Af Mads Rayce Sørensen
Dette indlæg giver udelukkende udtyk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officelle holdning.
Mange tusinde mennesker har i weekenden, d. 4 & d. 5.
oktober været på gaden i flere europæiske storbyer.
Det drejer sig bl.a. om København, Milano, Barcelona
og Paris, og sker i forbindelse med at en nødhjælpsflotille med for-
syninger målrettet Gazas indbyggere lettede anker fra Barcelona.
Budskabet fra demonstranterne er klart og tydeligt og har været
det længe: Stop folkemordet i Gaza og befri Palæstina.
Har demonstrationerne så rykket noget?
Jo, man kan da argumentere for, at retorikken har rykket sig poli-
tisk. Eksempelvis har vores helt egen borgmester, Peter Rahbæk
Juel (S), d. 23. August på Facebook udtalt, at ’Israel begår det, der
ligner folkemord under ledelse af Netanyahu.’
Vores statsminister, Mette Frederiksen, har på det seneste udtalt
sig mere kritisk overfor Israels handlinger i Gaza, og vores udenrigs-
minister, Lars Løkke Rasmussen, har åbnet op for en betingelsesvis
anerkendelse af Palæstina som stat.
Min hensigt med det her indlæg er ikke at redegøre for, om jeg
støtter Israel eller Palæstina. Nej, mit fokus ligger et andet sted;
måden vi taler om det på. Evnen – eller manglen på samme – til,
som folk, at have en civiliseret debat med plads til uenigheder.
Konflikten mellem de to parter er, ikke overraskende, yderst
betændt og har været det længe, qua de historiske spændinger
der går adskillige årtier tilbage. Findes der overordnet en good guy
og en bad guy i den her konflikt? Muligvis. Det har folk da også
deres holdninger til, og jeg er her ikke for at gøre mig til dommer
over disse.
Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har været tilbagehol-
dende fra at indgå i offentlige diskussioner om dette emne. Én ting
er fx på Facebook, hvor der ikke skal meget til før folk bliver kaldt
alverdens ukvemsord.
Jeg må dog ærlig talt sige, at jeg efterhånden oplever en mere
og mere direkte aggressiv adfærd fra Palæstina-demonstranter.
En forråelse af debatten, som tilsyneladende kan ramme selv de
mest uskyldige mennesker. Aktuelt så vi det d. 14. september 2025,
da godt 100.000 pro-palæstinensiske demonstranter fremtvang
et stop af den afsluttende etape ved cykelløbet Vuelta a Espana,
udelukkende fordi et Israelsk cykelhold deltog. Dette er bare ét af
mange eksempler globalt.
I slut august, på en af mine efterhånden sjældne Københavner-
ture, måtte min kammerat og jeg da også lægge ører til decideret
uforskammet opførsel. Der var netop blevet afholdt en demonstra-
tion med titlen ’Alle på gaden for et frit Palæstina’ på Christiansborg
Slotsplads. Min kammerat og jeg var på selvsamme tidspunkt på
vej til Københavns hovedbanegård. Vi var trætte og sultne efter en
lang dag med interviews og alt for lidt søvn. Vi satte os på McDo-
nalds. Vi spiste burger, fritter og ladede det mentale batteri op.
Ikke længe skulle der gå før en mand kom gående ind med et
Palæstina flag i hånden. Vi spekulerede over, hvad han havde tænkt
sig at gøre, og hvem han ville opsøge. Måske os? Måske nogle af de
voksne ved siden af os?
Nej, i stedet gik kursen direkte hen mod en mor og hendes lille
datter. Jeg vil ikke engang skyde på at hun var 6 år gammel endnu.
Her begyndte han så at smide om sig med postulater. Hvordan
kunne moderen dog støtte folkemord, som han mente at McDo-
nalds bidrog til. Hun rystede afvisende på hovedet, som udtryk for
at de ikke var interesseret i at tale med ham. Lige lidt hjalp det.
Han var stålsat på at få sit budskab ud. Koste hvad det vil.
Det blev dog alligevel for meget for undertegnede, da man-
den skiftede fokus til moderens datter og spurgte:
»Kan du se dig selv i øjnene når du sidder her?«
Det gjorde mig vred, og jeg skar derfor ind. Jeg havde brug for
at sige, at han opførte sig uforskammet og skulle lade de to være
i fred. De havde ikke gjort ham noget som helst, og det havde vi
andre i øvrigt heller ikke.
Ikke overraskende gled han selvfølgelig af på min præmis, og
begyndte råbende at fyre de selvsamme budskaber, som mode-
ren og datteren havde fået, af på mig. Det var som at tale til
en dør. Ingen situationsfornemmelse. Ingen vilje til at lytte eller
forstå.
Manden afsluttede den noget aggressive optræden med høj-
lydt at råbe: »McDonalds bidrager til folkemordet i Gaza. I har alle
sammen blod på hænderne!«, inden han noget modvilligt blev
hevet væk af en formodet meddemonstrant.
Det var rystende at være vidne til, og jeg bliver stadig vred, når
jeg tænker på det i dag. Hvordan kunne det være, at der skulle
gå så lang tid før nogen gjorde noget? Har folk virkelig SÅ meget
berøringsangst, når det kommer til Israel/Palæstina debatten, at
man ikke engang tør påtale, når demonstranter opfører sig fuld-
stændig skændigt overfor en mor og hendes lille datter?
Jeg ved godt, at den her mand i princippet er i sin gode ret
til at starte en fredelig dialog med hvem, han nu vil. Der, hvor
problemet opstår, er at manden meget hurtigt bliver chikaneren-
de og forstyrrer den offentlige orden. Det kan man straffes for,
og derfor handler det selvsagt overhovedet ikke om retten til at
demonstrere eller ytre sig – som er en utrolig vigtig og grund-
læggende borgerrettighed. En fri og skarp debat er utrolig vigtig
– også når det risikerer at kunne krænke folks følelser. Men en
helt anden ting er altså, når ens handlinger overskrider folks ret
til fred og derfor bliver direkte strafbare.
Den aktuelle udvikling i konflikten mellem Israel og Hamas –
med USA og præsident Trump som fredsmægler – giver grund
til optimisme og håb, eftersom parterne, d. 9. oktober er blevet
enige om den første af flere faser i præsident Trumps fredsplan.
Det betyder bl.a., at alle gidsler frigives og at der nu er våben-
hvile i Gaza.
Måske freden forhåbentlig bliver permanent? Det må tiden
vise.
En ting er dog sikkert: Så længe demonstranter kan slippe
afsted med den her slags opførsel overfor uskyldige og fredelige
mennesker, er der ikke flere der har lyst til at deltage i den her
debat. Tværtimod. Det giver heller ikke mere sympati for Palæ-
stinabevægelsen og dens synspunkter.
Min holdning er klar: Vi bliver nødt til at være konsekvente,
når situationer som disse opstår. Om man, som i denne situati-
on, kontakter personalet på McDonalds, eller om man kontakter
politiet, må folk selv om. Vi skal ikke tie overfor den her slags
opførsel. Vi skal sætte foden ned.