Foto: Magnus Nygaard
Marchen Neel Gjertsen har været chefredaktør på Jyllands-Posten i præcist et år. Dagene har været lange, og resultaterne har været sejtrukne, men Marchen holder ved. LIXEN har talt med chefredaktøren om, hvordan det første år på posten har været, hvordan det var at træde ind i rollen sidste år, og hvad det næste og andet år ved roret har i vente.
»Jeg synes faktisk, det er gået meget godt. Men det var sværere, end jeg havde regnet med.«
Marchen Neel Gjertsen sidder på sit kontor på Rådhuspladsen. Til venstre for hende ved siden af vinduet står et par perleplader. De er lavet af hendes datter, Solvej. I ét år er perlepladerne hyppigt blevet afløst og skiftet ud med nye perleplader og tegninger. Kontoret har Marchen nemlig haft præcist et år, siden hun blev chefredaktør den 23. februar i 2021.
Da hun tiltrådte stillingen sidste år, blev det i samme omgang meldt ud, at hendes primære fokusområde skulle være Jyllands-Postens digitale omstilling. Men med udmeldingen fulgte også en kæmpe lovestorm – en lovestorm, som for Marchen føltes meget overvældende på daværende tidspunkt og en lovestorm, som gjorde hende bevidst om den symbolske betydning, hendes glasloftsgennembrud havde.
»Ekstremt lærerigt er nok det, jeg tænker allermest om det første år. Og virkelig spændende og et kæmpe privilegium.«
Året har budt på meget forskelligt for den stadig forholdsvis nyklækkede chefredaktør, men selvom ansvaret gradvist er blevet større og større over årene, har chefjobbet ikke altid ligget lige for.
Af lyst, ikke af pligt
For Marchen Neel Gjertsen har der været fart på alle år, men ansvaret og tilliden er ikke kommet af sig selv. For når arbejdsdagen er slut, er den alligevel ikke slut.
»Min hjemmefront, og folk der kender mig, kan skrive under på, at jeg arbejder hele tiden. Det er lige meget, om jeg er her, i Århus, derhjemme eller i sommerhus. Jeg er altid ret meget på. Jeg har ikke haft en autoreply meget længe. Jeg har for eksempel lige holdt vinterferie. Der har jeg ikke haft autoreply slået til. Jeg er ikke helt vildt god til at holde fri, men jeg kan jo også godt lide at arbejde.«
Marchen Neel Gjertsen tiltrådte som chefredaktør på Jyllands-Posten i fjor.
Før hun indrettede sig på kontoret på Rådhuspladsen sidste år, havde hun fast sæde på Christiansborg i et årti. Først som Borgen-praktikant på Information. Efterfølgende som politisk reporter, som hun nåede at være for både Information, Politiken og Jyllands-Posten. Siden politisk analytiker og senest politisk redaktør. De to sidstnævnte funktioner begge på Jyllands-Postens kontor.
»Jeg er lidt af en arbejdsnarkoman. Det har lidt en negativ klang, og det kan jeg også godt forstå, men jeg kan bare ikke rigtig styre, at jeg holder så meget af at arbejde.«
Som chef er Marchen Neel Gjertsen blevet mere opmærksom på også at være et godt forbillede i forhold til at have en sund worklife-balance over for sine medarbejdere. Det forventes ikke af resten af mediehusets ansatte, at de arbejder, til de får stress, eller til de ikke længere kan få det til at hænge sammen med privatlivet. Dog er de lange dage ikke noget, Marchen føler sig presset eller tvunget til at tage, og derfor tager hun heller ikke beskrivelsen af sig selv som arbejdsnarkoman så tungt.
»Jeg vil hellere sige, at jeg bare er ekstremt glad for mit arbejde. Hvis det havde været en sur pligt at sidde her, havde jeg ikke gjort det. Det er ikke af pligt, det er af lyst, at jeg arbejder relativt meget.«
Marchen nakkede glasloftet
På en af hylderne på Marchens kontor står en lille figur i guld. Den forestiller Medusa, der holder et afskåret mandehoved i sin højre hånd. Figuren er en miniature-udgave af den originale skulptur lavet af kunstneren Luciano Garbati. Idéen bag skulpturen var oprindeligt at ændre på perspektivet i Medusas historie. Medusa var et offer, som blev både voldtaget, myrdet og fik kappet hovedet af. Kunstneren har byttet om på fortegnet, så det er Medusa, der i denne version holder et afhugget hoved.
