Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Omstændigheder gjorde, at jeg ikke voksede op i en by med ungdomsuddannelser, så hver morgen måtte jeg op før fanden fik sko på for at cykle hen til bussen, der kunne føre mig godt 17 kilometer fra Vojens til Haderslev. Mine forældre var nu ikke ene om denne tvivlsomme beslutning om at bosætte sig et sådant sted, så vi var en fast skare af mennesker, der dag-ud-dag-ind, år efter år, måtte tilpasse vores liv efter en buskøreplan. Selvom misundelse er en grim ting, misundte jeg nu alligevel størstedelen af de andre elever, der boede i Haderslev. »Hvor må det være lækkert at kunne sove en time længere og kunne cykle i skole«, tænkte jeg. Det var Haderslevianerne også glade for – altså at sove længe – men typisk ikke for at cykle, hvis de boede mere end et par gader væk fra uddannelsesstedet. Det er godt nok en syv år gammel betragtning, men ikke desto mindre taler den ind i en generel tendens.
En udregning fra Københavns Kommune viser, at godt halvdelen af alle københavnere hopper på cyklen, så længe de blot skal fragte sig selv op mod to kilometer Så snart turen bliver mellem to til fire kilometer styrter halvdelen af cyklisterne over i biler. Det samme billede ses på landsplan, hvor hver tredje tur mellem nul og fem kilometer gennemføres i bil. Selvom det er både skræmmende og skuffende, er jeg ikke overrasket. Jeg konfronteres dagligt med disse bekvemmelighedsnarkomaner. Jeg ser dem på rulletrapperne. Jeg ser dem stå i kø ved elevatoren. Jeg ser dem på letbanen. Jeg ser dem parkere bilen foran træningscenteret for dernæst at skynde sig ind i varmen, så de kan gå på løbebånd. Jeg ser dem holde liv i Wolts udbringere.
Lad vær med at træk effektiviseringskortet
»Jamen, der er kun 24 timer i døgnet – og jeg har valgt at prioritere min tid anderledes!«, er et argument, der har sin berettigelse. Bevares, jeg går ikke ind for, at vi ikke skal effektivisere, men jeg synes, det er vigtigt at skelne. Skelne mellem ting, der er fede og bekvemmelige at have – og ting, der er nødvendige at have. Samtidig skal vi se på om effektiviseringsværktøjerne overhovedet bliver brugt, som de forhåbentligt er tiltænkt. Lad os tage et par eksempler.
Har du slidgigt, sklerose, mistet begge ben eller har du en sofa på ryggen? Så er rulletrapper og elevatorer gode hjælpere. Hvis ikke, så er de bare nice to have. Samme med rullefortove, der blandt andet er at finde i nogle lufthavne. Samme koncept som rulletrapper – du behøver ikke at bevæge dig. Men – hvem er de til? Tanken er vel, at rullefortovene er tiltænkt dem, der har travlt og gerne vil udnytte den ekstra hastighed, de også tilbyder. Jeg har flere gange haft behov for at løbe i en lufthavn, og her havde disse rullefortove kunnet gavne mig, men ak nej. De er altid overlæsset med folk med alverdens tid og frygt for at røre sig, inden de skal i dvale ombord på flyet. Elcykler. Elcykler er et fint og grønt alternativ til motorkøretøjer. Undersøgelser fra Danmarks Tekniske Universitet indikerer dog følgende: 1) færre ejer en cykel. 2) dem der ejer en, cykler mindre. Samtidig er hver femte solgte cykel nu til dags en elcykel. Med andre ord tegner der sig et billede af, at cyklen med elmotor i stedet erstatter cyklen med rugbrødsmotor. Sig mig, er elcyklerne for klimaets eller magelighedens skyld?
Elendigheden
Nå, hvad er så problemet? Det skal jeg fortælle dig. De her effektiviseringsværktøjer avler og fremmer dovenskab. Samtidig bliver de flittigt brugt som undskyldninger for at spare nogle minutter og kræfter her og der, men hvad bliver de sparsomme kræfter og den vundne tid brugt på? Vi har aldrig haft mere skærmtid og aldrig været mere inaktive. Glemte jeg at sige, at mere end halvdelen af den danske befolkning er overvægtige? Nåh ja, men det fikser vi da bare med slankemidlerne Ozempic eller Wegovy. Så slipper vi også for at gøre en indsats – hvor nemt og bekvemt!
Den fede fremtid
Jeg forestiller mig en fremtid, hvor mere fortov bliver omlagt til vej, for hvorfor opfordre folk til at gå, hvis de fleste alligevel kører? Jeg forestiller mig, at de få tilbageværende fodgængere på vejene primært vil være folk, der er tvunget til det af nød. Alternativt vil det være kommunalarbejdere med affaldstange og pantsamlere, der kan se en gevinst i at rydde op efter de dovne mennesker. Derudover nogle enkelte hundeejere, der endnu ikke er gået over til at lufte hunden, imens bilen ruller i første gear. Altså de få hundeejere, der stadig fastholder, at en hund ikke blot kan lufte sig selv på altanen eller i en flisebelagt have på 12 kvadratmeter, der er blottet for alt andet natur end hundens egen lort. Faktisk skal kommunalarbejderen bare være glad for, at de dovne mennesker smider deres affald, for uden affald at samle op, ville der jo ikke være noget job. Det er egentlig grotesk at tænke på, at dovenskab holder så mange hjul i gang i samfundet, og blandt andet bidrager til at Novo Nordisk, qua deres diabetes- og fedmemedicin, der nu er Danmarks mest værdifulde forretning. Inden du anklager mig for at simplificere, vil jeg gerne understrege, at magelighed og overvægt ikke udelukkende er selvforskyldt. Vi lever i et mageligheds- og fedmefremmende samfund, hvor det er nemmere at give efter – og give op – end det er, at rejse sig op mod effektiviseringsværktøjerne, der styrer os mod den menneskelige afgrund. Desværre.