OPINION

Medierne er Andrew Tates forlængede arm, når de ukritisk belyser hans mandschauvinistiske retorik

Illustration: Mikkeline Stæhr

Internet-guruen Andrew Tate har det seneste år fyldt meget i mediebilledet. Det er problematisk, da medierne bliver en megafon for hans budskaber. Det paradoksale er, at det er et endnu større problem, hvis medierne trykker på slukknappen og helt undlader at skitsere hans budskaber.

“Jeg tror på, at kvinden tilhører manden”. Sådan lyder det fra den selverklærede mandschauvinist og provokatoriske internetpersonlighed Andrew Tate. 

Det er blot én af hans kontroversielle og misogyne ytringer, der har sat mit sind i kog. For Tate bliver både kritiseret og forgudet, men hvordan kan en person med voldsomt diskriminerende holdninger få så stor en plads i medierne? 

Til optagelsesprøven på journalistuddannelsen husker jeg, at jeg skrev en kommentar om problematikken ved, at medierne gang på gang bliver talerør for personer med en destruktiv agenda. Det er en person som Rasmus Paludan et pragteksemplar på. Alligevel sidder jeg nu knap et år efter og gør det selvsamme, som jeg dengang kritiserede – hvilket virker paradoksalt. Det skyldes, at min holdning til emnet er blevet mere nuanceret, for det er et vanskeligt dilemma. Kan man man tillade sig at tie, når der spredes gylle på sociale medier?

Andrew Tate er ikke længere på de sociale medier. Det skyldes, at hans udtalelser var så ekstreme, at samtlige medier har fjernet hans profiler. Dog er han så populær, at hans videoer fortsat florerer nu blot fra andre profiler. Hans budskaber spredes altså stadig på kryds og tværs. Tates videoer cirkulerer især rundt på TikTok, som her i Danmark har flest unge brugere. Netop det faktum gør problematikken endnu større, idet børn har sværere ved at filtrere forskellige informationer. Og netop digitaliseringens drivkraft, der suser afsted med en hastighed på 120 km/t gør, at de unges holdninger bliver dannet af, hvad de ser i medierne. 

Et hit blandt unge

Andrew Tates ekstreme udtalelser kan risikere at påvirke den nye generation af unge. Hvem ved, om det kommer til at afspejle sig i en kvindehadsk og diskriminerende retorik og væremåde? Allerede nu, hvor videoerne kun har floreret rundt i relativt kort tid, kan jeg se, at Tates budskaber har en effekt på unge drenge helt ned til 12-årsalderen. Det er ikke nødvendigvis, fordi disse drenge har optaget samme misogyne holdninger som Tate. Tværtimod benægter de fleste, at han besidder de holdninger. Hvis man tager de kritiske briller på over for dem, der har Tate som forbillede, bliver der ofte responderet med “Hvor mange lamborghinier har du?”, fordi Tate har 33 forskellige biler. Og det er jo bare en tydelig indikation på, at Tate er deres forbillede, fordi han er velhavende og succesfuld. 

Dét ændrer dog ikke på, at måden som han er blevet rig på, er kontroversiel: Webcam-piger. Meget tyder på, at Tate har startet sin forretning ved hjælp af menneskehandel, hvilket han lige nu sidder varetægtsfængslet for i Rumænien. Også anklager om voldtægt og oprettelse af en organiseret kriminel gruppe tilføjer lidt ekstra drys til problematikken: Tate har ikke kun kontroversielle holdninger – han er, sandsynligvis, også kriminel. 

Men ikke kun børn er inspireret af Tate. Også voksne mænd sætter ham på piedestalen. Det belyses blandt andet i dokumentaren “Andrew Tate – et farligt forbillede?”, hvor VICE-journalisten Matt Shea deltager i et arrangement med “The War Room”, som er en hær af Andrew Tate-fans fra hele verden. The War Room består af mænd, der er villige til at betale 5000 dollar for at være en del af Andrew Tates univers. Men også samtlige danske mænd er inspireret af Tate, og nogle er endda åbne omkring det – blandt andet tre danske mænd, der medvirker i artiklen: “Danske mænd fortæller, hvorfor de følger Andrew Tate” fra TV2. De fortæller, at de beundrer Tate blandt andet grundet hans mentalitet om, at man har ansvaret for sit eget liv, og at man må lave noget om, hvis man er utilfreds. Mændene påstår også, at Tates misogyne udtalelser er taget ud af kontekst, og at han slet ikke mener det på den måde, som der gives udtryk for i de korte klip, der florerer på TikTok. Lad mig hive et eksempel på en af mændenes udtalelser ind: “Vi hører ham sige, at mænd er over kvinder, men du kan også finde et klip, hvor han siger, at kvinder er noget af det mest prisværdige på planeten, fordi de føder børn”. Det, der dog ikke bliver oplyst, er, at Tate gentagne gange har sagt, at kvinder er selvoptagede og dumme, hvis de ikke ønsker at få børn. I mine ører er der en klang af, at kvinder, i Tates optik, skal føde mænds børn, mere end det vidner om, at han synes kvinder er stærke, fordi de kan føde børn. 

Et tab for ligestillingen

Problematikken ligger dog ikke kun hos dem, der har Andrew Tate som rollemodel.  Den ligger også hos de medier, der dækker Tate, og som indirekte bliver en buldrende megafon for hans budskaber. Det er naturligvis vanskeligt, da man som journalist er underlagt bestemte kriterier, der gør, at man bliver nødt til at give diverse personer opmærksomhed – og det er på trods af kontroversielle udtalelser. Der er dog få medier i Danmark, der jævnligt dækker Tate, og endnu færre, der dækker ham med en kritisk tilgang. Ergo er der ikke mange artikler at opsnuse, som rent faktisk advarer mod ham og den gennemslagskraft, han har blandt unge. Og det er egentligt her, at det største problem ligger. For hvis ikke medierne går kritisk til værks, hvordan skal vi så nogensinde kunne bekæmpe Andrew Tates destruktive retorik? Og stiller det ikke yderligere den journalistiske rolle til debat? For en af journalistens vigtigste roller er jo netop at agere kritisk vagthund. 

Generelt mener jeg, at Tates retorik er et skridt tilbage i ligestillingskampen. 

Måske bemærkes det ikke lige nu, men hvis vores fremtidige generation vokser op med denne slags retorik, er sandsynligheden for, at de kommer til at optage disse holdninger, meget stor. I min optik er det enormt vigtigt, at de store, etablerede medier tager teten nu og oplyser folk om, hvilke konsekvenser Andrew Tates retorik skaber. Medierne bør være forpligtet til at gå langt mere kritisk til værks, hvad angår personer som Andrew Tate. Journalisterne er nødt til at påtage sig et ansvar og advare den gængse befolkning, heriblandt forældre, om denne destruktive adfærd – og det er inden, internetfænomenet, Andrew Tate, får spredt mere gylle omkring sig.