Foto: AI-genereret i DALL-E af Asger Denert-Nielsen
Praktiksøgningen er for de flestes vedkommende nu overstået – og sikket shitshow det var. I dette skrivende øjeblik er der 50 studerende, der stadig står uden en praktikplads. Teknisk set er praktiksøgningen ikke slut, da de studerende indtil 1. august har mulighed for at kontakte potentielle praktiksteder og spørge, om det ikke var en fejl, at de ikke meldte sig på banen i denne runde. Oftest har svaret klang af nej og hjemmel i økonomi. Så langt så skidt.
Årsagen til praktikkrisen skyldes først og fremmest DMJX’ tilbagevenden til 18 måneders praktik, hvilket de genindførte som følge af pres fra deres studerende, såvel som dele af mediebranchen. Forinden da var det praktikstederne, der manglede praktikanter – så det var også et forsøg på at tilgodese den del af branchen, der ellers havde svært ved at tiltrække praktikanter.
Det er ikke svært at forstå argumenterne. De studerende på DMJX vil gerne gøre sig mere attraktive med 18 måneder – modsat SDU og RUC, der blot har 12 måneder. Dele af mediebranchen vil gerne have en selvkørende praktikant det sidste halve år til en lille løn. De mindre – og oftest geografisk fjerntliggende praktiksteder – vil også gerne have praktikanter, da det både varmer på redaktionen og i økonomien. Det er forståeligt, men nu er det altså gået for vidt.
Et uholdbart system
Vi havde godt hørt, at praktiksøgningen var et helvede. Allerede til praktikmessen kom de spidse albuer og dyssociale personlighedstræk til syne hos flere af de mange studerende, hvilket dog ikke kom som en overraskelse. Nu handlede det om at sælge sig selv.
De følgende dage skulle der laves hjemmeside og skrives ansøgninger til praktikstederne. Hjemmesider og ansøgninger, hvori der for de flestes vedkommende blev lagt tanker, anstrengelser – og ikke mindst tid. Kræfter og tid, der i flere tilfælde skulle vise sig at være forgæves. Ikke forgæves, fordi de ikke kastede en plads af sig – men forgæves, fordi enkelte praktiksteder/samtaleholdere slet ikke havde skelet til dem, og så kunne man ellers passende bruge halvdelen af sin otte minutters korte samtale på at fortælle om navn, alder og hjemby.
»Hvorfor havde de dog ikke læst ansøgning og tjekket hjemmeside?«, tænker du måske. Svaret er ikke entydigt, men det handler nok (også) om, at der er indgået en aftale mellem uddannelserne og praktikstederne, der giver alle studerende ret til at komme til samtale, hvilket tydeligt var for stor en mundfuld for nogle praktiksteder at håndtere. Det var i hvert fald tydeligt, at enkelte ikke havde afsat ressourcer nok.
Hvad skal vi så gøre? Ja, måske man skulle overveje, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at alle har krav på en samtale. Sådan har det nemlig ikke altid været. Der er argumenter for og imod, men det ville nok resultere i, at man ville få mere end otte minutter til en samtale – og at man samtidigt kunne forvente, at stedet i det mindste havde forsøgt at sætte sig ind i, hvem de sad over for. Desuden kunne både ansøger og praktiksted spare ressourcer.
Moralsk forfald og ubalance
Flere studerende oplevede i denne runde, at deres samtaler blev aflyst – en enkelt sågar 10 minutter før, mens hun ventede i foyeren. Aflysningen var blevet indtalt på telefonsvarer. Herfra kunne hun – og andre (u)passende tage toget tilbage fra København igen. Det specifikke medie i dette tilfælde var Familie Journal. Årsagen til aflysningerne skyldtes, at praktikstederne åbenbart havde fundet »de rette kandidater«. Aflysningerne var klare brud på den aftale, der var indgået. En sådan handling er amoralsk og fortjener ikke andet end udskamning og midlertidig udstødelse som praktiksted. Da vi luftede sidstnævnte idé, fik vi at vide, at det »måske ikke er så smart i en tid med mangel på praktikpladser, at man begynder at boykotte enkelte af dem«, men det er vi uenige i. Bare fordi, vi mangler praktikpladser, betyder det ikke, at vi skal tillade moralsk fordærvelig opførelse – for det er vi indirekte med til at legitimere, hvis vi ikke sætter en grænse, der er til at mærke og føle på. Det er især vigtigt netop nu, hvor vi i alt for høj grad har vippet magtbalancen til fordel for mediebranchen, hvor vi efterhånden blot indtager roller som lakajer og nikkedukker.
Ta’ ansvar!
Såfremt DMJX ikke ændrer længden på praktikperioden, er det utopisk at forestille sig en anden virkelighed end den, vi står i lige nu – og den er ikke pæn. Vi bliver dog nødt til at forholde os til den – og hvis DMJX ikke vil ændre praksis, må vi jo selv komme med et bud på, hvordan vi løser denne opgave uden deres hjælp – i hvert fald på dét punkt.
Reducer antallet af pladser på alle journalistuddannelser. Argumentet imod dette er, at der bliver uddannet det antal journalister, som branchen efterspørger. Det argument er dog noget tyndt – for det baserer sig på en stigning i antallet af freelancere. En intern undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund i 2023, fastslog, at hver tredje freelancer har en årsløn på under 250.000 kroner. Ikke overraskende har samme andel svaret, at de har stress som følge deraf. Lyder det ikke indbydende? Nej. Den øgede andel af freelancere er hovedsageligt noget, der kommer medierne til gode, lige så vel som det nuværende praktiksystem. Det er nu på tide, at uddannelsesstederne råber vagt i gevær og trækker en grænse over for mediebranchen. Hvor skal grænsen trækkes? Her. Lige nu – og den skal ikke trækkes i sand. Den skal trækkes i sten – så den aldrig kan udviskes igen.
LIXEN har forelagt Familie Journal kritikken. Chefredaktør Majken Klintø skriver følgende:
»Det er korrekt, at vi (Familie Journal og Ude og Hjemme) i år aflyste samtaler – ulig tidligere runder. Processen hos os bliver en anden fremadrettet.«