En rapport fra forskningscentret VIVE viser, at 75 pct. af artikler omhandlende social- og sundhedsområdet er vinklet i en negativ retning. Forsker og projektleder bag rapporten Heidi Hesselberg Lauritzen mener, at det skader fagets image og forværrer rekrutteringsproblemer.
Social- og sundhedsområdet er presset på medarbejdere. Sundhedsvæsenet og ældreplejen kan risikere at mangle op mod 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2030, hvis der ikke er flere, der uddanner sig inden for feltet. Kommunernes Landsforening kalder rekrutteringsproblemerne for ’den klart største personaleudfordring i velfærdssamfundet.’
En ny rapport fra VIVE, som er sat i gang af Sundhedsstyrelsen, har undersøgt sundhedsfagenes image. Rapporten konkluderer, at det dominerende negative image af social- og sundhedsmedarbejdere og deres arbejdsforhold påvirker rekrutteringen i en negativ retning. Heidi Hesselberg Lauritzen fortæller, at tre ud af fire artikler om social- og sundhedsmedarbejdere har en negativ eller kritisk vinkling på enten medarbejderne eller arbejdsforholdene. Hun mener, at medierne har et medansvar i den dårlige rekruttering.
»Medierne er jo en statsmagt og en samfunds-oplysende institution i sig selv, så på den måde er det bekymrende, hvis medierne kun udlægger et område på en bestemt måde.«
Udover de negative vinklinger i medierne viser rapporten, at der er en generel misinformation om social- og sundhedsuddannelserne og de efterfølgende arbejdsopgaver. Det er blandt andet, at den brede befolkning tror, at det primært er plejeopgaver, man som færdiguddannet varetager, og at social- og sundhedsuddannelser er den sidste udvej, hvis ens karakterer ikke er gode nok. Heidi Hesselberg Lauritzen fortæller, at misinformationen er væsentlig i diskussionen om dårlig rekruttering i sundhedsfagene.
»Medierne har et medansvar som en folkeoplysning at fortælle, hvad det egentlig er, det går ud på, når man arbejder som social- og sundhedsassistent og medhjælper. Det er ikke kun at gå ud og skifte en ble, det kræver faktisk en vis faglighed og nogle særlige kompetencer.«
Lars Iggum Rasmussen er Politikens sundhedsredaktør. Han mener ikke, at det er mediernes job at tale professioner frem. De skal i stedet belyse det, der ikke fungerer.
»Nyhedsjournalistikken er kendetegnet ved at fokusere på det, der ikke fungerer. Vi skriver ikke når operationen er vellykket, vi skriver, når den er mislykket.«
Klichéer og vinklinger på pressede arbejdsforhold skræmmer mulige rekrutteringer
I rapporten bliver det klargjort, at de negative vinklinger også kommer af et bestemt sprogbrug om erhvervet – for eksempel klicheer om ’at der mangler hænder’, at der er ’medarbejderflugt’, og at de er under ’tidspres’. Det pointeres, at det store fokus på de udfordrede arbejdsforhold skræmmer ellers mulige rekrutteringer og studiesøgende, fordi de ikke vil uddanne sig til et job, som er præget af strukturelle problematikker og dårlig omtale.
Pernille Mørch Kristensen, som er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent i Aalborg, kan nikke genkendende til, at det, man hører i medierne, kan skræmme nogle væk fra uddannelser som social- og sundhedsassistent eller hjælper. Hun fortæller, at mediernes udgangspunkt ofte er enkeltstående dårlige historier om pleje, der er udført dårligt. Hun mener også, at medierne ikke viser de faglærtes egentlige arbejde, og at mange får en opfattelse af, at social- og sundhedsjobs primært består af plejeopgaver som at ”tørre røv”. Det gør, at hun ofte skal forsvare, hvad hun uddanner sig til.
»Jeg er ikke så glad for at sige, hvad jeg uddanner mig til. Det undgår jeg helst. Det er ligesom om, at når man skal sige det, så skal man forsvare det og sige, at man ikke bare tørrer røv hver dag.«
Det er et gennemgående eksempel i rapporten, at social- og sundhedsmedarbejdere bliver set som nogle, ’der bare tørrer røv’, og at det ikke er prestigefyldt at tage uddannelsen.
Journalisters sprogbrug og klichéer spiller ind i den negative mediedækning
I rapporten bliver den generelle snak om erhvervet gennem klichéer og fordomme problematiseret. Heidi Hesselberg Lauritsen nævner, at det implicit kan komme til at underkende de faglærtes kompetencer. Det svarer hun på, når hun bliver spurgt ind til, om talemåden ’at der mangler hænder’, kan risikere at reducere de faglærte til udelukkende at være ’hænder’ – altså at alle kan gøre arbejdet.
»Ja, vi mangler ikke hænder, vi mangler hoveder, og det er de rette hoveder. Vi kan jo sagtens gå ud og finde nogle hænder, men hvis ikke medarbejderne har de rette kompetencer eller kvalifikationer, så har det kæmpe konsekvenser for den måde, man for eksempel leverer ældrepleje på eller sundhedspleje.«
Lars Iggum Rasmussen mener modsat Heidi Hesselberg Lauritsen ikke, at medierne har et ansvar for at tale erhvervet eller sundhedsvæsenet op gennem sprogbrug og positive vinklinger. Han forklarer, at klichéer som ’der mangler hænder’ ofte blot er et forsøg på at gøre sproget mere levende.
Han slutter af med at kommentere, at problemstillingen om konsekvent at belyse sager med en negativ lygte er en del af en journalistisk debat om konstruktiv journalistik, der lægger mere afstand til nyhedskriterier som sensation og konflikt.
»Det er en interessant journalistisk debat om negativ versus positiv vinkling. Nyhedsjournalistikken ønsker at diskutere problematiske forhold, og det kan jo give en opfattelse af, at alt går helt forfærdeligt, selvom det måske kun er et hjørne af sundhedssystemet, som ikke fungerer.«
Han slår dog fast, at det ikke er mediernes opgave at tale en faggruppes faglighed frem eller tilbage, men at beskrive og kritisere det samfund, vi har.