STUDIET

Mødepligt – den sidste udvej?

»Mens de studerende snart begynder at få PTSD, når ordet PANIK nævnes på gangene, så er spørgsmålet, hvad vi egentlig skal gå mest i panik over?«

Sådan skrev vi i sidste måneds leder, og vi må erkende, at situationen ikke har ændret sig meget siden.

Årsagen til Lixens panikreaktion er nærmere at finde i ånden på studiet. Sektionen Studiet belyser i denne udgave på side 12, hvordan det står til på journalistuddannelsens 2. semester. Her producerer de studerende ikke de nyhedsartikler, som de skal, og de har derfor modtaget en reprimande fra underviserne.
Det giver anledning til mange foruroligende spørgsmål, som vi ønsker at finde svar på:
Er der noget galt med optagelsesprocessen? Er der noget galt med fagene, siden fremmøde- og afleveringsprocenten er lav? Skal bundniveauet øges, når man kan glide gennem ethvert semester uden at åbne en bog?

Vi er uforstående overfor, at man kan komme igennem en bacheloruddannelse uden at have vist engagement på studiet. Når vi sidder til undervisning og kigger rundt i lokalet, som igen er tomt som DØDENS HUS på nær de samme 25 studerende. Næsten alle eksamener viser en pæn normalfordeling, når man bladrer gennem karakterstatistikkerne. I 12 ud af 15 fag er dumpeprocenten lavere end to procent, mens gennemsnittet for alle 15 fag er fire procent. Betyder det, at folk vælger at prioritere tiden på at læse pensum i stedet for at dukke op? Læser de intensivt op inden eksamen? Eller er det bare for nemt at komme igennem?

På RUC har journalistuddannelsen mødepligt til undervisningen. Det burde journalistuddannelsen her på stedet overveje at tage op til diskussion. I vores øjne burde det være en selvfølge, at man møder op. For der er mødepligt i livet – på arbejdet, hos kæresten, familien og vennerne. For der hersker logikken, at hvis vi ikke møder op, så ryger vi ud.

Hvis vi sammenligner med arbejdsmarkedet ville for højt fravær kvittere i en fyring. Måske er det en alvorlig konsekvens, som alle kan forholde sig til, der skal til, hvis vi ønsker et velfungerende fagligt studiemiljø. Hvis du har et vist antal procent fravær, ryger du ud på røven. For du ville det ikke nok.