EKSTERN

Mette Frisk: Det handler om at give folk noget

Bag Mette Frisk (til højre) står kollega Anne Herlin (til venstre), som er tilrettelægger på Forsvundne Arvinger. Foto: Privat

Undersøgende journalistik er hårdtslående. Med elementer som konflikt og konfrontation kender vi som læser, lytter og seer den undersøgende journalistiks kradsbørstighed. Den har væltet ministre og skabt forandringer. Men den undersøgende journalistik kan have en anden nuance, et andet udtryk. Det har journalist og TV-vært Mette Frisk bevist.  

Det er blevet eftermiddag. Langsomt, men sikkert fyldes den lille cafe op af gæster, og midt i mellem kaffekopper og avisbunker, sidder hun. Der er en særlig form for nærvær over Mette Frisk. Både hendes stemme og blik udtrykker oprigtigt engagement. En energi hun har haft rigeligt brug for i sit arbejde som undersøgende journalist.  Hun læner sig opmærksomt ind over bordet, mens hun retter på den høje taburet. 

Siden januar sidste år har Mette Frisk inviteret de danske TV-seere ind i det, hun karakteriserer som et “detektivarbejde”. Med programserierne “Forsvundne arvinger” forsøger hun og eksperten fra Rigsarkivet, Adam Jon Kronegh, at finde arvinger til afdøde. Et svar på et mysterium skal findes. Et arbejde for en detektiv. Undervejs i programmerne benyttes de klassiske metoder inden for undersøgende journalistik: Søgning i databaser, gennemtrawling af dokumenter, og nok så vigtigt interviews med forskellige kilder. Alt sammen for at give et svar og en forløsning til de pårørende, mens seerne samtidig præsenteres for vores fælles sociale arv som samfund. 

Og det er netop her, at denne form for undersøgende journalistik adskiller sig fra den gængse. Den afsøger ikke stridighederne, det ondskabsfulde eller bedraget, men svarene og forløsningens glæde. Med høje seertal og tre sæsoner på bare lidt over et år, må det konstateres, at den anderledes måde at bruge undersøgende journalistik på har været en succes.  At den undersøgende journalistiks anden nuance hitter, er ikke overraskende for Frisk. For hende har den kontante undersøgende journalistik sine begrænsninger.

»Jeg synes, at der er stor forskel på at lave undersøgende journalistik som i forsvundne arvinger og til at lave den mere afslørende form for undersøgende journalistisk om f.eks. skattely og osv., som jeg også har lavet tidligere. Men man slår sig på det. Man skal tage så mange bank, fordi man synes en historie er vigtigt. Afslørende journalistik er så omkostningsfuldt. Og der synes jeg, at det er så utroligt rart at lave sådan noget som “Forsvundne arvinger”, fordi at det netop handler om at give folk noget,« forklarer Frisk og holder en kort pause for at tænke. 

»Det er så dejligt et blidt sted at være. Jeg synes, de forsvundne arvinger er et godt eksempel på at bruge undersøgende journalistik til noget andet, og som har en anden grundtone. At give folk noget.«

 

Debut mellem færger og lastbiler

Mette Frisk har arbejdet som undersøgende journalist i en stor del af sin karriere og har blandt andet modtaget en pris af Foreningen for Undersøgende Journalistik. Det var som journaliststuderende på SDU, at hun første gang stiftede bekendtskab med den undersøgende del af håndværket.    

»Vi lavede en historie, hvor vi fandt ud af, at der var en færge, som gik fra Aabenraa i Sønderjylland til Klaipeda i Litauen. Og på den var der lastbilfragt. Vores historie handlede om cabotagekørsel (transport mellem forskellige steder inden for ét land, udført af en lastvogn fra et andet land, red) på et tidspunkt, hvor man talte meget om social dumping. Vi fandt ud af, at de udenlandske vognmænd kørte fra færgen rundt i Danmark, selvom de ikke måtte. For at dokumentere det, så skulle vi simpelthen gøre brug af det mest klassiske; nemlig skjult kamera og ligge og følge efter dem. Så vi lånte en bil af en af mine forældres venner, og så sad vi der med kamera inde i bilen, imens vi kørte efter dem.«

Hun smiler, da hun fortæller historien, der på mange måder indkapsler en detektivs ilddåb. 

