ARKIV

Med på Touren

Der er 12 millioner tilskuere langs Tour de France. De venter i gennemsnit syv timer på at få et glimt af de tætsiddende dragter og spindende dæk, der suser forbi. Men hvad får de, som vi 260.000 danske seere bag skærmen ikke får. En drikkedunk? 

Hollandske nummerplader, amerikanske nummerplader og danske nummerplader holder som karavaner på begge sider af den spejlende vej. Forskellige nummerplader, forskelligt sprog, men børnenes spørgsmål er de samme, hvornår kommer de, hvornår kommer feltet? 

En dag langs landevejen
Det er den 20. juli 2004, 15. etape i Tour de France og første dag i alperne. Første dag i alperne og alligevel kun én dag før Lance Armstrong sætter tidsrekord på Alpe d’Huez og afgør Tour de France 2004. Foran venter der 180,5 kilometer steghed asfalt mellem Valréas og Villard-de-Lans, syv kategoriserede stigninger og en hård dag for de tunge landevejsryttere. 

Parkerede biler så langt øjet rækker læner sig ud over kanten mod de stenede solmodne abrikosmarker. To dæk på den steghede nylagte asfalt. To dæk i den stenkrakkelerede grøft. 

De har dørene slået ud som vinger og bagagesmække slået op som parasoller. 

Én 1664 bliver åbnet, og kapslens svup blander sig med kommenterende radiostemmer, der i forskellige tonelejer alle fortæller om det, der lige nu udspiller sig ikke langt fra de tørre abrikosmarker. Starten er gået. 

Når ventetid er radiotid
Klokken er lidt i 12:00, og min far skruer op for radioen i den gamle Peugeot 307, der nu snart har kørt distancen Danmark-Cote d’Azur tur – retur for tredje år i streg. 

Franske kommentering, huj, båt, sus fra propeller, klingende klokker og en metallisk klang fra oppustelige rør strømmer ud af Peugeotens højtalere. Højtalere, der ellers kun har spillet Svedbanken og Søren Kragh Jakobsen de sidste to uger, og til lyden af båt og huj synker jeg ned i campingstolen.

Følger med på medhør
Min far har ringet min onkel op, og gennem telefonens højtaler hører jeg, Jørgen Leth og Thomas Kristensen danske stigende stemmer kommentere, hvordan starten går, første stigning nærmer sig, og feltet fordeler sig på landevejen. Jeg er som bundet til min fars spritnye Nokia. Første udbrud, ni afsted, andet udbrud, seks mere med. Femten på vej mod vores bilkaravane. Én dansker, Michael Rasmussen, er med i udbruddet.

Nedsunket ser jeg fra min campingstol, hvordan folk begynder at flokkes, der hvor asfalt møder grøftekanten. Jeg ser, hvordan de finder larm frem, spreder flag ud og mødre slår arme ned som vejbomme foran deres børns bryst. 

Helikoptere, biler, motorcykler og skrattende radioer nærmer sig, jeg lægger mobilen fra mig, i det der lyder:”Og så begynder tredje stigning så småt op af smukke Col des Limouches med solorange abrikoser på siderne, sikke et syn de må have fra sadlen”.  

Syv timers venten for to sekunders cykelbuks
Det varer to sekunder.  Lidt senere varer det to minutter og så det slut. På de to minutter og to sekunder, afbrudt af pause, ser jeg kun farver, der flytter sig, hjul der snurrer og drikkedunke der svæver ned langs jorden og lander under bilerne i karavanen. Som på billeder med langlukketid blender farverne sammen og danner en farvestreg, der gør det umuligt at skille cykel fra rytter. 

Skuffet, som da jeg hørte Jørgen Leth ikke længere skulle kommentere Tour de France. 

Jeg har ikke stået langs vejkanten og set Tour de France siden dengang i 2004. Jeg gider ikke. Jeg vil hører det. Jeg vil høre råbene, de klappende hænder, klingende belgiske bjælder og danske båthorn i mere end to minutter. Jeg vil være med hele vejen.  Jeg vil fornemme rytternes pinsler gennem kommentatorernes baggrundsviden og se landskabet gennem adjektiver, mens jeg har lukkede øjne. Det er dét sportskommentering og -journalistik kan, det kan tage os med på hele Touren. 

Tilbage ved bilen bliver døre lukket, bagageparasoller slået ned og radioer skruet op. Min onkel har lagt på, løbet er kørt og vi har nu nøjagtigt én time til at nå tilbage til campingpladsen og se rytterne komme i mål. Så mens Touren forsætter over bjerget, bryder karavanen lige så stille op.