Illustration: AI-genereret med ChatGPT
Demonstrationerne imod det islamiske regime i Iran er aktuelt en af de mest alvorlige kriser i verden, men ifølge dansk-iranks ung mand er den underbelyst i danske medier. Derfor tager han bladet fra munden og fortæller sin personlige beretning om situationen i Iran.
Af Markus Nørregaard Erfurth
En ung dansk-iransk mand er nu klar til at fortælle sin version af, hvad der foregår i Iran. Situationen i Iran er så giftig, at han føler sig nødsaget til at være anonym af hensyn og respekt for sin familie, der fortsat bor i Iran og grundet de konsekvenser, der kan følge med at sige sandheden højt. Så voldsomt er det at udtale sig imod regimet og af disse årsager benævnes han i artiklen som Armin.
Armin forklarer, hvordan det der sker i Iran, påvirker hans hverdag på et dybt personligt plan. Han bærer på en konstant sorg og har ofte svært ved at give sig selv lov til at være ubekymret eller nyde hverdagen, velvidende at hans landsmænd lever under forhold, han knap kan forestille sig. Han har set sin familie græde gentagne gange over situationen i Iran – og han har selv grædt med dem.
For få år siden overvejede han at rejse hjem til Iran. Være der nogle måneder, besøge sin familie, sine venner og igen leve i de omgivelser, hvor han voksede op. Dette er ikke længere en mulighed.
For Iran brænder.
Regimet i Iran, som er en islamisk teokratisk republik, er ledet diktatorisk af den øverste leder ayatollah Ali Khamenei. Han styrer Iran efter islamisk lov og han har ultimativ magt over retssystem, medier og militær. Den d. 28. december 2025, brød voldsomme demonstrationer mod regimet i Iran ud.
Armin har hørt kilder fortæller, at mere end 17.000 demonstranter er blevet dræbt.Oplysningerne om antallet af dræbte er fra ubekræftede kilder, og er derfor behæftet med stor usikkerhed – i realiteten kan tallet derfor sagtens være højere. En alvorlig menneskerettighedskrise, der får uforholdsmæssigt lidt mediedækning i de danske medier.
Barndom i Iran
For at forstå hvordan situationen i Iran er kommet så vidt, som den er nu, vil Armin gerne tage os med tilbage i tiden for at beskrive, hvordan livet i Iran er. Tilbage til 2007. Dengang han som ung knægt stadig boede i Iran.
»Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som syvårig dreng, tilbage i 2007, i folkeskolen blev konfronteret med noget, jeg dengang ikke havde nogen reel forståelse for: Død og had. I en alder, hvor verden burde handle om leg, nysgerrighed og tryghed, blev vi hver uge stillet op til morgensamling. Vi stod i lige rækker, 1. klasse i én række, 2. klasse i den næste, og så fremdeles. En stor del af morgensamlingen bestod i, at vi i kor skulle råbe slagord som “død over USA” og “død over Israel”. Skoleinspektøren stod hævet op på en piedestal og dirigerede os, mens vi mekanisk gentog ordene uden at forstå deres betydning.«
Allerede dengang var Armins familie imod regimet. De fortalte ham, hvor vigtigt det var, aldrig at sige noget imod regimet. Aldrig fremstå som en, der var imod det. Ikke i skolen, ikke blandt venner og ikke over for fremmede. De forklarede ham, at det kunne få alvorlige konsekvenser for hans familie. Som barn forstod han ikke fuldt ud truslen, men frygten i deres stemmer og alvoren i deres blikke, det kunne man ikke tage fejl af. Tavsheden var en nødvendighed for overlevelse. Sådan måtte han opføre sig i et skolesystem, der var en diametral modsætning af den danske:
»Skolen var strengt kønsopdelt. Langt hår var forbudt, og der fandtes utallige regler. Overalt var der billeder af den religiøse leder – i skolegården, på gangene og i hvert eneste klasseværelse. Hans blik fulgte os konstant og mindede os om, hvilket system vi var en del af.«
Han forklarer, at man som barn ikke stillede spørgsmål, man gjorde som man fik besked på. Det er først gået op for ham mange år senere, hvor dybt politisk og ideologisk den indoktrinering er – og hvor voldsomt det er at påføre børn den slags budskaber, længe før de overhovedet har lært at forstå verden.
