Man kan ikke nævne dygtige danske journalister uden at komme omkring Ulla Terkelsen. Kvinden med de mange tørklæder der har været med fra start, kvinden der har rapporteret fra stort set alle verdens brændpunkter og kvinden, jeg ville ønske kunne lære mig alt hvad hun ved.
Ulla Terkelsen blev født den 15. maj 1944 i Aarhus. Hun startede som jurastuderende ved Aarhus Universitet, men skiftede senere hen retning og uddannede sig til journalist ved Danmarks Journalisthøjskole og dagbladet Demokraten i Aarhus. Dette kombinerede hun med et uddannelsesophold ved Warszawa Universitet i Polen.
I 20 år med start i 1967, arbejdede hun som journalist og korrespondent i København, London og Washington blandt andet for Danmarks Radio. Herefter blev hun nyhedschef for TV 2 Danmark.
Ulla Terkelsen er kendt for sit skarpe sind, sine rappe kommentarer, sit overdådige overblik over det brede nyhedsbillede og sine mange ophold som korrespondent i udlandet. Ulla Terkelsen har arbejdet som international korrespondent i blandt andet Bruxelles, Berlin, London og Kabul i Afghanistan.
Hun har arbejdet tæt med nogle af Danmarks dygtigste journalister og kunstnere og har i årevis været et yderst kendt ansigt på den danske sendeflade. Derudover genkender vi stort set alle hendes stemme som kommentator på diverse begivenheder med Danmarks Kongehus involveret.
Ulla Terkelsen med åbne arme og åbent sind
Fredag den 19. april tager jeg en tur til TV 2 på Teglholmen i Sydhavnen i København for at møde den danske journalistdronning, som, langt om længe, har svaret på min e-mail og bekræftet tid og sted for et kort interview.
Da jeg, med en klump i halsen, går gennem glasdørene på TV 2, skimter jeg med det samme Ulla Terkelsen siddende i en sofa på den anden side af glasset. Hun er iført en pudderrosa jakke, en lys skjorte og dertil en form for holografisk bæltetaske. Hendes hår falder præcis som det skal og hendes makeup er spot on. Hold kæft, hvor er hun tjekket, tænker jeg.
Hun rejser sig, tager imod mig med åbne arme og byder mig straks på en kop kaffe fra en af TV 2’s støjende kaffemaskiner. Jeg får hende mic’et op og straks efter går interviewet i gang, da det er tydeligt at mærke på Ulla Terkelsen, at hun er en yderst travl og ambitiøs kvinde.
»Det var en tilfældighed, at jeg blev journalist. Det var fordi, jeg var i Polen på et studieophold med min daværende mand. Og da vi kom tilbage, blev vi interviewet til lokalavisen, Demokraten, om hvordan det var at bo i Polen, fordi det var mens der var jerntæppe, så det var yderst sjældent, at der var nogen, der havde boet og studeret øst for jerntæppet. Hende, der interviewede os, spurgte: Hvad skal du så lave nu? Og jeg svarede, at det vidste jeg egentlig ikke, og så sagde hun, hvad med det her – altså journalistik? Og så sagde jeg, jamen det kunne være sjovt. Og så blev jeg ellers ansat der som journalistelev.«
Ulla Terkelsen fortæller, at hun som sådan ikke har haft ét forbillede eller én mentor, når det kommer til journalistik, men nævner, at alle hendes kolleger gennem tiden har været yderst dygtige.
»Jeg lærte absolut mest ved mesterlæren, end jeg gjorde på Journalisthøjskolen. Jeg lærte meget mere ved at være journalist i praksis,« fortæller hun.
Ulla Terkelsen har ikke kun dækket diverse krigsbegivenheder, men har, i sine unge dage, også haft stor betydning inden for dækningen af kulturjournalistik blandt andet i London. Her nød hun at dække rock- og popmusik-scenen og nævner derudover swinging London i et virvar af miniskørter, dans, teater og farverige cocktails.
