VERDEN

Med glimmer som våben og alt på spil kæmper de for klimaet

Hvor meget vil aktivister ofre for klimaet? Det var det helt store spørgsmål, da 600 aktivister valgte at begå civil ulydighed til en demonstration i den tyske by Lützerath. Deres handlinger kan nemlig få konsekvenser for dem selv. LIXEN rapporterer fra et af klimakampens epicentre.

Et mønster af mikroskopiske hudflager danner sig på deres håndflader. De tre piger sidder hver med deres sikkerhedsnål og hiver med kirurgisk forsigtighed det øverste hudlag af. Når hver en hudflage er vendt, smører de hænderne ind i superlim, og så skal der glimmer på. De kigger op og smiler, da de forklarer det med glimmeret, der egentlig kun er til for øjets skyld. Det er superlimen og de optrevlede håndflader, som skal gøre det tæt på umuligt for politiet at tage deres fingeraftryk, når de i morgen skal på aktion for klimaet.

Jeg er taget til den lille vesttyske landsby Lützerath sammen med flere hundrede klimaaktivister. De er kommet fra hele Tyskland for at vise deres utilfredshed med planerne om udvidelsen af brunkulminen Garzweiler II. Hvis projektet fuldføres vil Tyskland ikke overholde sin del af Parisaftalen. Lützerath er 1,5-graders grænsen.

Engang havde byen omkring 90 indbyggerne, men de seneste par år har næsten alle solgt deres hus til det tyske energiselskab RWE. For under byen ligger guld, brunt guld. Lützi, som byen bliver kaldt af de lokale, skal falde, så RWE kan udvide Garzweiler II.

Eckhardt Heukamp, en af byens beboere, er stædigt blevet tilbage. Og han har hentet forstærkninger. I centrum af spøgelsesbyen på Heukamps grund lever en aktivistisk utopi. Klimaaktivister, antifacister og anarkister har bygget en lejr med telte på jorden og huse i træerne.

Søndagen den 31. oktober har aktivisterne planlagt en demonstration. Den officielle plan er at marchere gennem landsbyen og rundt om mineområdet. Men jeg bliver gjort opmærksom på, at der også er en uofficiel plan. Klimaprotestbevægelsen Ende Gelände vil ikke bare marchere rundt om minen. De vil ind.

En drømmer

»Diego.«

Jeg bliver overrasket, da han siger sit borgerlige navn. De fleste introducerer sig med deres selvopfundne aktivistnavne, så navne som Boffer og Indigo er begyndt at lyde normale for mig. Aktivisterne bruger dem i lejren for at beskytte deres identitet og skjule den for politiet.

Lige nu prøver den 34-årige Diego livet af som aktivist på fuld tid. Det er en typisk karrierevej i lejren, og det kommer heller ikke som en overraskelse, at han selv er endt der.

»Da jeg var 16 år, kaldte mine venner mig for en drømmer eller en utopist.«

Utopisten, som oprindeligt er fra Venezuela, har taget den syv-timers køretur fra Berlin til Lützerath, fordi han ikke vil acceptere, at byen skal lide samme skæbne, som mange af de andre landsbyer i området har.

»Det, som er vigtigt for mig, er at forsvare det her sted. Lidt à la Hong Kong.«

Som erstatning for glimmer har aktivisten dækket sine hænder med noget, der ligner savsmuld

Syv dage i arrest

Løst oversat betyder Ende Gelände ‘ikke længere’ eller ‘absolut færdig’. Tålmodigheden over for politikere og virksomheder er sluppet op, og derfor indgår civil ulydighed ofte i deres aktioner. De har tidligere trængt ind på byggepladser for motorvejsudvidelser i protest mod byggeriet. Aktionerne er tænkt som fredelige, men det sker, at det udvikler sig til konfrontationer med politiet.

Lützerath ligger i Nordrhein-Westfalen – en delstat berygtet for sin lovgivning, der skal kontrollere aktivister. I takt med at aktivisterne finder på nye måder at lave aktioner på, finder lovgiverne på nye straffe. De fleste aktivister, der deltager i Ende Gelände-aktionen, vælger ikke at opgive deres identitet, fordi de ikke ønsker at komme i politiets register og betale en bøde – til gengæld kan de i Nordrhein-Westfalen komme op til syv dage i gesa. Gesa er det ord, aktivisterne bruger, når de taler om arresten.

