Med et hårdtarbejdende research- og kamerahold i nakken har Morten Spiegelhauer i årevis stået i front for success-programmet Operation X. Som en af Danmarks pionerer inden for konfronterende journalistik har han været helt inde under huden på alt fra rockere til magtfulde virksomhedsledere. Lixen har derfor snakket med Spiegelhauer om, hvad den konfronterende rolle har betydet for ham.
»Dav, jeg hedder Morten Spiegelhauer, og jeg kommer fra TV2.«
Det er en sætning, der runger frygtindgydende hos selv den mest retsindige virksomhedsejer. De fleste af os kender ham bedst fra TV2s populære program Operation X, hvor han siden 2004 har afsløret svindlere og kriminelle for rullende kamera. Han har stået på frontlinjen i nogle af de mest opsigtsvækkende sager i dansk tv-historie, blandt andet sagen om Rudy Frederiksen, Kursus-Kongen og senest afsløringen af pizzakæden Dominos’ håndtering af fødevarer. Men hvem er manden bag det velkendte ansigt egentlig, og hvordan er det at have rollen som en af Danmarks mest velkendte, konfronterende journalister?
Det er en tidlig mandag morgen, da vi fanger Spiegelhauer på telefonen. »I må undskylde, at jeg ikke lige var der i fredags. Det kan være enormt vanskeligt nogle gange, men heldigvis er det ikke så tit, at det går så galt,« undskylder han indledningsvist. Vi havde fredagen forinden en aftale med ham på TV2, men ankom til beskeden om, at han jagtede en svindler rundt i København for at konfrontere ham. Tidspunktet for hans hjemkomst: ukendt. Det er en situation, som er meget sigende for Spiegelhauers arbejdsliv, der fra det ene sekund til det andet kan udvikle sig drastisk.
Metode – fra tip til TV
Operation X har kørt over de danske tv-skærme siden 2004. Det er et research-tungt program, som ofte kræver mange måneders forberedelse, og processen er skrøbelig, for det hele kan falde til jorden, hvis nogen får nys om, at Operation X er efter dem:
»Der sker tit det, at vi på et tidspunkt bliver opdaget, og så ændrer tingene sig på et sekund. Så foregår alting efter bogen, og det er lige pludselig den dygtigste virksomhed i verden til at overholde reglerne,« griner Spiegelhauer. Han forklarer, at det også er en af årsagerne til, at de ofte benytter sig af muldvarpe og skjulte kameraer. Man ændrer adfærd, når andre observerer en, så det er den eneste måde at få nogle optagelser, der repræsenterer virkeligheden.
Når et afsnit lakker mod enden, kulminerer det altid med en konfrontation. Et ord, som Spiegelhauer selv har svært ved at relatere til:
Jeg er jo ikke ude for at konfrontere nogen. Det er et ord, man bruger, men konfrontationen skal ikke bære programmet. Inde i mit hoved handler det om, at jeg har nogle spørgsmål, jeg skal have svar på. At det så er en konfrontation, bevares.
Konfrontationerne ser ofte kaotiske og intense ud på tv, men det er altid en velovervejet og forberedt Spiegelhauer, der står overfor gerningsmændene, og han har en helt særlig måde at møde dem på. Der er selvfølgelig en mental forberedelse, inden han tager afsted, men det grænseoverskridende arbejdsliv er efterhånden blevet en vanesag for ham. Det er i dag mere forberedelsen omkring indholdet, som han fokuserer på. Han forklarer grundigt hans metode for at skabe overblik over sine ord, så han kan holde hovedet koldt, når pulsen stiger og adrenalinen pumper rundt i kroppen:
»Der er et visuelt billede, som jeg knytter til det enkelte spørgsmål eller det tema, som jeg gerne vil ind på. Hvert enkelt billede lægger jeg ind på en slags ruteplan, som for eksempel kunne være en gåtur,« siger han, hvorefter han maler os et billede af et specifikt spørgsmål, han skulle huske til en konfrontation for en uges tid siden:
»Det var en torturmaskine med to plader, hvor der ligger en mand imellem, og så står jeg og hiver i et håndtag for at presse ham flad. Det billede handler om, at de her folk er under økonomisk pres,« siger han og griner. Det er særligt vigtig, at associationerne indeholder bevægelse, smerte eller i bedste fald skyld og skam, da det er noget, man virkelig husker. Han gør derfor også en dyd ud af at udføre sine billeder fysisk og helst ude i det fri. Skulle der være en uheldig forbipasserende, der ser ham gestikulere rundt, bidrager det kun til skam-associationen, siger han selvironisk.