Borgerkrigen i Nordirland satte skub i Ulla Terkelsens lærdom, og her fik hun for alvor prøvet kræfter med journalistikken – både dens udfordringer og dens mange lærerige aspekter. Borgerkrigen i Irland var som sådan ikke så stor en krig, at den blev til en verdenskrig, men det var bestemt en intens borgerkrig, fortæller Ulla Terkelsen.
»Der lærte jeg virkelig, hvordan det var at være udenrigsjournalist – også fordi vi ikke var så mange dengang. Der var jo ikke så mange danske udenrigsjournalister tilbage i 60’erne.«
Jeg tænker på, hvordan det mon har været at være ung i 60’erne. Gid det var mig. Jeg er imponeret over, hvordan man i så tidlig en alder og som helt grøn i branchen, formår at nå så langt ud over stepperne og blive sendt på ligefrem verdensomspændende opgaver. Ulla Terkelsen lægger vægt på, at man kan, hvad man vil, at man skal være snild, omkringfarende og den første på pletten. Det er et godt udgangspunkt. Jeg ser mig selv i de ting, hun siger. Nok mest fordi jeg rigtig gerne vil se mig selv i dem og dernæst fordi, Ulla Terkelsen, om nogen, intimiderer mig.
Mediebranchens mange forandringer
Ulla Terkelsen startede sin karriere den 1. april 1964 – det er lige præcis 60 år og otte dage siden på dagen for interviewet. Dengang der udelukkende var aviser og ugeblade. Dengang radio og TV var statsdrevet og hvor der kun var én – max to – kanaler i hvert land. Ulla Terkelsen nævner, hvordan vi i dag har nyheder på stort set alle platforme. Hun nævner i flæng Twitter (X), YouTube, Zetland, Instagram og pointerer det enorme udbud af journalistiske platforme.
Mange papiraviser er i dag forsvundet og Ulla Terkelsen og jeg bliver hurtigt enige om, at det vel nok er en skam. I dag får de fleste unge deres nyheder fra diverse podcasts og stort set alle online-aviser, som for eksempel Politiken, tilbyder servicen at få en AI-genereret stemme til at læse samtlige artikler op, hvis dette ønskes.
Jeg nævner begreberne ChatGPT, AI og kunstig intelligens og Ulla Terkelsen griber spørgsmålet og sender det fluks tilbage med en »det ved du mere om, end jeg gør«-agtig attitude.
»Jeg tror, at man selvfølgelig skal være meget forsigtig med at være opmærksom på disse oplagte farer, som det indebærer,« siger hun, tager en tår af sin kaffe og fortsætter:
»På den anden side, inden vi helt fortvivler, så kan man sige, at det gør også, at de der gammeldags medier på mange måder bliver mere populære. På den måde, at de er mere troværdige. Altså, hvis der er sker et eller andet voldsomt, så tror jeg stadigvæk, at de fleste mennesker hellere vil hen og se, hvad man ser i Danmarks Radio, hvad man ser på TV2 News eller hvad, der står i et af de danske dagblade eller et af de store internationale dagblade, frem for at gå ind og finde et eller andet totalt ukendt på telefonen og så tro på, at det er det, der passer, ikke?
Jeg tror i længden, at det vil styrke de gammeldags mediers sandfærdighed. Det er dem, du tyer til, hvis du pludselig hører, at der er kommet krig, så tror jeg, man vil gå hen og høre på enten Danmarks Radio eller TV 2. Man vil ikke tro det, fordi man har læst det på en telefon, så derfor er det altså både godt og ondt.«
Hun giver udtryk for, at mediebilledet er helt anderledes end det var engang, og sådan skal det også være. Man må ikke være sur over, at tingene ændrer sig, siger hun, og jeg giver hende ret – alt andet ville være mærkeligt. Dernæst pointerer hun, at hun ikke ved, hvad kunstig intelligens og den slags skal have af betydning for mediebranchen og dens jobmuligheder. Det må være min generation, der finder ud af det, fastslår hun.
