ARKIV

Når linsen fanger mere end bare billedet

Foto: Rasmus Tantholdt

Anders Bach er langt mere end bare fotografen bag billederne, når der skal rapporteres fra verdens brændpunkter. For Anders Bach er for nysgerrig, kontrollerende og kreativ til ikke at være med ved redaktionsbordet. Men selvom han ikke kan holdes bag kameraets tekniske skærm, så vil han heller ikke fanges af kameraets linse.

19-nyhederne er lige om hjørnet, og makkerparret Anders Bach og Rasmus Tantholdt er fremme ved første checkpoint. Hårde blikke og hamrende knytnæver runger på bagsædet. To minutter senere og i en bil med knuste ruder, knive i dørene og en egyptisk soldat ved rattet. Her slukker Bach sit kamera på skulderen. Bilen bryder gennem murbrokker, olietønder og den truende menneskemængde, som en snerydder. Oplevelsen sad dybere i makkerparrets kroppe end først antaget. Denne aften var der derfor ingen liveudsendelse med Tantholdt fra Alexandria i 19-nyhederne, kun sjusser i baren og lavmælte ord.  

»Det gik op for dem hjemme på redaktionen, hvor farligt det havde været, da vi ikke havde filmet noget,« beskriver fotografen Anders Bach oplevelsen fra Egypten under det arabiske forår i 2011. Oplevelsen kan stadig få ham til at hoppe i sædet, når folk slår på hans bilrude. Og det er bare én ud af mange oplevelser fra Alexandria, som Bach og Tantholdt har haft sammen.
De er makkerparret, TV2 hiver ind, når momenter i udlandet skal fanges. Et makkerpar, der gennem erfaring, udveksling af viden, konstant nytænkning og et fælles ejerskab for det journalistiske produkt har fanget udlandet både foran og bagved kameraet.

Den gode idé
En afghaner, der rører i teen, en mor, der græder over en søn. Skønt, man bliver draget af de følsomme øjeblikke, er situationer som disse set før. Derfor forsøger Bach også for at tænke nyt og skabe nye ideer. For selvom han ser billedet gennem en linse under optagelserne, så har han lige så meget at sige bag kameraet som ved redaktionsbordet, når lampen er slukket. For den gode idé kan Bach, lige så godt som Tantholdt, komme med.

»Jeg tænker mig egentlig som storyteller. Det er ikke noget, journalister har eneret på,« fortæller Bach, der forklarende slår hænderne ud.

Han mener, man er dum, hvis man som fotograf har stået med faget i 25-30 år, men ikke interesseret sig for journalistikken.

Makkerparret Bach og Tantholdt
Det vigtigste for Bach er at fange den gode historie, og det mener han, at to hjerner i fællesskab gør bedre end én.  

»Jeg skal fortælle en historie, han skal fortælle en historie. Og vi skal helst fortælle den samme historie,« griner Bach.

Det er makkerparret lykkes med, hvilket har ført til stor anerkendelse og bekræftende blikke i mediebranchen både indad og udadtil. Makkerparret har blandt andet i 2012 og 2014 vundet TV-prisen for årets bedste nyhedsindslag. Og grinende fortæller Bach, at sætningen ‘bare gør ligesom Rasmus og Anders’ ofte bliver brugt på redaktionsmøderne. Og det mener Bach, er den største cadeau, man kan få.

Det fælles ejerskab, de deler, betyder også, at roser man den ene, så roser man dem begge. Bach er storinvestor i Tantholdts brand, og derfor er Bach også interesseret i, at Tantholdt tager sig bedst muligst ud.
Under en reportage i Egypten husker Bach at have råbt:

»Så spørg nu om det her for helvede. Vi skal kraftedeme have det der med.«

En sætning, der vidner om, at arbejdet med den perfekte reportage er et fællesprojekt. Tantholdt kan i reportagens hede på den ene side af kameraet diktere retning og skydning. Mens Bach på den anden side kan forlange nye optagelser, hvis skjortekraven slår folder, eller ordene ikke fanger.

Dét, Bach fanger med sit kamera og Tantholdt med sine beskrivende ord, er momentet. Momentet er for Bach det vigtigste.

»Den bedste historie er ikke den, der er bedst filmet. Det handler om, om du har fanget momentet.«

For Anders Bach er fotografer og journalisters vigtigste job at fokusere på at fortælle den gode historie, hvilket både kræver, at man kan læse situationen og vide, hvornår man skal stoppe.  

Et skudsikkert kamera
Bach oplever i marken, at der er forskel på, om man står på den ene eller den anden side af kameraet. Bag det beskyttende kamera, der fungerer som et skjold for Bach, skal søgeren indstilles, hvidbalancen justeres og klipningen gennemtænkes konstant. Alle disse tekniske opgaver kan han kanalisere frygten til under tragiske optagelser, og derfor husker Bach ikke at have grædt under optagelser.  

»Jeg kan godt blive ked af det undervejs, men jeg prøver at sige til mig selv, det kan jo ikke hjælpe noget, at du står og tuder, det kan du gøre bagefter,« erindrer fotografen.

Modsat oplever Bach, at Tantholdt på den modsatte side med mikrofonen i hånden og den direkte kontakt har svært ved at distancere sig fra de tragiske hændelser. Og Bach har flere gange råbt ‘du skal kraftedeme ikke stå og tude nu’ under en reportage.

Verden ifølge Bach
Tantholdt stjæler ofte billedets fokus. Men spørger man Bach, om han føler sig overset, står det klart.

»Hellere overses end blive set, helt klart. Jeg vil hellere være kendt af branchen og andre fotografer end at være kendt af hr. og fru. Danmark. Hvis jeg var sådan en frembrusende én, så var jeg blevet journalist,« svarer fotografen prompte med et smittende grin og et blink.

Det betyder dog ikke, at Bach som fotograf ikke tager en stor del i det journalistiske arbejde. For ham er det at være inde over hver en bid en selvfølge. For hvis Bach ikke filmer eller fanger billedet, så eksisterer historien ikke.

Samtidig beskriver Bach sig selv som en kontrolfreak og modstander af ikke tv-egnet reportage, og han føler sig derfor forpligtet til at hjælpe det journalistiske produkt på vej.
Bach har som fotograf et andet billede på, hvad der skal bringes. Han er træt af at se reportager af ting, som ikke kan rapporteres. Han er især træt af reportager fra Christiansborg, hvor døre åbner og lukker. Derfor stopper Bachs billede-skydning heller ikke. For selvom de voldsomme krigsreportager for en stund har været afbrudt af det amerikanske valg og produktionen af kommende mini-docs til TV2-play, er han stadig ude med søgeren.

Han er motiveret af nysgerrighed for andre mennesker, især dem med noget på spil, så han kan skabe en god historie. Og her otte år efter det arabiske forår, prædiker Bach stadig om at mærke og opleve verden, selvom slag på ruder og arabiske råb stadig får hårene til at rejse sig på hans arme. Bachs største ønske er nemlig, at »være i situationen og gengive det, man mærker i stedet for en forestilling«.  

Og så længe der er historier, fordomme, der kan rykkes og sort-hvide kontraster, der kan nuanceres, så er Bach der til at kaste et blik, et billede og en fortælling på sagen.