Pressefoto
At være tro mod sig selv
Konfrontationer er noget, der løber de fleste koldt ned af ryggen. Derfor kan man også undre sig over, hvorfor man vælger at sige ja til et arbejde, der er garanteret ubehagelige situationer, og som endda bliver optaget. For Spiegelhauer handler det både om en helt grundlæggende nysgerrighed, men også om at blive provokeret til et punkt, hvor han er nødt til at gøre noget:
Nogle gange får jeg nogle ideer, hvor jeg tænker: ‘Åh nej, det kan virkelig blive forfærdeligt, det her’. Og der er nogle tanker, jeg næsten ikke tør tænke, for så fører det hen til endnu en ubehagelig ide, som jeg bliver nødt til at forfølge.
Og hvor det i starten handlede mere om et ønske om at samle på spændende oplevelser, der kunne bidrage til en eventyrlig tilværelse, har motivationen i dag bevæget sig i en mere idealistisk retning:
»Der er nogle mennesker, der er så kyniske, at det er vigtigt at få dem stoppet. Og så er det klart, at det, at der er en eller anden mening med galskaben, trækker i den rigtige retning.«
Konsekvenserne
Spiegelhauers arbejdsliv mangler hverken formål eller spænding, men det er ikke alt sammen lutter lagkage, for når en hård sag er afsluttet, skal der betales retur på den personlige konto. Det er ikke kun optagelserne og selve forløbet i sagerne, som tager hårdt på ham, men også de efterfølgende reaktioner på episoderne. Han har tidligere lavet udsendelser omkring hæler- og hashmarkeder, hvor han kom tæt på bandemiljøet. Dette resulterede i trusler, der gjorde, at han sammen med sin familie var nødt til at flytte og bo på en privatadresse. Kort efter kom sagen om den tidligere sikker-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, som ved siden af sit arbejde manipulerede unge piger til at medvirke i pornofilm, som han derefter lagde ud på nettet. Ud over at være en hård sag mentalt, så medførte sagen et langt forløb med advokater og vidnesbyrd i de ramte pigers sager:
»Jeg var jo i virkeligheden bare katalysator for Rudy-afsløringen, men der kom en del fokus på mig som privatperson, og det kunne jeg ikke håndtere lige der. Så der var jeg tæt på at knække«.
Han holder en kort pause og tilføjer, at det ikke er en kamp mellem helte og skurke, men at alle, på nær de fremtidige ofre, er tabere i sådan en sag.
Eftermæle
Man kan fristes til at kalde Spiegelhauer en folkehelt. Et ord, han er blevet sat i forbindelse med før. Men mange har også været utilfredse med hans fremtrædende rolle i Operation X og har beskyldt programmet for at være sensationspræget tv. Han håber selv, at han vil blive husket for andet end at være næsvis og irriterende på tv. Han håber, at den samfundsmæssige relevans i de sager, han har taget op i Operation X, lever videre længe endnu:
Jeg håber på, at man i eftertiden vil sige, at vi langt hen ad vejen lavede noget, som på en eller anden måde har hjulpet folk til at forstå og træffe nogle kvalificerede valg og til virkelig at deltage i vores demokratiske samfund.
Spiegelhauer tænker til sidst i interviewet tilbage på sin tidlige karriere og husker sig selv som en ambitiøs og engageret studerende. Hans råd til de kommende journalister er, at man skal lytte til sig selv og ikke træffe sine valg for at behage andre – det gælder både privat og på en journalistisk arbejdsplads:
»Det er totalt plat, men ikke desto mindre bliver vi nødt til at minde hinanden om det. Ellers kommer man til at spilde en masse år af sit liv. Så hellere lige stoppe op og spørge sig selv: ‘Er det her en vej, hvor jeg har hjertet med?’«
Pressefoto