Hvordan Iran blev et præstestyre
Armin fortæller, at han som dansk-iraner har fulgt udviklingen i Iran gennem de seneste år med voksende bekymring. Iran er i dag underlagt et teokratisk diktatur, hvor magten reelt ligger hos den religiøse leder Ali Khamenei. Styret kombinerer religiøs autoritarisme med politisk undertrykkelse og har gennem årtier ført landet i forfald – politisk, økonomisk og menneskeligt. Ali Khamenei overtog styret i 1989, 10 år efter den islamiske revolution, der forandrede Iran fra et autokratisk, vestligt orienteret monarki, under styre af shah Mohammad Reza Pahlavi, til en islamisk teokratisk republik.
Kort efter den islamiske revolution i 1979, blev Iran kastet ud i Iran-Irak-krigen, der varede fra september 1980 til august 1988. Krigen kostede omkring 680.000 menneskeliv og skabte en hel generation præget af tab, mangel på unge mænd og dybe sociale ar. Det blev begyndelsen på en række nationale katastrofer, som landet stadig betaler prisen for i dag. Siden revolutionen har Iran oplevet en systematisk undertrykkelse af befolkningen, massive menneskerettighedskrænkelser, økonomisk stagnation og en flugt af unge uddannede iranere.
I løbet af årene har en række begivenheder gradvist været med til at svække det tyranniske islamiske regime: 12-dages krig mod Israel, protesterne efter Mahsa Aminis død, den Grønne Bevægelse i 2009 samt de omfattende vestlige sanktioner mod Iran. Og nu er vi altså nået til et sted, hvor befolkningen siger fra, hvilket har ført til de mest voldsomme protester siden 1979.
I dag ønsker mange iranere præstestyret fjernet. Den tidligere shah Mohammad Reza Pahlavis’ søn, Kronprins Reza Pahlavi har gentagne gange udtalt, at hans livs kald er at tjene det iranske folk. Han taler for: Et sekulært demokrati, frie valg og retsstat, respekt for menneskerettigheder, økonomisk vækst og normalisering af relationer til Vesten. Hans vision bygger på vestlige værdier om frihed, lighed og individets rettigheder – værdier, som mange iranere allerede identificerer sig med.
Derfor høres disse råb i Iran for tiden: “Javid Shah” – “længe leve kongen” – fra mange iranere. De ønsker Reza Pahlavi ved magten
Oprøret mod præstestyret
Men det er ikke så let, bare lige at vælte regimet i Iran. Armin forklarer, at Iran i dag er et land, der i stigende grad lader sig udnytte, særligt på ressourcesiden, af stormagter som Kina og Rusland. Til gengæld for teknologi, militært samarbejde og politisk beskyttelse får disse lande adgang til Irans enorme naturressourcer. Det er en asymmetrisk relation, hvor gevinsten for Iran primært kommer regimet og oligarkerne til gode, og absolut ikke befolkningen.
Iran råder over verdens tredjestørste oliereserver, de næststørste naturgasreserver og en lang række andre strategiske ressourcer. Disse rigdomme gør landet særdeles attraktivt for internationale aktører, der søger adgang til energi og råstoffer, ofte uden hensyn til menneskerettigheder eller demokratiske principper.
I praksis betyder det, at visse stormagter drager fordel af Irans ressourcer, mens de til gengæld bidrager til at holde det tyranniske, islamistiske regime ved magten. Resultatet er et system, hvor geopolitik og økonomiske interesser vejer tungere end det iranske folks frihed, værdighed og ret til et normalt liv.
Den aktuelle situation i Iran er præget af vedvarende og dyb utilfredshed i befolkningen. Når et autoritært regime presses og gradvist mister kontrollen, reagerer det ofte med eskalerende vold.
Netop dette mønster udspiller sig i Iran i disse år, hvor magtanvendelsen er blevet mere brutal, mere vilkårlig og mindre humanistisk i et desperat forsøg på at knuse modstanden.
