Grafik: Pixabay
Mørkeland er en af de mest populære podcasts i Danmark, men hvorfor er motivfortolkning og hyggesnak om drabssager blevet til underholdning?
På mit andet sabbatår arbejdede jeg som piccoline i et rådgivende ingeniørfirma. Her bryggede jeg litervis af kaffe, og så lyttede jeg ekstremt meget til podcast. Podcasts der beskæftigede sig med alt fra kærligheds- og hverdagsdilemmaer til feminisme på arbejdsmarkedet til politiske debatter. Der var bare én genre, jeg aldrig lyttede til; true crime.
Hvad! Ingen true crime? Hvad med Mørkeland? Tænker du for dig selv, mens dine øjne bevæger sig ned over sætningerne, som jeg har konstrueret i et forsøg på at nedbryde Mørkelands eksistensgrundlag. For jeg har lyst til både at spørge dig og hele Danmark, om hvorfor en så morbid og ubehagelig podcast kan tjene så meget popularitet, når onde tunger ville kalde det for mental nekrofili?
Arh okay, måske er det lige lovlig groft sagt at sammenligne med nekrofili, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg slet ikke ser grunden til at konsumere så eksplicit indhold i ens dagligdag. Der findes et væld af true-crime podcasts, der formidler og behandler krimisager på en sober måde, men hvorfor går det så galt i Mørkeland? Jeg vil gerne indrømme, at jeg har givet den et skud, for på et tidspunkt i min tilværelse som piccoline måtte jeg erkende, at være nået til enden af mit podcastkatalog; derfor tog jeg imod min kollegas anbefalingen om at lytte til Mørkeland (som jeg tvivler på behøver en introduktion), og det var godt nok en øjenåbner. Men ikke på den gode måde.
Hyggesnak, motivfortolkning og manglende faglig baggrund. Det er hvad Mørkeland er. De to værter har nemlig ingen faglige ekspertise i rygsækken, ej heller har de situationsfornemmelse, når de på en uformel og ‘hygsommelig’ måde behandler drabssager fra hele verden. Som en ekstra bonus kan de også godt lide at smide hensynsløse kommentarer på bordet, som for eksempel “jeg har fundet et julemord”, hvis afsnittet bliver optaget i december. Jeg gentager lige; et julemord.
Nu må min utilfredshed endelig ikke blive forvekslet med sårbarhed. Jeg kan godt tåle at se og høre eksplicitte detaljer, men jeg kan ikke forstå den såkaldte underholdningsværdi, som true crime-tilhængere flager med, når de forsøger at forklare deres forhold til Mørkeland. Hvordan kan det være underholdende? Jeg følte mig ikke underholdt, mens jeg lyttede til episoden, tværtimod; jeg blev utilpas. Men også lidt nysgerrig. Ikke på historien, på detaljerne eller på følgerne af retssagen, men mere på de lyttere, som klikker ind på den ugentlige episode hver mandag. For hvorfor er det underholdende?
Det juridiske aspekt
Jeg erkender, at der i de fleste true crime-episoder, hvad end det er Mørkeland eller andre, optræder et juridisk aspekt, som mange finder fascinerende. For hvad skete der med gerningsmanden, hvorfor gjorde han som han gjorde, og kan vi få svar på alle de andre hv-spørgsmål, som os journaliststuderende kender alt for godt til? Det kan jeg til dels godt forstå. Jeg anfægter ikke jura og kompleksiteten i en større retssag, og jeg anerkender også det psykologiske aspekt, når man tager de freudianske briller på og finder tråde til gerningsmandens opvækst, men så stopper den også der. Alle disse elementer fører os alligevel tilbage til underholdningsværdien, som jeg ikke synes er berettiget på grund af den måde, publikum og værter behandler emnet på. Hvornår blev det hyggeligt at snik-snakke om en grotesk sag fra 70’erne, hvor offeret blev lemlæstet og gerningsmanden måske frifundet? Og hvad med de sager, hvor pårørende potentielt har mulighed for at lytte til episoden og høre komplet fremmede fortolke en sag, som knap nok er bearbejdet blandt den nærmeste familie?
For det er bare noget andet, når vi snakker om virkelige mennesker. At snakke om fatale dødsfald i en podcast er, og har aldrig været, okay, hvis du spørger mig. Mørkeland legitimerer måden hvorpå vi italesætter og behandler sårbare emner, som ikke er i vores hænder, og de tjener ikke noget formål som samtaleemne over en kop kaffe. De to værter har fået en god portion kritik
Radioværten, Sandie Westh, rettede da også kritik mod værterne i 2019, da de i et afsnit snakkede om mordet på Wesths egen søster, som på det tidspunkt var en 12 år gammel sag. De havde så travlt med at forske på gerningsmandens motiv, at de slet ikke lagde mærke til deres moralske kompas. Værterne, som i det private er kendt som Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Bugbee, fik også et par verbale slag i DR-programmet, Shitstorm, dengang det kørte, og der slog radioværten, Mads Aagaard, især ned på deres økonomiske udbytte af podcasten, som må siges at være i den høje ende.
Er det (presse)etisk?
Vi har ytringsfrihed, og værterne understreger også, at de ikke er eksperter, men blot har en interesse for mordsager. Og djævlens advokat ville vist nok påpege, at Mørkeland trods alt ikke er forpligtet til at overholde god presseskik, da de jo hverken opererer som et etableret medie eller er tilmeldt Pressenævnet. Til det vil jeg svare, at der lige nu er tilbud på den der ekstra stærke tandpasta fra Colgate i Netto, så kan værterne passende få fjernet den grimme smag i munden, hver gang de har optaget et nyt afsnit til deres morbide lydunivers.
Skal vi skærme os fra virkeligheden og tie ihjel, når uskyldige mænd og kvinder bliver slået ihjel? Nej, bestemt ikke. Men vi er heldigvis så privilegerede, at der findes mennesker der uddanner sig til at beskæftige sig med netop disse sager, som ikke går ud og spørger følgerskaren på insta, om hvad de synes om det seneste afsnit. Det er som om vi for en kort stund glemmer, at der er tale om virkelige mennesker med ægte og nulevende pårørende. Og det må endelig ikke gå i glemmebogen.
Det er vel ikke til nogens overraskelse, at jeg endte med kun at lytte til én episode af Mørkeland, og det var, da jeg arbejdede som piccoline. Heldigvis er der ingen, der tvinger mig, og der er heller ingen der kræver, at du boykotter Mørkeland. Men hvis det stod til mig, skulle det ikke være muligt at tjene profit på at fortolke og hygge-snakke om ægte mordsager. Det fortjener ofrene og deres pårørende ikke.