STUDIET

Ministerbesøg på Medietorvet

Torsdag d. 21. april var forsvarsminister Morten Bødskov på besøg på SDU. Arrangementet gav de studerende mulighed for at få et større indblik i regeringens forsvarspolitik i kølvandet på krigen i Ukraine.

Egentlig var det landets statsoverhoved Mette Frederiksen, der skulle have meldt sin ankomst på SDU denne solbeskinnede torsdag i april. Mere end 500 studerende havde vist interesse for begivenheden på Facebook, så der var lagt op til et stort arrangement. 

Dagen før blev det dog pludselig meldt ud, at ”statsministeren desværre var blevet forhindret”. Torsdag morgen kom forklaringen. Statsministeren havde i al hemmelighed droppet den forsvarspolitiske debat på SDU for at tage til krigens centrum Kyiv og mødes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. 

Som erstatning sendte hun forsvarsminister Morten Bødskov. Selvom opbakningen til et besøg fra statsministeren sandsynligvis havde været større, formåede Morten Bødskov alligevel at fylde Medietorvet med debatlystne statskundskabsstuderende. Det var i hvert fald sådan spørgerne gang på gang præsenterede sig, når de fik mikrofonen i hånden.

Ministertid

Inden vi nåede dertil, skulle ministeren dog nå at leve op til rygtet, der følger med titlen. 20 minutter forsinket trådte Morten Bødskov ind på Medietorvet. I ét blev den højlydte snakken og forventningens glæde vekslet til absolut stilhed. Alles øjne blev fokuseret rettet mod ministeren. Hans ansigt antog en dyb rød farve. Om han havde det varmt, blev overvældet af den pludselige stilhed, eller det var en blanding af de to, er ikke til at sige. 

Til gengæld kan man konkludere, at professor i international politik ved SDU, Sten Rynning, ikke ønskede, at forsvarsministeren kom på besøg. Efter et kort oplæg fra universitetets rektor, Jens Ringsmose, præsenterede Sten Rynning forsvarsministeren med ordene: 

»I den bedste verden fandtes der ikke forsvar og der fandtes ikke forsvarsministre,« hvorefter han understregede, at vi altså ikke lever i den bedste verden.

Herefter gik Morten Bødskov på scenen. 

»Det er et nyt Europa vi står overfor. Jeg er ked af at sige det, men der er ingen vej udenom,« lød meldingen fra forsvarsministeren, der drog paralleller til Jerntæppet under den kolde krig, hvor Europa var delt i øst og vest. 

Får vi en EU-hær?

Med den konstatering sporede han sig ind på det danske EU-forbehold, som danskerne skal stemme ja eller nej til, om de vil afskaffe den 1. juni. 

»Der er svære dilemmaer i det, det indrømmer jeg gerne. Afgiver vi suverænitet? Hvad er det for et samarbejde vi har? Kommer der en EU-hær? Lad os tage de her diskussioner. Svarene på de tre spørgsmål er nej, men vi kan sagtens tage diskussionerne,« lød det fra Morten Bødskov.

Den første spørger tog forsvarsministerens ord til sig og spurgte ind til frygten for en EU-hær.

»Det samarbejde vi bliver en del af nu (hvis danskerne stemmer ja 1. juni) er et mellemstatsligt samarbejde, hvor vi også får veto mod tossede idéer som en EU-hær. Det har vi ikke nu. Derfor har vi jo fraskrevet os selv muligheden for at stoppe en eventuel EU-hær,« sagde Morten Bødskov.

Luxembourgforliget fra 1966 siger, at hvis et forslag sætter et EU-lands vitale interesser på spil, skal det afgøres ved enstemmighed. Derfor har hvert medlemsland i realiteten vetoret.

I løbet af debatten kom forsvarsministeren også omkring emner som, hvorfor de ukrainske flygtninge får mere hjælp end de syriske flygtninge gjorde i 2015, den store afgang af professionelt personale i Forsvaret og målsætningen om, at Forsvaret først skal udgøre 2% af BNP i 2033.

Efter en halv times debat rundede Sten Rynning af, og forsvarsministeren modtog højlydte klapsalver. Dernæst bar han videre på sin rockstjerne-autoritet og fik taget selfies med de fremmødte. Arrangementet afsluttedes med smil på læben.