Matthias Kolstrup i hjørnet af sit ‘rockstjernekontor’. Foto: Emma Elisabeth Hansen
»Nogle gange har jeg også haft hjertebanken over, om der overhovedet er nogen, der kommer til at høre pladen, men så har jeg bare sagt, nej, skal der være album, så lad der være album«, fortæller Mattias Kolstrup om sit nyudgivne album ’Return Of The Light Speed Legend’.
Vejen hen til Mattias Kolstrup er ikke den nemmeste at finde, hvilket egentlig kun gør det mere punk. Man skal gennem en mere eller mindre skjult opgang, hvor lugten af bajere bider bidsk i næsen. Måske den kommer fra supermarkedets flaskeautomat, som man skal passere på vejen til de hemmelige lokaler. På allerøverste etage står den nyudsprungne soloartist og venter. De gyldne lokker er ikke til at tage fejl af – han ligner sig selv.
Mattias Kolstrup er 35 år gammel, oprindeligt fra Skive og så kender de fleste ham nok bedst fra tiden som forsanger i bandet Dúné. Bandet var aktuelt i hele 17 år, men gik i opløsning i 2018. Bruddet havde ligget og luret i noget tid, og Kolstrup reflekterer således over optakten dertil:
»Set i bagklogskabens lys, var den kreative energi udtømt imellem os, og jeg var blevet temmelig apatisk i hele den proces der, og overlod meget ansvar til de andre. Når jeg lavede musik, var det lidt som om, at det lige skulle overstås, så jeg kunne komme videre og gøre noget andet«.
Selvom Dúné kommercielt set peaker, bliver beslutningen om et brud stadig ført igennem. Sidste koncert bliver afholdt i Store Vega, og især ét minde står stadig soleklart i den tidligere forsangers hukommelse:
»Jeg kan bare huske at sidde backstage efter den sidste koncert helt alene. Jeg kunne høre hvordan de andre festede ovenpå, og jeg sad bare dernede i sofaen, og var sådan, det var bare det helt rigtige, og samtidig den der now what?«
Under corona udgiver Mattias Kolstrup to mini-albums under navnet Liberty. Først “Haven’t Felt This Great Since 1988” i 2020, efterfulgt af “Moon Child Set On The Sun” i 2021.
»Første plade udkom midt under corona, og endte med, at være det her coronaprojekt, hvor jeg et eller andet sted lærte at være soloartist. Samtidig gik det op for mig, hvordan jeg havde lyst til – og ikke havde lyst til at lave musik«.
Han beskriver det som en vigtig del af den frigørelsesproces, som han selv kalder den, der har ledt op til i dag at kunne bruge sit borgerlige navn som kunstnernavn.
»Jeg havde ikke nogen sange eller nogen idé om, hvordan min musik skulle udfolde sig, og det har taget lang tid at genfinde den der ægte kærlighed og den leg, der er i musik.«
Problemer med stemmen
I slutningen af tiden i Dúné får den vovemodige vokalist svære udfordringer med stemmen, og må gå helt back to basics og lære at synge igen.
»Jeg havde mange problemer med min stemme efter alle de år, og skulle faktisk lære at synge igen, og på samme tid lære at være en soloartist og ikke have sine bandkammerater at læne sig opad«.
Mattias Kolstrup forklarer, at det faktisk har været sundt for ham at skulle face sine stemmeproblemer.
»… altså fordi det på en eller anden måde skyder luftkastellet ned – jeg er forsangeren i Dúné. Jeg er vigtig.«
Selvom det på mange måder river gulvtæppet væk under en, når ens vigtigste instrument går i stykker, har sangeren dog en enkelt indrømmelse.
»Jeg kan faktisk bedre holde ud at lytte til min stemme, end jeg kunne før.«
Lyshastighedens legende vender tilbage
Vi er i det bagerste lokale. Til højre står der en computer i et virvar af forskelligt musikudstyr og synthesizere. Men der er noget der gemmer sig i hjørnet. Det er nok det mindste inventar i rummet – men uden tvivl det med størst betydning. Det er guldpladen, Dry Lips, fra Dúné-tiden, indrammet og højst sandsynligt med stor affektionsværdi for den garvede musiker. Et ægte rockstjernekontor. Iblandt instrumenterne og minderne står en sofa. Her sidder Mattias Kolstrup. Han ser tilfreds ud, for fredagen inden vores samtale, har han udgivet sit helt eget album; Return Of The Light Speed Legend.
En “Light Speed Legend”, er måske ikke lige en karakter, man er stødt på før, så han hjælper selvfølgelig lige med at tegne et billede for os.
»Det er et alter ego på en måde. Hvis jeg piller huden af, så kommer den her guldperson ud. Det er i virkeligheden bare symbolet på den her frygtløse skabelse. At man kan manifestere det ind i sin virkelighed, og har lyst til at inspirere folk til at være deres mest crazy outrageous selv, med stil og power.«
Musikverdenen er i dag meget præget af en kultur, hvor der bliver udgivet singles på stribe. På samme tid er det ikke længere så ofte vi møder et helt sammenhængende album, der ikke “bare” er en samling singles med et par enkelte “fyldnumre”. Mattias Kolstrup forklarer, at han i sit nye album forsøger at bryde med den kultur.
»Jeg har virkelig insisteret på at lave et album i en tid, hvor det er underligt at lave et album.«
Og man må i den grad sige, at det er et album, der på mange måder sparker røv, og ikke bare er en samling af singles, men faktisk er et sammenhængende værk. Det lynhurtige og legesyge synthpop-univers afspejler virkelig Mattias Kolstrups genfundne kærlighed til musikken.
Det er som om vi besøger en form for sci-fi galakse, hvor Lars Mikkelsen er guden, der taler til os ved den brændende to(r)nebusk, og Mattias Kolstrup er englekoret, der tryllebinder os med sine himmelske popnumre og mageløse vokal.
Og ja, du hørte rigtigt. Lars Mikkelsen er virkelig med på albummet. Med sin dragende fortællerstemme speaker han os ind i galaksen, hvor knivskarpe og stilede powernumre som Glam og King Of The Universe, overbeviser lytteren om, at Mattias Kolstrup er tilbage med lynets hast. Han har genfundet sig selv, og dette sprudlende album sætter rammen for den musikalske ilddåb af det nyfødte alter ego. Dette alter ego er ifølge sangeren selv ikke så langt fra hans virkelige jeg.
»Jeg har virkelig prøvet at lære at frygtløst følge min intuition, når jeg lavede musikken og coveret, og når jeg har tænkt – ej, er du ikke lidt for meget, når du maler dig selv guld? Det virker sindssygt teatralsk, men det er faktisk bare helt vildt meget mig«
Altid Mattias Kolstrup
Det er tydeligt at mærke på den rutinerede musiker, at overgangen til at blive soloartist har været en lang, men lærerig proces.
»Ligemeget hvad jeg foretager mig, er jeg Mattias Kolstrup, så derfor bliver det også mere personligt.«
Den stilede superstjerne sætter sig på kanten af sofaen og slutter selvsikkert:
»Jeg har været vant til, i mange, mange år, at folk omtalte mig som Mattias fra Dúné, og det er bare en del af den måde folk anskuer mig på, og det velkommer jeg«.