Da MeToo-debatten var på sit højeste, fik skulpturen en ny betydning, da den pludselig stod for et nyt feministisk statement. Og det er også derfor, Marchen Neel Gjertsen har en miniature-udgave stående på sin hylde.
Da Marchen Neel Gjertsen blev præsenteret som ny chefredaktør på Jyllands-Posten, var hun den første kvinde til at træde ind i avisens ledelse i dens 150-årige levetid. ‘Marchen nakkede glasloftet’ blev historien. Selv oplevede Marchen ikke det at blive den første kvinde i JP’s ledelseslag som noget specielt, før hun stod i det. Hun havde ikke tænkt videre over at være den første kvinde, men det blev der lavet om på, da nyheden kom ud.
»Hvor vigtigt det egentlig var i sig selv, stod først klart for mig, da det var ude, fordi det nærmest blev overskriften. Der var fremmede, unge piger, der skrev til mig på Instagram: “Hvor er det fedt, at du kan lykkes – så kan vi også!”. Det symbolske, der var i det at være et forbillede for andre kvinder, viste sig at være en meget større ting, end jeg lige havde forudset. For jeg havde ærlig talt ikke tænkt så meget over det selv.«
Efter at Marchen var blevet en del af cheflaget og havde oplevet, hvilken forskel den kvindelige repræsentation i form af hende selv havde gjort for andre, begyndte hun også at stille op til flere debatter om kvinder i mediebranchen og MeToo i medierne. Konkret har det også betydet, at der internt på Jyllands-Posten i højere grad arbejdes med ligestilling.
»Vi har formuleret målsætninger for, hvor mange kvinder vi gerne vil have i ledelsen f.eks. og i det hele taget også på redaktionen. Det var jo ikke noget, JP havde for få år siden.«
Anti-chef som mediechef
Den varme velkomst som chefredaktør var ikke noget, Marchen Neel Gjertsen havde troet, hun ville få. Det lå nemlig aldrig i kortene, at hun skulle være chef – i hvert fald ikke hvis det udelukkende havde stået til hende selv.
»Sandheden er nok, at jeg også har været lidt anti-chef-agtig førhen. Jeg er mere en do’er, end jeg har været en chef, der tog det på mig at være chef. Som udgangspunkt ville jeg faktisk heller ikke være chef. Jeg skulle virkelig overtales til at blive politisk redaktør, for det var ikke min ambition at blive chef nogensinde.«
Da hun var meget ung, begyndte hun at involvere sig i elevrådet, hvilket senere førte til et engagement i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor hun blev formand for DGS Fyn og en del af hovedbestyrelsen. På universitetet blev hun studenterrådsformand, så ansvar har hun – på trods af sin modvilje mod at blive chef – altid taget.
»Jeg har aldrig været bange for at sige min mening og sætte en retning. Jeg tror simpelthen mere, det hang sammen med det der formelle chef-noget. Jeg har altid anset mig selv for at være meget mere journalist end skrivebord.«
Meget lange møder, excelark, planer, papirer og powerpoints har aldrig fanget hendes interesse, og derfor har hun også været i tvivl, om det var den vej, hun skulle gå ned af.
»Det har jeg i hvert fald skullet arbejde lidt med. Og det har været en ægte tvivl, jeg har haft. Kan man godt lykkes med at være chef på det her niveau, samtidigt med at man personligt er lidt en ikke-cheftype?«
Men troen på, at de to ting godt kunne forenes, vendte heldigvis tilbage. Ifølge Marchen viser det sig, at det er de færreste, der har lyst til at kede sig selv ihjel med lange møder. Med et års erfaring i bagagen tror hun også stadig på, at hendes egen hands-on tilgang til tingene godt kan forenes med opgaven som chefredaktør.
Den helt rigtige til opgaven
Ud over roserne for at bryde igennem JP’s glasloft fik Marchen Neel Gjertsen også mange andre flotte ord med på vejen, da hun blev præsenteret som ny chefredaktør. Nogle af ordene kom fra ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe, som kaldte Marchen Neel Gjertsen for en 30-års hændelse og beskrev hende som i den absolutte superliga inden for skrivende politiske redaktører. Når Marchen ser tilbage på den dag, for nu lidt over et år siden, er det også kun med gode minder.