»Jeg husker det sådan helt hat-og-blå-briller-agtigt, men det var super sjovt, og vi fik faktisk en historie ud af den, for vi solgte den til det, som hed Søndagsmagasinet dengang, som var forløberen til 21-søndag, og vi var meget, meget stolte. De kunne ikke bruge det, som vi havde lavet rent TV-mæssigt, men de købte historien,« fortæller Mette Frisk.

 

»Don’t go down without a fight.«

På trods af de mange projekter gennem årene har Frisk bevaret sin interesse for undersøgende journalistik:

»Jeg har bare altid synes, at det var sjovt. Og det er spændende at lege detektiv. Det er jo grundlæggende interessant at arbejde ved at grave nyt frem og også det element, at man kan flytte noget i forhold til, hvis man arbejder med nyhedsjournalistik

 

Metode, fisketure og selling point

Før Mette Frisk går i gang med et projekt, er det afgørende for hende at gøre sig klart, hvor informationen kan findes.  

»Nogle steder er det hos naboen og hos overboen, mens det andre steder er med en aktindsigt, et ministerium eller et helt fjerde sted. Det handler meget om at regne ud, hvor informationerne findes og finde frem til, hvad er mit ‘selling point’. Altså: Hvorfor skal folk give mig den her information? Det skal man have gjort sig klart, inden man ringer. Det er selvfølgelig i en situation, hvor man ved, at folk ligger inde med den information, man gerne vil have. Det er jo også alle fisketurene, hvor man ikke ved, hvad folk ved, og hvor man bare forsøger at afdække, hvor informationen findes henne.«

Gennem årene har hun opbygget en vis robusthed over for afvisninger, når det kommer til den undersøgende journalistiks hellige gral; aktindsigt:  

»Man kommer ikke nogen vegne, hvis man bare tager for gode vare, at ‘nå, men den aktindsigt fik jeg ikke. Det var ærgerligt.’ Så må man prøve med en ny eller klage. Man skal hele tiden blive ved og prøve at finde nye veje at gå. Don’t go down without a fight.«

 

Old school journalistik

At tænke kreativt er et vigtigt element i Mette Frisks arbejdsmetode. Og netop derfor var det essentielt, at teamet bag “Forsvundne arvinger” udviklede en ekspertise i at finde hvad som helst.

»Der sidder nogle helt sindssyg dygtige kollegaer i f.eks. forsvundne arvinger- redaktionen, som kan australsk tinglysning og newzealandske databaser på deres lillefingre, fordi de netop er vant til at tænke kreativt. Så sent som i går var vi på optagelse, og imens tikkede der en sms fra én fra redaktionen med beskeden ‘Jeg har fået en ny kilde i kassen. Det er helt vildt!,« fortæller hun, alt imens hun begejstret slår i bordet. Glæden over fundet af kilden er stadig intakt fra i går.    

»Den metode han har brugt, er at google på et navn og ved hit-nr 800, så er der en eller anden artikel på thai med et billedet af ham, som vi er interesseret i. Og så er det noget med at få det google-translatet’ og finde ud af, hvor er der et navn, som vi kan tracke.«

Det kom der en københavnsk adresse ud af og med thai-artiklen i hånden tog teamet ud for at undersøge, om der var nogen, som havde set manden. Det gav resultater. 

»Det ender med at være den fedeste kilde. Det er jo helt old school journalistik.«

 

Vejen til guldet

Processen mod det endelige resultat, det færdige program, er længere, end man som seer umiddelbart kunne tænke. Og læg dertil alle de projekter, der undervejs må lægges i graven. 

»Fire måneder pr. program. Og det lyder jo af meget, men det er det ikke.  For vi lavede på et tidspunkt en optælling, hvor vi regnede os frem til, at vi havde haft fingrene i omegnen af 220 historier for at de 19 historier, vi har lavet indtil nu, er blevet til noget. Så det er jo ret mange historier, vi har måtte lægge ned undervejs, og den tid der bruges på research, bliver man jo nødt til regne med. Så der går rigtig mange historier tabt før, at man når til guldet,« afslutter Mette Frisk. 

Hun tager fat i DR-posen med værtstøjet. Drikker det sidste kaffe inden hun begiver sig hjemad.