wiener Filharmonikerne, som er et af verdens bedste orkestre inden for det klassiske. Dem oplever man ikke på Vestegnen.

Pengene værd?

I denne sal hiver jeg den gennemsnitlige alder betragteligt ned. Jeg kigger rundt med mine briller på, og overalt ser jeg dette grå hav. Ældre mennesker, som samles for at nyde noget, som de kan være fælles om. Ældre mennesker i fint tøj, der hører klassisk musik. Det oplever man ikke på Vestegnen.

Der bliver stille. Helt stille.

Mine hænder hænger blidt på armstøtten. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Orkestret marcherer ind. De har en underdanig stolthed – de minder mig om myrer – de ved, at de ingenting er uden deres sidemand, men sammen er de alt.

Musikken starter. Jeg mærker, hvordan hvert et strejf på violinen, hvert et slag på trommen og hvert et pust i trompeten bevæger sig ind i min krop. Dirigenten fører nænsomt, men kraftfuldt orkestret sammen, og viser dem, hvordan tonerne skal sendes ud til publikum. Folk sidder betaget. Flere græder og andre sidder med en ro, der gør, at man kan se dem smile ud af hjertet.

Måske er jeg kommet til en terapisession for den ældre og bedre del af det danske borgerskab? Sådan gør vi ikke på Vestegnen.

Men jeg er ikke på Vestegnen, så måske burde jeg knibe en tåre med? For her sidder jeg i en koncertsal, der endte med at koste danskerne næsten to milliarder kroner. Koncertsalen var oprindeligt sat til at koste 550 millioner kroner, men endte altså med at koste i alt 1,6 milliarder kroner.

Hvis den klassiske musik ikke får mig til tårerne, så kan det være at dette eksempel på, offentligt frås kan. Jeg siger ikke, at vores koncertsal er spild af penge – for det er den bestemt ikke. Den er et arkitektonisk unikum, som er samlingspunkt for tidløs musik, som stadig spilles 200 år, efter at det er blevet skrevet. Mon nutidens popnumre får bygget en sal til to milliarder kroner om 200 år? Det er værd at tænke over.

Fordi hvem er det, vi som samfund skal give disse gaver? Og skal vi give disse folkets gaver uden at være bevidste om den endelige pris. Der er selvfølgelig altid en økonomisk risiko ved sådanne prestigeprojekter, hvor der ofte er uforudsete udgifter, som tvinger projektet til at springe de først lagte økonomiske rammer.

Her i salen er det næsten kun ældre mennesker. Jeg forestiller mig ikke, at det ser anderledes ud på andre aftener. Har et lille udsnit af befolkningen fortjent denne magiske koncertsal og dens høje pris? Bevares, de har jo ikke mange år tilbage endnu.

Den klassiske musik lever videre

Mennesker på 70 år, som hører musik, der er 200 år gammelt. Jeg ser en morfar, som har taget sit barnebarn med til koncert. For der skal skabes en lyst og kærlighed til den klassiske musik for den nye generation. Denne videreførelse af kærligheden til det klassiske er foregået siden musikken opstod. Ellers var den her ikke i dag.

Mit tankemylder stopper, jeg falder tilbage i den behagelige trance til musikken. Jeg tager mine kritiske briller af og lukker øjnene for det offentlige frås. Nu vil jeg blot nyde resten af denne koncert og aften.