»Jeg var totalt overvældet. Jeg har aldrig oplevet at få så mange lykønskninger som på den dag. Jeg har aldrig fået så mange sms’er og mails på én gang. Især blev jeg glad for dem, der var fra mine egne kolleger, fordi det føltes som en meget varm opbakning.«
En af grundene, til at Marchen Neel Gjertsen har haft nemt ved at falde til i rollen som chefredaktør, har været, at hun gradvis har fået mere og mere ansvar over årene. Som politisk redaktør fik hun også andre ansvarsområder over tid – for eksempel kom hun med i nyhedsledelsen og blev senere også chef for JP’s nyhedschefer. Netop derfor, tror hun, var der så mange af hendes kollegaer, som fandt det naturligt, at hun nu skulle sidde i chefredaktørsædet.
»Der var mange, der sagde, at det var helt rigtigt. Det var ikke et kæmpe chok for folk, at jeg blev chefredaktør. Det er jo dejligt. Jeg tror, mange så det som en naturlig rolle for mig at indtage, og det var jo fedt.«
I den sidste tid, inden Marchen blev chefredaktør, havde hun efterhånden mange bolde i luften. Og da dagen så endelig kom, hvor nyheden om det interne jobskifte skulle ud, følte hun sig også klar. Hun forklarer, hvordan Jacob Nybroe har ‘bygget’ mere og mere på hende over årene, og at det har lært hende rigtig meget.
»Jeg tror ikke, jeg kunne have været mere forberedt egentlig, selvom der jo altid er nogle ting, man gerne ville have vidst i forvejen.«
Hvedebrødsdagene er forbi
De lange dage og mange mails det sidste år betyder imidlertid ikke, at Marchens tallerken er fyldt op til randen endnu. Når samtalen falder på, hvor hendes fokus skal være det næste år, er planen allerede lagt.
»Jeg håber, at jeg kan få endnu mere fra hånden det kommende år. Jeg synes, jeg skulle bruge noget tid til lige at få mit hoved omkring det hele. Nu er de hvedebrødsdage ligesom også forbi. Så jeg håber, at næste år vil være endnu mere kendetegnet ved resultater. Det er i hvert fald min egen ambition.«
De resultater, Marchen Neel Gjertsen bestræber sig på at skaffe, er primært stigende abonnementstal. Som chefredaktør med ansvar for den digitale omstilling har hun blikket stift rettet mod antallet af digitale abonnenter. Det er de små forandringer og beslutninger i forbindelse med den digitale omstilling, som ender med at føre til resultaterne, fortæller hun, men de små skridt tager også lang tid.
»Det kan stresse mig lidt at tænke: “Er der gået et helt år?”, fordi jeg ville gerne have været dobbelt så langt på det år. Vi er kommet et stykke, men jeg vil bare gerne videre.«
Etårsjubilæet betyder ikke det store for Marchen. Hun vil hellere hyldes for sine resultater end for sine år. Derfor vil hun også hellere fejre de sejre og resultater, der har været i løbet af hendes første år som chefredaktør. Adspurgt om hun har tænkt sig at fejre sig selv, er svaret nej.
»Hvis jeg skulle fejre noget i morgen, skulle det være, at Jyllands-Posten nu er 150 år. Det synes jeg faktisk er et tal, som er værd at fejre. Prøv at tænk på, hvor mange år det er, og hvor få virksomheder der bliver 150 år. For mig er det også en påmindelse om, at vi, der har ansvaret nu, har et kæmpe ansvar for at få bragt JP ind i fremtiden.«
Netop det ansvar håber hun at kunne levere på i forhold til den digitale omstilling. Selvom opgaven i løbet af det første år har vist sig at være omstændelig og sejtrukken, er der kun én vej fremad og én plan i sigte ved begyndelsen på hendes andet år som chefredaktør.
»Min målsætning er gjort op i det antal digitale abonnenter, vi gerne vil have. Det er primært digitale abonnementer, der skal drive os ind i fremtiden, så det er den opgave, jeg har tænkt mig at måle min egen succes på.«