Sikkerhedsstyrkerne opererer med stadig større frihed, og retsprincipper tilsidesættes systematisk. Vold anvendes ikke længere som undtagelse, men som redskab. Resultatet er et samfund gennemsyret af frygt og usikkerhed.
Armin befinder sig selv i militær alder, og der findes adskillige dokumenterede eksempler på, at unge mænd bliver tilbageholdt, tvangsrekrutteret eller forsvinder under uklare og uoplyste omstændigheder. For mange familier bliver hverdagen et spørgsmål om, hvorvidt deres sønner vender hjem. Denne usikkerhed er allestedsnærværende og konstant.
Irans fremtid
Mange af de dræbte i Iran er unge mænd. Almindelige, retskafne borgere, som på få dage har mistet livet. Deres eneste såkaldte “forbrydelse” er ønsket om et normalt liv: Et liv med frihed, med mulighed for relationer på tværs af grænser og med adgang til helt basale menneskerettigheder.
Disse liv blev taget i stilhed og mørke. Uden vidner. Uden ansvarlighed. Uden konsekvenser.
Det, der for mange iranere gør smerten endnu dybere, er den udbredte tavshed og manglende opmærksomhed fra det internationale samfund. Denne passivitet er ikke blot et svigt af ofrene og deres familier, men også af de værdier, som Vesten ellers hævder at stå for: Frihed, retssikkerhed og menneskelig værdighed.
Armin forklarer videre, at iranerne føler sig overset af Vesten. Imens deres lidelser ignoreres, er det tydeligt for ham hvordan andre konflikter, som den i Palæstina, fylder markant i medierne og den offentlige debat.
Netop af disse årsager har mange iranere, både i og uden for landet, selv taget ansvaret for at få budskabet frem. Når verden tier, må de tale.
Armin vurderer, at et muligt – og for mange ønskeligt – scenarie er et internationalt samarbejde, herunder med vestlige ledere som Donald Trump, for at lægge afgørende pres på regimet og støtte et regimeskifte, før endnu flere unge liv og Irans fremtid går tabt. Tiden er kritisk. Regimet forsøger aktivt at udrense oppositionen og kvæle enhver form for modstand.
Han mener personligt, at den iranske befolkning er blandt de mest vestligt orienterede i hele Mellemøsten. Det ses tydeligt, når iranere kommer til Europa – også i Danmark. Ofte hører man andre mellemøstlige indvandrere sige, at iranere “sælger deres sjæl” og bliver danske på få måneder. Hans svar er enkelt:
Iranere sælger ikke deres sjæl – de finder den.
Iranere værdsætter vestlige idealer som frihed, demokrati og ligestilling.
Opråb til danskerne
Inden artiklen slutter, vil jeg bringe en anekdote fra Armin, der på alle måder sætter situationen i Iran i relief. Dette sker i verden lige nu.
»Jeg har været i kontakt med vores tidligere nabo i Iran, som har sendt mig videoer af protester få gader fra mit barndomshjem. Han har fortalt, hvordan han med egne øjne har set sin kammerat blive skudt og efterladt død på gaden. I en af beskederne sendte han mig en video, hvor han grædende beder mig – som én der bor i Europa – om at være hans stemme. Det er en af de væsentligste grunde til, at jeg har valgt at medvirke i denne artikel.
I flere uger har jeg nu forsøgt at komme i kontakt med ham uden held. På det tidspunkt brugte han Starlink til at sende beskeder og videoer, men jeg har ikke hørt fra ham siden. Jeg håber inderligt, at forbindelsen blot er blevet afbrudt. Samtidig kan jeg ikke ignorere frygten for, at han enten er blevet skudt eller anholdt. Min kusine har fortalt mig, at det i øjeblikket er livsfarligt blot at gå udenfor om aftenen. Hun tør ikke gå ud, og bruger ordet dommedag i disse dage.
Den uvished lever jeg med hver dag. Den forsvinder ikke, når jeg står op om morgenen, og den forsvinder ikke, når jeg går i seng. Den er blevet en del af min hverdag – og en del af årsagen bag, hvorfor jeg ikke kan tie længere.«