Illustration: AI genereret med Canva
På vej mod metroen i København kalder min lille ven i lommen. Helene, som jeg ved er i færd med at sende martsudgivelsen til tryk, er i den anden ende. Hun starter ud med:
»Badino, der er simpelthen noget, vi har glemt…«
Ehm pis, vi har ikke skrevet en leder! Vi griner begge i afmagt, for vi er fuldstændig flade. Forleden snakkede vi om, hvordan rollen som chefredaktør har været aner-ledes, end vi forventede. Jeg husker at sige søndag morgen på vej til Odense: “Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det var langt fra det her”
Heldigvis er det på godt og ondt, for vi har brugt langt mere tid og energi, end vi troede, vi ville, men vi har også lært og udviklet os meget mere, end vi turde drøm-me om. På et studie, hvor man måske kan føle sig fjern fra den verden, man stræ-ber efter, er det her en voldsom kontrast. Nu sidder jeg og skriver en leder på min lille ven i metroen 45 min inden deadline. Der er ikke plads til “hvad nu hvis” og “lad mig lige sove på det”. Det her er med 110 i timen, og det er pissefedt. Så hvor er vi heldige, at vi har muligheden for at opleve den her stejle læringskurve, og hvor er vi heldige, at der sker så meget, at vi kan glemme at skrive en leder.