KARRIERE

Manglen på praktikpladser fortsætter: 30 studerende står uden praktikplads i næste runde

Illustration: AI genereret i Canva af Louise Agerfeld

Siden Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2021 forlængede uddannelsens praktikforløb fra 12 til 18 måneder, har der været for mange studerende i forhold til antallet af praktikpladser. Ubalancen fortsætter, og i den kommende runde forventes det igen, at omkring 30 studerende står uden praktikplads.

Af Louise Agerfeld

I april venter endnu en omgang praktiksøgning, når journaliststuderende fra SDU, DMJX og RUC, sammen med studerende på Tv- og Medietilrettelæggeruddannelsen alle krydser fingre for at lande den rigtige praktikplads. I foråret 2025 endte omkring 45 ud af 290 praktikansøgere uden en plads.

I slutningen af 2025 ansøgte DMJX om at forkorte uddannelsens praktikperiode tilbage til de 12 måneder, til fordel for et halvt år ekstra på skolebænken. Ifølge skolens rektor, Julie Sommerlund, var der to grunde til ansøgningen. For det første, skulle et halvt års yderligere undervisning styrke de studerendes kompetencer, så de følger med tidens udvikling. Derudover skulle forkortelsen af praktikperioden have afhjulpet manglen på praktikpladser, som der har været siden 2023. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen afviste dog ansøgningen, og praktikperioden på DMJX forbliver 18 måneder.

 

Indsats for nye praktikpladser

I mellemtiden har uddannelserne arbejdet på at rekruttere nye praktikpladser. Det fremgår af et referat fra et praktikudvalgsmøde i september 2025, at:

”Studielederne fra DMJX, SDU og RUC har skrevet ud til mere 100 potentielle praktiksteder og opfordret dem til at oprette en praktikplads. Det har været til: Kommuner, regioner, fagforbund, virksomheder, organisationer, partier, uddannelsessteder og tænketanke”.

Organisationer som Social- og Boligstyrelsen og Moderaterne er eksempler på praktiksteder, der er kommet som resultat af uddannelsernes opsøgende indsats. Det seneste møde i praktikudvalget foregik den 20. januar. Til stede var blandt andet repræsentanter fra medierne, Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation og uddannelsesinstitutionerne. Også forperson for Danske Mediestuderende, Sofus Tao Esthave Pedersen, deltog. Trods den opsøgende indsats mener han ikke, at løsningen er tilstrækkelig: 

”Vi ser ind i den syvende runde med mangel på praktikpladser, så det, der allerede er blevet gjort, er tydeligvis ikke nok”.

 

Alternative løsninger

For Danske Mediestuderende vil en drømmeløsning på problemet være, at de godkendte medievirksomheder i praktiksystemet vil bidrage med flere pladser. Da det ikke er sket, vurderer Danske Mediestuderende, at løsningen ikke er realistisk. De foreslår derfor en alternativ løsning:

”Alternativt kunne man kigge på, om medievirksomhedernes ekstra pladser kunne finansieres af arbejdsgiverforeninger som Danske Medier og Dansk Erhverv, indtil uddannelserne har skabt en bedre balance mellem antallet af studerende og praktikpladser ”, foreslår Sofus Tao Esthave Pedersen. 

Således vil arbejdsgiverforeningerne skulle finansiere de ekstra praktikpladser, indtil uddannelserne er kommet i mål med en realistisk balance mellem studerende og antallet af praktikpladser. En del af forslaget er også, at uddannelserne skal optage færre studerende. Med færre studiepladser vil konkurrencen om praktikpladserne tilsvarende falde.

 

Håb for fremtidige praktikrunder

Som det ser ud nu, kan uddannelserne forsvare antallet af studiepladser, idet ledigheden for færdiguddannede journalister ikke er ”høj nok” til at nedsætte antallet af studerende. Spørger man Sofus Tao Esthave Pedersen fra Danske Mediestuderende, om han tror på, at der vil blive rådet bod på udfordringerne, svarer han eftertænksomt:

”Når man har rakt ud til 100 potentielle praktiksteder, og vi igen ser ind i en runde, hvor der kommer til at mangle 30 pladser, vil det jo være naivt af os at tro, at indsatsen med det opsøgende arbejde kommer til at rette op på systemet i den nærmeste fremtid”, fortæller han og fortsætter: 

”så vi savner at høre, hvad uddannelserne helt konkret har tænkt sig at gøre for faktisk at løse det her problem”.