Det gyldne råd
Ulla Terkelsens bedste råd til os unge journalistaspiranter er at være åbne af sind og interesserede i, hvad der foregår rundt omkring i verden – indland såvel som udland. Vi skal være bevidste omkring grundig research og være gode til at orientere os, inden vi får en historie sendt i trykken.
»Jeg synes, at et meget vigtigt råd er at lære så mange sprog som muligt. Der er mange unge, der kun kan engelsk. Altså, det er godt, at du kan tale med en universitetsprofessor i Tyskland eller Frankrig, der kan engelsk. Men hvis du vil tale med almindelige mennesker – dem der taler tysk, fransk og italiensk og sådan noget – så skal du kunne deres sprog – så mange sprog som muligt. Jeg synes, der er noget meget besynderligt i, at vi har et Europa, som rykker hurtigt med, og så er der så få unge mennesker i Europa i dag, i hvert fald i Danmark, der taler bare tysk og fransk. Det synes jeg er en meget, meget stor fejl,« fastslår hun og afrunder sit svar.
Jeg synes, Ulla Terkelsen har fat i den lange ende, når hun giver udtryk for, at journalistikken bliver for elitær, hvis kommunikationen kun foregår mellem journalist og ekspert – så bliver det »eliterne«, der taler sammen. At tage ud og tale med borgerne – med folket – fungerer langt bedre, hvis man taler samme sprog. En tysker, der ikke taler engelsk, men bliver interviewet på engelsk, bliver langt mere primitiv at høre på. Samtalen bliver gebrokken, og det er synd og skam.
Lige for tiden
Den 9. juni skal vi stemme til Europa-Parlamentsvalget. Det er spændende, hvad der kommer til at ske, da Europa i øjeblikket ligger i en vældig højredrejning – altså er nationalisterne virkelig kommet på banen. I Frankrig er det Marine Le Pen, i Italien er det partiet, der nedstammer fra fascistpartiet, der sidder på magten, og i Tyskland har vi Alternative für Deutschland – altså bliver det yderst interessant at se, hvordan det afspejler sig ved det europæiske valg. Også her er Ulla Terkelsen på pletten i et tæt samarbejde med TV 2.
Den grønne omstilling har også stor betydning for, hvor vi befinder os i dag. Ulla fortæller, hvordan det er et stort problem for økonomisk belastede mennesker at tilpasse sig og gå all in på grøn, hvilket hun mener, også får en stor betydning for, hvor folk sætter deres kryds til Europa-Parlamentsvalget.
»Der er en vældig folkelig modvilje mod det grønne, da det er for dyrt. Og derfor er sådan noget som det grønne og indvandrerspørgsmålet to knaster – to knudepunkter. Sådan noget skal dækkes meget omhyggeligt. Ikke ved at blive forskrækket, men ved at finde ud af, hvorfor det er så vigtigt. Det er selvfølgelig fordi parlamentet i EU, som sidder henholdsvis i Bruxelles og Strasbourg – det er jo begrænset, hvad de har af magt og indflydelse. Men det kan betyde noget for den grønne agenda, hvor meget man sætter af til det. Det kan betyde noget på flygtningepolitikken, og så kan det betyde noget i forhold til Rusland,« siger hun.
Det journalistiske niveau
Jeg spørger Ulla Terkelsen, hvad hun tænker om niveauet på dansk journalistik i dag, kontra dengang hun startede og selv var våd bag ørerne inden for faget.
»Jeg synes, dansk journalistik er godt, jeg synes danske aviser er gode og jeg sammenligner dem gerne med en masse udenlandske aviser, jeg læser.
Jeg synes der er et godt niveau. Jeg synes sommetider, der er en tendens i nogle af dagbladene til at skrive meget, meget langt. Altså jeg kan godt forstå, at artiklerne i Weekendavisen er lange, for det er meningen, at man skal læse dem i weekenden. Men jeg synes sommetider, altså hvis du tager for eksempel aviser som Politiken, at det er nogle meget, meget lange artikler,« fortæller hun.
