Hvor mange gange har vi som studerende ikke fået at vide, at det at læse er et fuldtidsstudie? Nok gange til at vi måske burde tage det seriøst. Men i stedet for at lytte slår vi hænderne for ørerne og synger højlydt, mens vi kigger på SDU’s jobdatabase og ansøger om studierelevant arbejde. Vi accepterer en 10 timers stilling, og hvis det ikke er nok, vælger vi også at engagere os i universitetsavisen og studenterradioen.
Det her er ikke en kritik af de folk, der ud over studiet har arbejde eller vælger at lave andet journalistisk. Det her er en kritik af en norm, der næsten har gjort det til et krav, at man engagerer sig for journalistikken uden for studiet. Det er, som om vi fra start har etableret, at vi mindst skal have 28 ting stående på CV’et for at kunne få en ordentlig praktikplads. Men hvorfor nu det?
For at nå de 30 ECTS-point, vi skal hente på et semester, er der afsat cirka 41,25 timer om ugen til en blanding af undervisning og undervisningsforberedelse. Det er allerede mere end fire timer over den normale fuldtidsstilling på 37 timer. Er det ikke nok at fylde vores hverdag med?
For nogle er det ikke, og derfor er det oplagt at lave mere journalistik, så de kan udvikle deres evner, og vise dem frem, når vi engang skal søge praktik, men sådan er det ikke for alle. Jeg vil faktisk vove at sige, at de fleste af os egentlig ville have det helt fint med bare at fokusere på studiet.
Jeg er et af de mennesker, men i januar sidste år havde jeg lige accepteret mit tredje job, og jeg var ansat til at skulle arbejde mindst 16 timer om ugen og gerne mere. Med eksaminer hængende over hovedet og alt for meget arbejde, blev jeg godt og grundigt stresset. Min følelse af ansvar overfor mine nye arbejdsgivere gjorde, at studiet ikke længere var min førsteprioritet. Sådan burde det ikke være. Nogle gange glemmer vi, hvor meget tid vi har på den anden side af studiet til arbejde. Vi glemmer, at det egentlig er nu, vi skal lære. Det er nu, vi skal suge viden til os. Det er nu, vi skal stille alle de spørgsmål, som vi ikke kan stille, når vi er færdiguddannede journalister. Min oplevelse er, at mange tager arbejde og laver studierelevante ting ved siden af studiet, udelukkende eller i hvert fald delvist fordi de er bange for ikke at få en praktikplads.
Hvis man kan holde styr på både job og studie, så er det fantastisk! Men jeg tror ikke, at det er realiteten for de fleste. Jeg har flere venner, som er stressede, fordi de arbejder på højtryk, eller som føler sig pressede, fordi de ikke har arbejde. Jeg har selv måttet sige mit ene job op, og i de næste par måneder holder jeg pause fra mit andet arbejde for ikke at blive for stresset. Det er ikke så nemt, som det lyder. Jeg kan hurtigt blive skuffet, fordi jeg begynder at bilde mig selv ind, at jeg ikke kæmper for den fremtidige karriere, jeg vil have. Jeg tænker ofte på, om jeg får en praktikplads. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om det virkelig er nødvendigt for os at arbejde så hårdt, eller om det egentlig ikke betyder så meget for praktikstederne. Er det bare en illusion?
Realiteten er nok, at vi allerede kæmper, ved at gøre hvad der er forventet af os på studiet. Vi er alle kommet videre fra optagelsesprøven, og vi har fortjent vores plads på studiet. Hvis vi bare sørger for at forberede os til undervisningen og husker at nyde livet, så burde det egentlig også være nok.