Foto: Magnus Nygaard
LIXEN har talt med Ida Ebbensgaard om at være bevidst om, hvad man drømmer om, og kunne sætte sine karriereambitioner i perspektiv. Hun er skarp på journalistikken, men mener også, at journalistik er en læringsproces, som bør være under udvikling gennem hele ens karriere.
Ida Ebbensgaard er tidligere medstifter af LIXEN, udlandsredaktør på Berlingske, formand for Cavlingkomitéen og nu redaktionschef på Zetland. Hun mener selv, at succesen ikke bør ligge i titlerne, men bevidstheden omkring ens journalistiske ambitioner.
Jeg møder Ida Ebbensgaard på ydre Nørrebro i en hvid industribygning; Zetlands redaktion. I en baggård på første sal ligger redaktionen i et stort åbent kontorlandskab. Grønne planter, Københavnerlamper i loftet og store farverige plakater blander sig med klassiske kontorborde, computerskærme og headsets. Der er en summen af effektivitet, engagement og fordybelse.
Ida Ebbensgaard er klædt i samme t-shirt med store skulderpuder som jeg selv. Vi sætter os ned i bygningens tilhørende gård på to sortmalede industripaller.
En akademisk uddannelse
Ida Ebbensgaard blev færdiguddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2002 og tog senere en cand.public. ved Center For Journalistisk. Hun var desuden på den første årgang af journalister som indtog medietorvet i Odense. Hun har en lang karriere bag sig, med stillinger på Danmarks Radio, Berlingske, Politiken, Børsen og nu Zetland.
Interessen for journalistik kan spores helt tilbage til hendes folkeskoletid, hvor hun skrev artikler til skolens avis. Selvom Ida Ebbensgaard skrev artikler som meget ung, havde hun i sin ungdom ikke et klart ønske om, at det var journalistikken vej hun skulle.
»Jeg kommer fra en akademisk baggrund, så derfor var jeg egentlig ikke så tiltalt af journalistik, fordi jeg oplevede, at det var et meget håndværkspræget fag. Men pludselig var der en journalistuddannelse som både havde nysgerrigheden, fortælleglæden, opdagelsesrejsen og så kombineret med et sted hvor ånden fløj højt.«
Så da Jørn Henrik Petersen i 1998 kunne fortælle, at en ny journalistuddannelse i Odense var tilgængelig, var Ida Ebbensgaard ikke i tvivl. En journalistuddannelse, hvor man kunne kombinere en akademisk uddannelse med det håndværksmæssige fra journalistik, var lige netop det, som skulle skubbe hende ud over rampen.
»Jeg har været glad for at være på en uddannelse, hvor man læste bøger.«
Man kan ikke alt med det samme
»Nogen synes, jeg er hård som sten – i virkeligheden er jeg jo bare vildt blød, synes jeg selv. Der er ikke det, som jeg ikke har tudet over undervejs i min karriere.«
Da Ida Ebbensgaard tilbage i 2000 skulle søge praktik, søgte hun hos alle de store mediehuse. Hun var blot enogtyve år. Hun landede en plads hos Børsen, men måtte efter tre uger ringe grædende til hendes daværende praktikvejleder for at fortælle, hvor svært hun synes, praktikforløbet var.
»Jeg var jo grundlæggende teenager, da jeg startede i praktik. Jeg husker, at jeg elskede at lave telefoninterviews, for så synes folk, jeg var god at høre på, og når de så så mig, så troede de jo nærmest, at jeg var deres datter.«
»Der er et ord, jeg ville ønske, jeg havde brugt mere i mit arbejdsliv, nemlig ordet ‘endnu’. Når man starter på noget nyt, kan det være hårdt og nervepirrende. Man tænker: Synes min chef, jeg er en idiot, og kan jeg overhovedet finde ud af det her? Og så er hele pointen jo, at det kan du måske ikke … endnu. Man skal give sig selv tid til at lære.«
Ida Ebbensgaard fortæller ofte sine børn, at de skal lægge puslespil med fire brikker. Det handler om at forstå, hvorfor man kan noget til perfektion, og hvorfor det er sjovt at lære. Det er måske svært for en 1-årig at lægge puslespil med fire brikker, men som 10-årig er det let. Men det er netop først sjovt, når det også er udfordrende. Det samme gælder for journalistik.
»Når man kommer i praktik, så kan man ikke alt … endnu. Jeg fortæller altid mine praktikanter, at de er kommet her for at lære. Jeg forventer, at de kaster sig ud i det med hud og hår, og at det kommer til at gøre ondt, fordi de ikke kan alt endnu.«
Ida Ebbensgaard mener, at man i sin karriere skal huske på, hvor meget der forventes, at man kan på forhånd, og hvor meget man gerne må lære på vejen. Det handler om at være nysgerrig på sin omverden, før man sætter tårnhøje forventninger til sig selv.
»Der er ingen journaliststuderende, som kan være nervøse over noget, som jeg ikke har været nervøs for,« siger Ida Ebbensgaard med en prisværdig ro.
At lande i det rigtige job
For Ida Ebbensgaard er et CV med fine titler ikke et udtryk for succes. Hun blev i efteråret sidste år ansat som redaktionschef på Zetland og med flere redaktørstillinger bag sig, ligger lederrollen hende meget nært.
»Jeg er ankommet, og jeg er præcist der, hvor jeg gerne vil være med min journalistik hos Zetland. Jeg er kommet hjem. Jeg går nogle gange og joker med, at det her er mit sidste job. Det ved jeg selvfølgelig ikke, men sådan føles det i hvert fald.«
Ida Ebbensgaard fortsætter.