Ligeledes fortæller hun, at hun synes, at amerikanske nyheder fylder for meget. Hun påpeger, at det selvfølgelig, i øjeblikket, har noget med det amerikanske valg at gøre – og at Trump derudover fylder en hel del i det danske mediebillede.
»Men altså, der er sådan nogle situationer, hvis for eksempel, der er oversvømmelser i Amerika, så er det, som om der også er oversvømmelser her hos os,« siger hun og fortsætter:
»Jeg synes, det er som om, Danmark er en amerikansk delstat – det er det jo altså ikke. Der er en utrolig tung vægtning af det amerikanske stof,« fortæller hun afslutningsvis.
Uundværlige Ulla
Ulla Terkelsen er ganske ydmyg som person, trods den store indflydelse hun har haft på mediebilledet gennem mange år. Hun nævner dog de begivenheder, der gennem tiden har påvirket hende mest, og som hun er rystet såvel som glad for at have været en del af. Hun nævner borgerkrigen i Nordirland, Berlinmurens fald i 1989 og 11. september 2001.
Undervejs tager jeg noter på min lille notesblok og Ulla Terkelsen påtaler straks mine, hvad jeg synes er nogle værre, kragetæer:
»Du har vel nok en interessant skrift. Lige når man læser det herfra på hovedet, så er det nærmest, som om det sådan er en orientalsk skrift. Kan du godt se det? Det er lidt thailandsk eller sådan noget.«
Vi griner begge to og jeg mærker så småt, at interviewet nok er ved at nå sin ende.
»Jeg synes, at jeg har haft et fantastisk journalistliv, og har det stadigvæk. Jeg er meget glad for at være journalist. Det, der interesserer mig, er det, jeg arbejder med, og det er jo i sig selv en stor lykke,« siger hun, og jeg bliver helt rørt – jeg vil, ligesom så mange andre, være Ulla Terkelsen, når jeg bliver stor.
Hun nævner, at folk på gaden gerne vil snakke med hende og tage en selfie, som hun siger – det har hun, som oftest, ikke noget imod. Jeg tør ikke spørge, men beder hende i stedet om at signere mit eksemplar af hendes bog, Vi kan sove i flyvemaskinen, fra 2017.
Et skarpt hjørne
Afrundingsvist ønsker jeg, på forhånd, Ulla Terkelsen tillykke med fødselsdagen. Hun fylder nemlig 80 den 15. maj i år og udgiver i den forbindelse en ny bog, som jeg ser meget frem til at læse.
Jeg spørger hende, helt cliché, hvad hun tænker om at fylde 80.
»Joken er selvfølgelig, at det er bedre end alternativet. Fordi der er mange, der er døde, mange der ikke når at blive 80. Jeg ved godt, at jeg er gammel nu, og jeg er også blevet svagere. Jeg arbejder ikke nær så meget, som jeg gjorde før. Jeg bliver fysisk mere træt. Jeg bliver ikke intellektuelt mere træt, synes jeg. Jeg render dog ikke så meget rundt længere – jeg er mere i studiet og så skriver jeg jo bøger,« fortæller hun og smiler.
Ulla Terkelsens seneste bog, I Min Tid, udkom på selve fødselsdagen den 15. maj og ligeledes udkom dokumentarprogrammet, 80 År Som Ulla Terkelsen, på TV 2 og kan nu streames på TV 2 Play.
Ulla Terkelsen låner til slut min kuglepen og skriver, med blokbogstaver, i min bog: KÆRE MIA. HELD OG LYKKE MED JOURNALISTIKKEN. Signeret: ULLA TERKELSEN.
Den bog er jeg glad for.
Ulla Terkelsen er og bliver en markant skikkelse i dansk journalistik, kendt for sin dybdegående dækning af komplekse internationale emner og for sin dedikation til at bringe nyheder fra verdens brændpunkter. Hendes karriere er et vidnesbyrd om hendes mod, integritet og passion for journalistik, og jeg er mere end beæret over at have mødt hende og dermed fået muligheden for dette skriv.