Andreas Broe Christensen nyder at bruge tid i naturen. Foto: Emilie Broe Pedersen
Har du et misbrug eller er du pårørende til en nær dig som har et misbrug, kan man kontakte Misbrugsportalen på 70 90 90 80. Misbrugsportalen tilbyder gratis, fortrolige og landsdækkende samtaler til misbrugsramte og pårørende dertil.
Nogle personer i denne artikel er anonyme af hensyn til sagens omdrejningspunkt. LIXEN er bekendt med personernes rigtige identitet.
»Hvaaa, onkel. Har du nogle molekyler i køleren?«
Det spørgsmål har Andreas Broe Christensen stillet sin onkel mange gange. Når jeg spørger Andreas, hvad han mener med det, forklarer han, at amfetamin skal opbevares i fryseren for at holde det mere friskt.
»Det er noget, som er lavet i et laboratorium, frem for kokain, som ikke er lavet i et laboratorium. Smider man kokain på frys, så ødelægger man det.«
Først var det egentlig bare hash, så blev det til hash og høje alkoholpromiller, senere blev det til kokain og amfetamin på onkels tallerken. Og specielt én episode med en alt for høj rus vendte Andreas’ liv og tallerknen med de hvide molekyler på hovedet.
Det er nytårsaften 2019. Andreas sidder i sin lejlighed i Svendborg med sin kammerat. På det her tidspunkt er han 21 år gammel. I hans ene hånd holder han en brunlig joint og røgen har langsomt sneget sig ud i den lille lejlighed. Han ryger hash som han har gjort det så mange gange før. Gennem tung røg hamrer techno-musikkens lydbølger og man kan næsten ane vibrationerne fra bassen på ruderne. Stemningen er festlig og selve forløbet for nytårsaften er planlagt. De skal ud til Andreas’ onkel, for her har han muligheden for at eje følelsen af at være udødelig og samtidig føle sig som en del af noget.
Kammeraten kører bilen, og det er som om, at techno-musikken forfølger dem på vej derud. Bassen tordner og hjerteslaget følger loyalt trykbølgerne, det giver i sæderne. Den hårde musik fortæller omverdenen, at de skal give plads. Øllene og sprutten, som de har lagt i en plastikpose, triller lidt rundt i bunden af bilen, og lyden af glas og metal op ad hinanden overdøves af den kodyle musikgenre.
Og så når de onkels gård.
Kammeraten slukker bilen. Andreas samler posen med de våde varer op, og træder ud af bilen med kammeraten. Motoren tikker lidt, men opmærksomheden rykkes hurtigt til indgangen. Her har festen været i gang længe.
»Vi hører technomusik komme inde fra garagen af. Der er gang i den.«
De går begge ind og giver lige et hurtigt vink rundt omkring. Stemningen er god og hyggelig. Garagen er grå og kvadratisk, fyldt op med scooter- og knallertdele, og dekoreret med flere forskellige nøgenkalender-damer rundt omkring på væggene. De fleste garager plejer at være lidt rodede, men her er der orden i alting, og betongulvet er fejet.
»Det skulle helst ligne, at der var styr på shittet,« fortæller Andreas om onkels garage.
Alle har på en eller anden måde hver deres fest oppe i hovedet, som de er blevet enige om at slå sammen i garagen.
»Og så er der nogle af min onkels kammerater og veninder, som jo selvfølgelig også tager stoffer. Så får vi lige en bajer stukket i hånden og en smøg i kæften.«
Og den fest vil Andreas gerne bidrage til. Den ene øl bliver til den anden og festhumøret slipper løs. I garagen står der et gammelt, nikotingult plastbord. Det er dækket op, men ikke med konfetti og nytårspynt. Der står tomme og halvfyldte flasker. Og en enkelt tallerken. På lang afstand ser den tom ud, men Andreas går over til den med en cylinderformet pengeseddel. Han bøjer sig ind over tallerknen og næsen suger amfetaminen op. Amfetamin, som hans onkel har lagt frem til ham. Han rømmer sig lidt, men der går ikke længe, før det store smil kommer frem.
»Uanset hvor meget man drikker, så kan man ikke mærke det, når man tager amfetamin. Når du tager amfetamin, så kan du sidde og drikke en flaske vodka, og så tager du bare lige en streg til, så kan du ikke mærke, at du har drukket en flaske vodka. Men promillen forsvinder ikke af den grund. Pulsen begynder at stige. Du bliver mere oppe på dupperne og får lyst til at høre noget trampermusik. Man får gang i benene og man får lyst til at fyre noget bas-arm.«
Andreas fortæller også, at når man suger euforiserende stoffer, så får man følelsen af, at stoffet transporteres fra næseborene til baghovedet gennem hovedet. Han beskriver det som en form for lammelse eller bedøvelse af hele kraniet, hvor man alligevel kan være klar til alt.
