ARKIV

Mødet mellem en kvindelig backpacker og en kinesisk ejendomsmægler

Menneskemylder i Tokyos gader. Privatfoto: Hedvig Høgh
Hedvig Høgh
Skrevet af Hedvig Høgh

Man vil som kvindelig backpacker opleve mange mærkelige ting, når man rejser alene. Desværre kan man også blive udsat for situationer, hvor man bliver nødt til at sige fra. Det lærte jeg en aften, hvor jeg traskede alene rundt i Japan.

Osaka, 19. juni 2018
Da jeg ankommer til karaokebaren, bliver mine øjne blændet af den skarpt oplyste reception. Ved skranken står en midaldrende kvinde med en udtryksløs mine. Iført rød uniform ligner hun en hotelreceptionist.

Jeg er her sammen med en kinesisk ejendomsmægler, som jeg har mødt tidligere på aftenen i Amemura-kvarteret. Han havde inviteret mig med ind for at se fodbold i en biograf, og da han med sin lyse stemme og olierede hud virkede harmløs, takkede jeg ja. Da kampen er slut og Japan har vundet 2-1 over Columbia, spurgte han, om jeg ville med videre til en karaokebar i nærheden.

Mens Kineseren snakker med receptionisten får jeg øje på nogle kostumer, som hænger henne i hjørnet. Der er både dyre- og superheltekostumer. Nogle mere kinky end andre. Jeg undrer mig over stedet og håber på, at der vil være nogen lokale japanere på klubben, jeg kan falde i snak med, da kineseren indtil videre har været en anelse påtrængende.

Tilbage i biografen da Japan scorede det første mål, stod publikum med deres telefoner klistret mod skærmen. Ejendomsmægleren havde også stået med sin iPhone, men han var mere optaget af at filme hen på mig til sin Instagram-story. ”In Japan blondes are very popular” havde han sagt med hentydning til mit lyse, skandinaviske hår.

Receptionisten giver tegn til, at vi skal følge med. Lidt forvirret følger jeg efter hende og ejendomsmægleren ned af en smal trappe. For enden af trappen er en lang gang med døre til højre og venstre, som var man på et hotel. Hvor er klubben og de andre mennesker? Tænker jeg, mens jeg usikkert danner bagtrop. Receptionisten stopper op foran en dør, tager et nøglebundt op af lommen og låser op. Da hun åbner døren, får jeg en klump i maven.

Sake og skønsang
I det dunkle lys står to slidte, røde lædersofaer over for hinanden med et bord imellem. Bagvæggen er ikke bredere, end at der er plads til et fladskærms-tv og to højtalere. En dunst af gammel øl suser op i mine næsebor, som et fingerpræg om de udskejelser der har fundet sted.

Jeg står tøvende i dørtrinnet, men ender med at lirke mine hofter ind mellem bord og sofa, så jeg sidder over for kineseren. På bordet ligger et kort, hvor man kan se, hvilke drinks man kan få. Ejendomsmægleren fortæller, at han har betalt for fri alkohol og ringer op til receptionen for at bestille drinks via en telefon, som hænger på væggen. Jeg bladrer igennem sangkataloget, og skynder mig at vælge Aerosmith med I Don’t want to miss a thing. Musikken brager ud af højtalerne som en knytnæve i ansigtet.

Mens jeg, lettere anstrengt, prøver at synge mig igennem første omkvæd, kommer en tjener ind med drikkevarer. Jeg skærer ansigt, da jeg smager på den klare væske, som kineseren siger er sake, men som smager af vodka blandet op med vand.

”I can sing chinese rap song” siger ejendomsmægleren, som ikke kender nogen sange fra Vesten. Jeg sipper desperat til min drink mens han fremfører noget, der minder om rapmusik.

Jeg kaster mig ud i den ene solooptræden efter den anden, for at undgå at ejendomsmægleren skal lægge an på mig. Jeg synger en ABBA medley efterfulgt af Best of Mariah Carey, som om det ikke var udfordring nok at ramme tonerne til Dancing queen, mens en fremmed ser på. Min stemme knækker over et utal af gange, mens jeg med røde kinder skråler ind i mikrofonen.

Da sangen slutter, sætter han sig hen ved siden af mig. Jeg prøver afvigende at føre en samtale, mens han læner sig længere ind mod mig og til sidst begynder at køre sine fingre gennem mit hår. Som en raket ryger jeg op af sofaen og foreslår at vi tager et andet sted hen.

Regnvejr og tomhed
Da vi kommer ud, øser det ned, og de mange farverige reklameskilte oplyser den mennesketomme gågade. Ejendomsmægleren er tydeligvis fuld. Jeg fortæller ham, at jeg gerne vil hjem, men han forstår ikke, at jeg mener hjem alene. Pludselig kan jeg mærke vreden sitre frem i kroppen på mig, og jeg begynder at skælde ham ud. Jeg er vred over, at han har lokket mig ned i det lille kælderrum, når han godt vidste, at jeg troede, vi skulle noget andet.

You stupid sneaky man!” råber jeg, mens jeg bliver gennemblødt af regnen.

”I don’t understand”, siger han med en skrøbelig røst i sin lyse stemme, mens hans briller dukker mere og mere til.

Da vi endelig skilles, går jeg lettet ned ad Osakas gader med regnen dryppende ned ad ansigtet. Bitter og alene.

Om skribenten

Hedvig Høgh

Hedvig Høgh