KULTUR OG SAMFUND

Museumsgænger: I H.C. Andersenshus passer en lille lydafspiller ubehageligt godt i håndfladen

Det er uomtvisteligt, at H. C. Andersen er hot. Normalt advokerer jeg gladeligt for, at alt kan diskuteres, at alt skal diskuteres. Hal Koch, en af de store danske fortalere for deliberativt demokrati, har lært mig netop det. Demokrati er ikke
bestemt ved selve beslutningen, men ved samtalen, forhandlingen, respekten,
forståelsen og den forudgående debat og dialog. Jeg tror, at Andersen ville have
givet Hal Koch ret i den påstand. Deraf de 156 eventyr, hvorigennem H.C. Andersen bidrog til samfundets diskussioner. Alligevel tillader jeg mig at begynde med at slutningen.
H. C. Andersen er hot.

Iversygen stopper her Jeg har besøgt H.C. Andersens fødehjem i Odense centrum.
Skal Odense personificeres med en navle så er fødehjemmet navlen. Byen er som
vokset herfra. Rundt om fødehjemmet er der bygget et museum for at hylde ham.

Stedet har kostet over 350 millioner kroner at bygge!
350 millioner!

Trangen fra den arkitektoniske perle lokker mig til at træde indenfor. Mellem gamle og kantede bindingsværkshuse passer de runde organiske former forbløffende godt ind. Det udvendige træskelet på bygningerne skaber kontekst til en anden tid – med respekt for sine omgivelser. De skæve tage får husene og haven til at bevæge sig. Niveauforskellene skaber forskellige verdener, tillokkende til et gammeldags eventyr.

Rundturen starter med udleveringen af en lille turkisgrøn lydafspiller. Den ligger ubehageligt godt i håndfladen. Den føles underligt vanlig mod øret. Anslaget som er et gult logo med et sort lydikon i midten. Museumsreceptionisten råber bagfra:
“Du skal holde lydafspilleren over ikonet og tage den op til øret.”

Af min nye turkisgrønne afhængighed lyder en dyb stemme:
“Velkommen til H. C. Andersens hus.”

Herfra møder man de gule ikoner ved hver udstilling. Historier og forklaringer om det beskuede lyder i afspilleren. Tænk, hvis jeg selv skulle forestille mig, hvad den fine udstilling af Andersens rejsekuffert symboliserer?

Egenværdien i udstillingerne forsvinder ind i den lille turkisgrønne djævel. Den overtager.

Rejsen rundt i H.C. Andersens univers drukner i jagten på det næste gule ikon. Der er ikke nogen, som opdager sammen. Hver især går gæsterne rundt i deres egne små universer – med hånden ved øret.

Ekstra elskværdigt føles det derfor, når man selv skal tage stilling. Når en stor nattergal skabt af guld og ædelsten kun vil synge sin forsagte sang ved dit påbud. Når man selv skal tænde svovlstikken, så den lille piges drømmesyn kommer til live. Interaktionen opfordrer til dialog med sig selv, men også med den, som står ved din
side.

Tilbage i den virkelige verden
I H.C. Andersens Hus emmer det af international klasse. Udstillingerne er innovative og flotte, rummene er velkomponerede, arkitekturen er sublim, men der er noget, som distraherer mig fra alle kvaliteterne ved museet: Lydafspilleren. De besøgendes evne til at reflektere og indgå i dialog bliver overflødig. At tage på H.C. Andersens Hus som en social aktivitet ville være en skam. Man snakker ikke sammen, men lytter blot til sit lille stykke elektronik. På den måde gør museet sig
skyldig i at udstille et af vores samfunds største problemer: Vores afhængighed af
telefoner og sociale medier og, den individualisering, som det bibringer;
omslutningen om sig selv.

Vi mister evnen til at være uenige. Demokratiets vigtigste egenskab. Lad i stedet museet være et fristed for debat og tanke. Lad det være et sted, hvor man kan
diskutere det, man ser. Et sted, hvor vi kan øve os på at være uenige, og selv tænke hvad museet og H.C. Andersen havde tænkt med udstillingen.

Hal Koch havde sagt ’not’. Jeg siger ’not’