»Det gør mig ægte glad inde i hjertet, når journalisterne lykkes med noget godt stof, som jeg har været redaktør på.«
For Ida Ebbensgaard handler jobbet på Zetland om mere end at være redaktionschef. Hun finder sin største drivkraft ved at se andre journalister skrive de fede historier.
»Journalistik er jo et sjovt fag, fordi i mange henseender sidder stjernerne på gulvet som de udøvende. Men alligevel er min drivkraft at se journalisterne vokse. At bygge noget, hvor man sammen er stærkere.«
Om sin tid som udlandsredaktør på Berlingske fortæller Ida Ebbensgaard, at læserne var abstrakte tal på et dashboard. På Zetland er læserne medlemmer, og medlemmerne bliver set, hørt og brugt til både feedback, kilder og inspiration. Det er noget af det særlige ved Zetlands journalistik:
»Zetland er halvt højskole og halvt Silicon Valley. Højskolen handler om fællesskab, at vi er der for hinanden, men Silicon Valley-delen handler om at spørge medlemmerne og være i konstant dialog med dem.«
Ida Ebbensgaard afbryder kort sig selv.
»Skal vi ikke lige bytte plads, du er blevet helt solbrændt,« siger hun til mig, mens jeg selv har fortrængt den bagende sol i ønsket om at være fuldt til stede under interviewet.
Vi bytter plads på de sortmalede industripaller. Ida Ebbensgaard tager sine solbriller ned fra panden, og fortsætter.
De store linjer
»Verden er vild, stor og fed. Udlandsstof er dansk journalistik gange hundrede. Jeg elsker de store linjer, og det har udlandsstoffet virkelig.«
Da Ida Ebbensgaard havde færdiggjort sin bachelor på Syddansk Universitet i 2002, besluttede hun at tage den tilhørende kandidat med fokus på medier og globalisering. På kandidaten læste Ida Ebbensgaard blandt andet statskundskab i Berlin. Men et jobtilbud på Politiken fik hende med flyet tilbage til København.
Efter to år på Politikens indlandsredaktion, valgte Ida Ebbensgaard at sige »den perfekte stilling« op, som hun selv beskriver det.
»Da jeg var 26, havde jeg fået det klassiske drømmejob: fastansat journalist på Politiken. Men efter et par år måtte jeg erkende, at jeg ikke følte mig glad. Så en dag gik jeg ind på Stig Ørskovs kontor og sagde op. Den dag beviste jeg over for mig selv, at det er mig, der bestemmer i mit arbejdsliv. Ikke alle mulige andres forventninger. Og det er det bedste, jeg har gjort, udover at komme til Zetland.«
Ida Ebbensgaard har altid været bevidst om at arbejde på medier, hvor hun kunne udfolde sig journalistisk. I hendes karriere står Zetland, DR2 udland og Berlingske klarest, som de medier, hvor hun oplevede størst journalistisk frirum og havde de bedste samarbejder. Og selvom Ida Ebbensgaards karriere har været fyldt med variation, er hun bevidst om, at hun i dag har fundet sin plads i journalistikken.
LIXEN som springbræt til Zetland
Noget af det vigtigste, som Ida Ebbensgaard har taget med fra sin studietid i Odense, er, at det som er fedt for den ene, ikke nødvendigvis er fedt for den anden. Man skal finde sin egen vej, og det gjorde Ida Ebbensgaard for eksempel ved at stifte LIXEN med en håndfuld studievenner. Dengang døbte de LIXEN, Lix og Lir.
»LIXEN var et bindeled mellem at have lavet skoleblad i syvende og gå ud i den rigtige virkelighed. Det var en kravlegård, men det var jo også rigtigt.«
Ida Ebbensgaard fortsætter.
»Det var os, som bestemte det hele, og det gjorde det så sjovt.«
For Ida Ebbensgaard går der en lige linje fra at lave LIXEN til at lave Zetland. På LIXEN var de ikke begrænsede af et stort mediehus, som satte linjerne, og det gjorde netop, at journalistikken og kreativiteten fik frit spil.
»At arbejde i en af de store mediehuse, er ligesom at tage på lejrskole i folkeskolen. Skolen har booket mad og logi, og du ved, hvornår du skal komme og gå. At lave Zetland er at tage med tyve venner på tur sammen. Nogen skal finde ud af, hvor vi skal hen, og nogle skal sørge for maden. Der er kun det, vi selv laver. Du er på din første store rejse, alene med dine venner.«
Det mest værdifulde, som Ida Ebbensgaard har taget med fra sin tid på LIXEN, er, hvordan journalistikken udfolder sig, når man ikke skal spørge om lov. Hvis man ville skabe noget nyt, var der ingen begrænsninger på LIXEN, og det er netop det, som Ida Ebbensgaard også har fundet på Zetland.
Selvom Ida Ebbensgaard i dag er landet i sit ønskejob på Zetland, har hun ikke altid været glad og tilfreds i sin karriere.
Hun er da heller ikke i tvivl, da jeg spørger hende, hvad hendes bedste råd til sit 25-årige jeg er. Hun fortæller, at hun talte meget grimt til sig selv som ung, og at hun ville ønske, at hun forstod, at det er okay, at det er hårdt at lære.
»Der er en proces i ikke at kunne tingene endnu, og den proces skal jeg nok komme igennem. Rejsen er fyldt med frustrationer, og det er okay.«
En stilhed vokser, og Ida Ebbensgaard siger til sig selv:
»Slap lige af på din egne vegne.«