Når dagene bliver kortere, og temperaturen falder, så begynder asetroende Josefine Tallis Frusciante Hansen allerede at bygge op mod fejringen af vintersolhverv og Jól – vinterens og mørkets vendepunkt.
Det er den 24. december, og kirkernes klokker ringer om kap imellem de små byer på Nordfyn. Folk trækker ud af stuerne, væk fra konfektfadene og i de pæne frakker for sammen at gå mod kirken i de små landsbyer. Men ikke 19-årige Josefine Tallis Frusciante Hansen. Hun har i stedet iført sig vandrestøvler, Fjällravenbukser, sweater og hue. En mundering, som skal holde hende varm, når hun om lidt skal dele mjød med vætterne ved Glavendruplunden.
Èn tår til Josefine og én tår hældt ned i jordbunden. Ned til vætterne under de visne blade ved stenene, der skyder op ved den oldnordiske gravplads. For vætterne, de skal jo også mærke, at det er ”Jól”.
Selvom Josefine Tallis Frusciante Hansen skåler i mjød med vætterne, der er ånder i jorden, og dyrker naturen i den kolde tid, så har den kultur-danske jul stadig stor betydning for hende i den mørke tid. For jul er for hende mere nordisk kultur, end det er religion.
Jól eller jul
”Jól” er en oldnordisk fejring, der fejrer vintersolhvervet ved midvinter, og det at dagene igen bliver længere. Det fejres normalt gennem hele december, men højdepunktet på fasen er den 21. og 22. december.
Det er en måde hvorpå, at man, ifølge Josefine Tallis Frusciante Hansen, kommer igennem vinterens kolde og mørke dage på. Gennem mjød, samvær, selvrefleksion i naturen, varselstegning ved at kaste med runer og lade dem tyde ens fremtid, ånde dyrkning, god mad og gaver til både venner og fjender som et tegn på respekt, kommer hun, og mange andre asetroende, stærkere igennem vinteren.
Trods varselstegning med runer, mjød delt med vætterne og oplæsning af gamle digte ikke lyder som noget, kristne danskere forbinder med jul. Så gælder det, at andre traditioner, som adventskranse, her kaldet ventestager, julebukke, nisser, gaver, lys i mørket og mad i rigelige mængder, stammer fra hedenske traditioner. Og derfor synes Josefine Tallis Frusciante Hansen heller ikke, at asetroens ”Jól” ligger langt fra den kultur-danske julefejring.
Fanget mellem kultur og religion
Josefine Tallis Frusciante Hansen føler sig ofte fanget mellem kultur og religion – mest fordi, der i nogle asetro-kredse forventes, at man tager stilling til, om man enten fejrer ”Jól” eller kultur-dansk jul. Èt svar Josefine Tallis Frusciante Hansen hverken har lyst eller føler er nødvendigt at svare på.
»For mig er asetro et verdenssyn. Det er dyrkelsen af den nordiske kultur og natur. Troen i sig selv er forskellig fra asetroende til asetroende. For mig er det udelukkende en måde, hvorpå jeg forsøger at forklare min virkelighed,« forklarer hun med talende arme og lysende øjne.
Josefine Tallis Frusciante Hansen fejrer derfor også juleaften med juletræ, julegaver og juleand. Én tradition, hun nok ikke lægger fra sig før, hun føler, at hun har sine egne traditioner. For jul er ikke ”for” kristent til at blive fejret af asetroende ifølge hende, så længe man blot husker på, at det hele ikke drejer sig om størrelsen på gaven, men om samværet og tanken på hinanden.
Med blik på lyset
Folk trækker ud af kirken, sætter salmebøgerne på plads på hylderne ved udgangen, trykker præstens hånd og smider mønter i indsamlingsbøtterne, inden de bevæger sig ud i tusmørket, hvor de små lys i træerne så småt bliver tændt.
Imens har Josefine Tallis Frusciante delt mjød med vætterne i lunden, hvor lyset stille er sluppet op mellem træernes filtrende grene. Kulturkristen eller asetroende, begge parter er klar til at dele juleand, dele gaver ud og dele julens glæder.
Intet under mener Josefine Tallis Frusciante Hansen, der slutter.
»Både jul og ”jól” handler om kontrasten mellem mørke og lys, hygge og fejringen af, at vi endnu engang kommer igennem vinteren.«
Og derfor bliver juleaften også fejret på kultur dansk vis hjemme ved Josefine Tallis Frusciante Hansen.