Af Mads Rayce Sørensen
Dette indlæg giver udelukkende udtyk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officelle holdning.
Mange tusinde mennesker har i weekenden, d. 4 & d. 5. oktober været på gaden i flere europæiske storbyer. Det drejer sig bl.a. om København, Milano, Barcelonaog Paris, og sker i forbindelse med at en nødhjælpsflotille med for-syninger målrettet Gazas indbyggere lettede anker fra Barcelona.
Budskabet fra demonstranterne er klart og tydeligt og har været det længe: Stop folkemordet i Gaza og befri Palæstina.
Har demonstrationerne så rykket noget?
Jo, man kan da argumentere for, at retorikken har rykket sig poli-tisk. Eksempelvis har vores helt egen borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), d. 23. August på Facebook udtalt, at ’Israel begår det, der ligner folkemord under ledelse af Netanyahu.’ Vores statsminister, Mette Frederiksen, har på det seneste udtaltsig mere kritisk overfor Israels handlinger i Gaza, og vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, har åbnet op for en betingelsesvis anerkendelse af Palæstina som stat.
Min hensigt med det her indlæg er ikke at redegøre for, om jeg støtter Israel eller Palæstina. Nej, mit fokus ligger et andet sted; måden vi taler om det på. Evnen – eller manglen på samme – til, som folk, at have en civiliseret debat med plads til uenigheder. Konflikten mellem de to parter er, ikke overraskende, yderst betændt og har været det længe, qua de historiske spændinger der går adskillige årtier tilbage. Findes der overordnet en good guy
og en bad guy i den her konflikt? Muligvis. Det har folk da også deres holdninger til, og jeg er her ikke for at gøre mig til dommer over disse.
Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har været tilbageholdende fra at indgå i offentlige diskussioner om dette emne. Én ting er fx på Facebook, hvor der ikke skal meget til før folk bliver kaldt alverdens ukvemsord. Jeg må dog ærlig talt sige, at jeg efterhånden oplever en mere og mere direkte aggressiv adfærd fra Palæstina-demonstranter. En forråelse af debatten, som tilsyneladende kan ramme selv de mest uskyldige mennesker. Aktuelt så vi det d. 14. september 2025, da godt 100.000 pro-palæstinensiske demonstranter fremtvang
et stop af den afsluttende etape ved cykelløbet Vuelta a Espana, udelukkende fordi et Israelsk cykelhold deltog. Dette er bare ét af mange eksempler globalt.
I slut august, på en af mine efterhånden sjældne Københavnerture, måtte min kammerat og jeg da også lægge ører til decideret uforskammet opførsel. Der var netop blevet afholdt en demonstration med titlen ’Alle på gaden for et frit Palæstina’ på Christiansborg Slotsplads. Min kammerat og jeg var på selvsamme tidspunkt på vej til Københavns hovedbanegård. Vi var trætte og sultne efter en lang dag med interviews og alt for lidt søvn. Vi satte os på McDonalds. Vi spiste burger, fritter og ladede det mentale batteri op.
Ikke længe skulle der gå før en mand kom gående ind med et Palæstina flag i hånden. Vi spekulerede over, hvad han havde tænkt sig at gøre, og hvem han ville opsøge. Måske os? Måske nogle af de voksne ved siden af os? Nej, i stedet gik kursen direkte hen mod en mor og hendes lille datter. Jeg vil ikke engang skyde på at hun var 6 år gammel endnu.
Her begyndte han så at smide om sig med postulater. Hvordan kunne moderen dog støtte folkemord, som han mente at McDo- nalds bidrog til. Hun rystede afvisende på hovedet, som udtryk for at de ikke var interesseret i at tale med ham. Lige lidt hjalp det.
Han var stålsat på at få sit budskab ud. Koste hvad det vil.
Det blev dog alligevel for meget for undertegnede, da manden skiftede fokus til moderens datter og spurgte:
»Kan du se dig selv i øjnene når du sidder her?«
Det gjorde mig vred, og jeg skar derfor ind. Jeg havde brug for at sige, at han opførte sig uforskammet og skulle lade de to være i fred. De havde ikke gjort ham noget som helst, og det havde vi andre i øvrigt heller ikke. Ikke overraskende gled han selvfølgelig af på min præmis, og begyndte råbende at fyre de selvsamme budskaber, som mode-
ren og datteren havde fået, af på mig. Det var som at tale til en dør. Ingen situationsfornemmelse. Ingen vilje til at lytte eller forstå. Manden afsluttede den noget aggressive optræden med højlydt at råbe:
»McDonalds bidrager til folkemordet i Gaza. I har allesammen blod på hænderne!«, inden han noget modvilligt blev hevet væk af en formodet meddemonstrant.
Det var rystende at være vidne til, og jeg bliver stadig vred, når jeg tænker på det i dag. Hvordan kunne det være, at der skulle gå så lang tid før nogen gjorde noget? Har folk virkelig SÅ meget berøringsangst, når det kommer til Israel/Palæstina debatten, at man ikke engang tør påtale, når demonstranter opfører sig fuldstændig skændigt overfor en mor og hendes lille datter?
Jeg ved godt, at den her mand i princippet er i sin gode ret til at starte en fredelig dialog med hvem, han nu vil. Der, hvor problemet opstår, er at manden meget hurtigt bliver chikanerende og forstyrrer den offentlige orden. Det kan man straffes for, og derfor handler det selvsagt overhovedet ikke om retten til at demonstrere eller ytre sig – som er en utrolig vigtig og grundlæggende borgerrettighed. En fri og skarp debat er utrolig vigtig– også når det risikerer at kunne krænke folks følelser. Men en helt anden ting er altså, når ens handlinger overskrider folks ret til fred og derfor bliver direkte strafbare.
Den aktuelle udvikling i konflikten mellem Israel og Hamas -med USA og præsident Trump som fredsmægler – giver grund til optimisme og håb, eftersom parterne, d. 9. oktober er blevet enige om den første af flere faser i præsident Trumps fredsplan. Det betyder bl.a., at alle gidsler frigives og at der nu er våbenhvile i Gaza. Måske freden forhåbentlig bliver permanent? Det må tiden vise. En ting er dog sikkert: Så længe demonstranter kan slippe afsted med den her slags opførsel overfor uskyldige og fredelige mennesker, er der ikke flere der har lyst til at deltage i den her debat. Tværtimod. Det giver heller ikke mere sympati for Palæstinabevægelsen og dens synspunkter.
Min holdning er klar: Vi bliver nødt til at være konsekvente, når situationer som disse opstår. Om man, som i denne situation, kontakter personalet på McDonalds, eller om man kontakter politiet, må folk selv om. Vi skal ikke tie overfor den her slags opførsel.
Vi skal sætte foden ned.