Møde i bezugsgruppe

Det er kun en håndfuld personer fra Ende Gelände, som ved, hvad der skal til ske til søndagens aktion, og de holder tæt med den information. Derfor organiserer man sig i en bezugsgruppe, en form for deling, for at lave aftaler.

Jeg havner i en bezugsgruppe med Diego og syv andre aktivister. Sammen skal gruppen komme frem til, hvor meget de har lyst til at involvere sig i Ende Geländes aktion.

Jeg får hurtigt øje på hans blå og hvide Quicksilver jakke, der lyser op i mørket. Diego står klokken 19, som aftalt, i madkøen og venter på os. Og på anden portion af aftensmaden.

I ly for regnen, under de høje træer og mellem to biler, holder vi mødet. Én er utryg, fordi det ikke er blevet udmeldt, hvordan aktionen skal ende. En anden er bekymret for, at aktionen kan have konsekvenser for hendes fremtid, hvis hun skulle blive taget af politiet. De siger, at de ikke vil deltage i aktionen, og flere stemmer i. Diego og én anden må finde en ny bezugsgruppe.

Oktoberkulden er nået ind under jakkerne. Diego og tre andre fra gruppen henter øl, og vi sætter os på en pallebænk ved lejrens eneste bål, som omkring 15 andre personer også har fundet vej til. Gennem en krypteret beskedtjeneste arrangerer Diego endnu et møde. Denne gang med sin nye bezugsgruppe, og på dagsordenen står der ID. Skal det med i lommen eller bliver det hjemme i teltet?

»Hvis de (systemet, red.) vil gøre mig til en kriminel, så skal jeg fucking vise dem, at jeg er en kriminel,« udbryder Diego pludseligt.

Men beslutningen er ikke taget. Diegos forældre bor stadig i hjemlandet Venezuela, hvor den økonomiske situation er ved at rive tæppet væk under familien. Den første tirsdag eller onsdag i måneden sender Diego derfor amerikanske dollars til sine forældre. Hvis han sidder i arresten, kan han ikke sende pengene, og hvis han ikke sender dem, er der ingen, der gør.

»Jeg skal vurdere, om det er det værd, at jeg gør det nu, eller om det bare bliver en symbolsk ting. Måske ændrer jeg min mening i morgen.«

Aktionen

Det er ved et tilfælde, at jeg finder Diego den næste dag. Han har smidt sin jakke og trukket i Ende Geländes hvide uniformering. Over munden og næsen har han viklet et tørklæde rundt, så man kun kan se de kulsorte øjne. Han småsnakker kort med sin sidekammerat, men ellers trasker bezugsgruppen i stilhed på række. Jeg lægger mærke til hans fingerspidser. De er dækket af lyserødt glimmer.

»Keep it in the ground, just leave it in the ground,« råber de 600 aktivister fra Ende Gelände fraktionen.

Vi har gået sådan her i en times tid. Det flade landskab strækker sig så langt øjet rækker. Og længere end det. Alle indgange til minen er blokeret af en håndfuld fuldt armerede politibetjente.

Jeg ser ikke tegnet, men jeg ved, at det er blevet givet, for pludselig spreder der sig en uro. I et vejsving løsriver den hvide masse sig fra demonstrationen og løber ind på mineområdet. Betjentene, som står ved indgangen, træder til side og lade aktivisterne passere. Men politiet er klar, og omkring en halv time efter tæller jeg 19 politibusser, som har kurs mod de hvide silhuetter. Et sted iblandt dem løber en utopist med lyserøde fingerspidser.

Aktionen varer et par timer, og politiet lader Diego og de fleste aktivister forlade området uden krav om ID. Der var dog nogle, som blev arresteret. 

Men arbejdet er ikke færdigt for Ende Gelände. Lützeraths sidse beboer, Eckhardt Heukamp, venter på domstolenes afgørelse for at kunne beholde sin grund i byen, og det betyder, at aktivisterne vil fortsætte med at kæmpe til den bitre ende.