OPINION

MeToo debatten har gjort journalister til jagthunde i stedet for vagthunde

Onsdag d. 21. oktober skrev politisk ordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen et opslag på Facebook, at han var blevet kontaktet af Ekstra Bladet, som ville bringe en artikel om, at han for 20 år siden havde haft et engangsforhold til en 15-årig pige. En pige, som han havde været lærervikar for på en folkeskole tilbage i 2001. Nu 20 år efter havde Ekstra Bladet fået nys om sagen og valgte at kontakte Jesper Petersen for at fortælle ham, at de havde tænkt sig at bringe historien på deres hjemmeside.
Selv mente Jesper Petersen, at Ekstra Bladet ville bringe en artikel, der bragte detaljer, som ikke beskrev episoden korrekt. Da Facebook-opdateringen var blevet offentliggjort, afviste chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen, at mediet ville bringe historien: ”Der kommer ikke en historie i Ekstra Bladet om, hvad du foretog dig som lærervikar i Sønderborg. Selvom detaljerne ikke er helt, som du beskriver, så er det 20 år siden og derfor en sag, som er alt for gammel til at blive læst ind i den nuværende krænkelsesdebat”.

Dette blev bragt op i Presselogen på TV2 News, hvor Poul Madsen var inde og forsvarer Ekstra Bladets håndtering af sagen. Blandt andet var landets tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen med og udtalte, at han syntes, det var ulækkert og skammeligt, at Ekstra Bladet ikke kontaktede Jesper Petersen, så snart de vidste, at de alligevel ikke ville bringe historien. Generelt mindede hele seancen i Presselogen om skolegårdsfnidder.
Poul Madsen havde travlt med at skylde skylden over på de andre mediehuse, som også efterfølgende havde bragt historien.
I Presselogen blev Poul Madsen også spurgt ind til pigen, og hvordan de havde tænkt sig at hjælpe hende, hvortil han svarede, at det ville de løbende tage hånd om.

Hvordan kan man tage hånd om en sag, der allerede er ude i offentligheden nu?
Selvfølgelig kan man sige, at de fleste nok vil glemme den med tiden, og alt vil blive, som det plejer at være, men for hende har det sikkert ikke været nemt at stå frem bare for at blive ’vraget’ i avisen, fordi der ikke var tilstrækkeligt kød på.
Det er svært at sige, hvad der er foregået dengang, når vi nu kun kender historien fra Jesper Petersens side, men uanset hvad vil jeg give Lars Løkke ret.
Det er skammeligt, at Ekstra Bladet tøvede med at kontakte Jesper Petersen, så snart de vidste, at de ikke havde tænkt sig at bringe historien alligevel.
Som journalister har vi nemlig et ansvar overfor både den anonyme pige og ikke mindst overfor Jesper Petersen og hans familie, der sikkert også skal lægge øre til lidt af hvert. Poul Madsen ’undskyldte’ med, at avisen valgte at kontakte pigen først, men havde Ekstra Bladet så ringe bemanding, at de ikke kunne kontakte dem begge samtidig? I mine ører lyder det i hvert fald helt utroligt, hvis det skulle være tilfældet. 

Efter Poul Madsen valgte ikke at bringe historien om Jesper Petersen og pigen, kunne man alligevel læse en artikel i Ekstra Bladet med overskriften ’Jesper Petersen i panik: Undskylder sex med skole-elev’. De valgte derfor at udnytte, at Jesper Petersen selv havde stået frem til at lave en artikel, hvori de fik det til at lyde, som om det var ham, der selv havde stået frem af egen fri vilje, og ikke på grund af pres fra Ekstra Bladet. Denne form for journalistisk manipulation klæder virkelig ikke mediebranchen. I dette eksempel er det i hvert fald tydeligt, at mediet er gået væk fra at være den klassiske vagthund, og i stedet er blevet en journalistisk jagthund, der går efter et bytte, den kan slagte. 

Hvad kan man som journalist så lære af sagen om Jesper Petersen?
Selvfølgelig er det vigtigt, at de ’klamme krænkere’ skal konfronteres med, hvad de har gjort. Men i en situation, hvor vi ikke har mulighed for at høre, hvad der er foregået og derfor kun kan gisne om det, er det svært at anklage nogen for noget. Jeg mener i hvert fald, at man burde have bragt historien, så man kunne have hørt, hvad også pigen mente. For mig er det i hvert fald hende, der i dette tilfælde står tilbage som den helt store ’taber’. Dermed ikke sagt, at der nogensinde er en vinder i disse sager.