Der går en halv time. Techno-musikken er kun blevet højere, røgen fra smøgerne danner en tyk, men brydelig mur, og de spontane ideer har aldrig syntes bedre. Så derfor besøger Andreas det nikotingule plastbord en gang til. Den her gang løftes mundvigene ikke.
I stedet står han bare og kigger ned på sine sko. Hovedet er begyndt at buldre og det gør det umuligt for ham at kigge op.
»Og her tænkte jeg; hvad fanden er det her?«
Røgen i garagen føles ikke længere gennemtrængelig. Den er fed, og lungerne fyldes ikke op, som han har været vant til. Lysstofrørene blænder og hovedpinen prøver at overtage magten over synsfeltet.
»Det føles som om, at mit kranie flækker på midten.«
Andreas skal ud og får lige fremstammet til sin kammerat, at han bliver nødt til at få noget luft og spørger ham, om han ikke vil gå med. Med tunge, skæve skridt bevæger han sig udenfor.
»Jeg går om på den anden side af huset og finder en trappesten og sætter mig på den. Der går ikke længe, før jeg er nødt til at rejse mig, og så kaster jeg ellers op tre gange. Det er som om, at det aldrig stopper.«
Det gør det heller ikke. Kropstemperaturen stiger, og han flår jakken af. Hans hjerte er på vej ud af kroppen. Kammeraten holder øje med ham, og da Andreas er færdig med at kaste op, stiller han sig foran ham. Men han kan ikke fange hans blik. Han er et helt andet sted end på gården. Det eneste, der står tilbage på gården, er Andreas’ krop.
Balancen forsvinder. Kammeraten griber fat i Andreas’ krave, men han er ikke stærk nok til at holde Andreas’ dødvægt, idet hans ben knækker sammen. Baghovedet falder direkte mod perlestenene. Her blev alting til ingenting. Glimtene fra raketterne er væk, techno-musikkens eksistens har forladt området og selvom det er koldt udenfor, kan temperaturen ikke mærkes. Hans krop kramper og ud af munden løber et hvidt skum.
Kammeraten råber på Andreas’ onkel og hurtigt samledes en del af nytårsgæsterne rundt om Andreas. De lægger ham i sideleje for at få skummet ud af kroppen. På intet tidspunkt bliver der snakket om at ringe efter en ambulance. I stedet rejser de Andreas op. De får ham båret ind i stuen og lagt på sofaen.
Hans hoved ligger på to hovedpuder, og en fra festen har lagt en klud for panden.
»Imens jeg er i den her ingenting-hed, så begynder jeg at høre, at der er en, som kalder på mig. Jeg ved ikke hvor lang tid, der er gået, men jeg er begyndt at kunne høre igen. Og jeg tænker; hvem er det, der kalder?«
Og så vågner han. Hovedpinen har fortaget sig, men længere nede i kroppen rammes Andreas af en nærmest splintrende smerte. Hans nyrer gør det næsten umuligt for ham at sidde op. Alligevel får han langsomt kæmpet sig op at sidde. Puderne han har ligget på er gennemblødt af sved. Han ser sig rundt. I stuen sidder onkel i en sort lænestol. Musikken er slukket, og de høje grin er erstattet med en musestille snak.
Onkel rejser blikket fra gulvet og kigger på Andreas.
»Er du okay?«
Det spørgsmål husker Andreas klart. For han kan ikke forstå, hvorfor han ligger på en sort lædersofa frem for på hospitalet.
Jeg har efter et par år valgt at kontakte vores onkel for at forelægge ham sagen, og for at få hans udtalelse.
Han kom med et skriftligt svar:
»Jeg skal lige have lidt tid, for det gør mig ked og ondt lige nu at høre det på den måde. Jeg solgte ikke noget til Andreas. Kun til hans kammerat. Aldrig til Andreas og slet ikke den dag, for han havde røget en masse hash. Jeg skal nok ringe til dig lidt senere.«
Jeg har siden da ikke hørt noget fra vores onkel. I dag har Andreas Broe Christensen det godt. Han er ude af sit misbrug og har ikke længere kontakt til vores onkel.