Illustration: Agnes Rønberg
Debatten raser. Har #MeToo gjort mere skade end gavn? Er det en moderne heksejagt på mænd? Eller har krænkere bare aldrig mærket konsekvenser af egne handlinger?
Den verdenskendte, danske DNA-forsker Eske Willerslev tør ikke at lukke døren bag sig, når han mødes med en kvindelig studerende på sit kontor. Det er for stjernefotografen Jan Grarup slut med at ansætte kvinder i frygt for beskyldninger om krænkende adfærd.
Flere mænd har trukket offerkortet og udtalt, at det ikke længere er sikkert at flirte. Lad dem være bange. Lad dem føle sig usikre. Hvis det er vejen til at stoppe uønsket seksuelle tilnærmelser på arbejdet, studiet eller praktikpladsen. For med #MeToo har vi fået mænd, magtfulde mænd, der aldrig har mærket konsekvenserne af deres handlinger til at ryste i bukserne. Indtil videre har flere succesfulde mænd i mediebranchen mærket eftervirkningerne af #MeToo. Tidligere prisvindende DR-vært Mads Aagaard Danielsen, der blev fyret fra DR for seksuelle krænkelser, en tidligere DR-chef, der foreslog radiovært Maria Fantino at ’kneppe’ hans kæreste, mens han så på, tidligere overborgmester i København Frank Jensen, der har opført sig seksuelt grænseoverskridende overfor sine kollegaer og den nu tidligere TV2-vært Jes Dorph.
Jes Dorphs fyring fra TV2 har sat gang i en stor debat, om hvorvidt #MeToo skader mere, end det gavner, når det er hændelser, der er sket for lang tid siden, som får konsekvenser i dag. Men dengang for 20 år siden havde jeg, som kvinde men som snarligt praktikant, ikke haft modet til at råbe op om seksuelle krænkelser. Måske ville jeg ikke engang vide, at det var forkert, fordi jeg ikke havde et sprog for, hvad der var sket. Jeg havde været bange for ikke at blive taget seriøst – ikke bare for 20 år siden, men før #MeToo, der først rigtig rullede i Danmark, efter Sofie Linde fortalte sin historie i Operaen d. 26. August 2020.
I debatten om Jes Dorph er et argument, at der bør være en forældelsesfrist. Men hvis man ikke har kunnet tale om noget, som har gjort ondt helt ind i sjælen i 20 år i frygt for konsekvenser og nu øjner en mulighed for at blive lyttet til, ville du ikke også tage chancen? Ville du ikke også pege på den person, der fik dig til at føle dig lille og magtesløs? Ville du ikke tage magten tilbage? 20 år er allerede lang tid, men for kvinderne har det utvivlsomt føltes som en evighed.
Ingen mænd har nogensinde gjort noget grænseoverskridende mod en kvinde, men alle kvinder har oplevet en mand være grænseoverskridende. Kan du se problemet ved den ligning?. Jeg ved, at jeg kan fjerne en hånd fra mit bryst, røv, hofte eller ryg, jeg føler grænseoverskridende, og bede personen om at skrubbe af. Ja, selv min chef takket være de kvinder, der gik i spidsen for bevægelsen. Nu er en enkelt kvindes udmelding om sexisme på arbejdspladsen nok til, at der bliver gjort noget ved det. Det er ikke kun den ene kvinde, der står alene mod en magtfuld mand. Det er ikke ord mod ord. Det er ekkoet af tusinder af kvinder, der har oplevet det samme og talt åbent om det.
Lad være med at undervurdere jer selv, kære mænd. Er det virkelig så svært at aflæse kvinders reaktioner på jeres tilnærmelser? Er det så svært at vide, om man er grænseoverskridende? Med udsigt til snart at starte i praktik, er jeg i hvert fald glad for, at #metoo-debatten har raset og skabt en bevidsthed om ens handlinger og konsekvenser af dem. Jeg forstår, at man kan finde det forvirrende. Hvordan skal man agere som mand, hvis man ikke længere er prinsen på den hvide hest? Hvis kvinden ikke længere er objektet, man kan vinde? Hvad er kvinden så? Hvad med en respekteret allieret, hvad med en ven? Det er nemmere at dræbe en drage, når man er to end en. Og lige nu er dragen forklædt som sexisme.
Jeg kender ikke alle svarene, men jeg ved, at jeg har følt mig utryg før og haft svært ved at sige fra. Der er en tryghed i at vide, når jeg engang bliver journalistpraktikant på et medie, at jeg kan sige fra på stedet og ikke behøver at vente 20 år på min retfærdighed.