BAGSIDEN

Må man slå én ihjel, hvis det redder fem?

Den 2. Forside har sendt sin bedste reporter ud for at undersøge det kendte tankeeksperiment, The Trolley Problem, på egen krop.

På en tom perron står Den 2. Forsides udsendte og venter. Vejret er ustadigt. Sært passende for en undersøgelse af et etisk dilemma. Det har været både høj sol og silende regn, da lyden af et tog bryder stilheden. Røgskyen fra forreste vogn vidner om, dette tog ikke er drevet af el. Bremserne hviner, som det sænker farten. I samme øjeblik det slår dørene op, bydes Den 2. Forsides udsendte ombord af en udstrakt hånd. Det er Johannes Climacus, professor i etisk filosofi, der skal være guide på denne etiske tur.

– Alle kender tankeeksperimentet The Trolley Problem, fortæller Johannes Climacus, uagtet at Den 2. Forsides udsendte lige har bedt ham forklare, hvad eksperimentet går ud på, da hun ikke kender til det. 

Den 2. Forsides egen ressearch viser, at tankeeksperimentet blev døbt The Trolley Problem i 1976 af Judith Jarvis Thomson. Det findes i utallige variationer, der alle undersøger hvilke omstændigheder, der kan tillade eller forbyde at tage et andet menneskes liv. Må man for eksempel gøre det for at afværge tabet af endnu flere liv?

Valget mellem død og drab

Togturen starter tilforladeligt. Ombord er kun Johannes Climacus og Den 2. Forsides udsendte. Johannes Climacus guider hende hen til et håndtag, der ligner en gearstang, hvor tallene er poleret af.

– Det er med denne, du skal tage valget.

Han hentyder til, hvorvidt toget skal fortsætte lige ud af sit spor eller dreje ind på et andet. Der er stadig lidt over tre timer til, valget skal tages.

Ved siden af håndtaget er to små skærme, der har forbindelse til hver sit kamera placeret længere nede af sporet. Det første viser sporet toget kører ud af, og på det ligger fem mænd, der ser ud til at sove.

– Hvis du vælger at lade håndtaget være, er det dem, der bliver dræbt. Vi kører lige over dem. De er bedøvede, så de mærker ikke noget. Og vi har rigelig fart, så toget kører bare videre og tilbage på stationen, hvor jeg hentede dig. De er selvfølgelig uskyldige, det er vigtigt for eksperimentet, understreger han.

Den anden skærm viser også et togspor, men her ligger kun en person. Hvis Den 2. Forsides udsendte trækker i håndtaget, vil han blive kørt over.

– Han er lige så uskyldig som de andre. Og vi har sørget for, de alle er mænd med samme livssituation: To børn, en kone, afdøde forældre og så videre. Det skal kun handle om, om du vil afværge de fems død, som du ikke er skyld i, ved at dræbe én. Som du så vil være skyld i.

The Trolley Problem ændrer dig for altid

– Af erfaring vil jeg råde dig til at tage valget helt til sidst. Du kan gruble over det helt frem til, men hvis du allerede nu gør noget, kommer du til at fortryde og skifte frem og tilbage hele tiden. For at få mest ud af det, skal du bare sidde og tænke. Filosofere om man vil.

Vægten af den kommende beslutning gør Den 2. Forsides udsendte svimmel. Hendes blik flakker mellem døre og vinduer.

– Du kan ikke komme af toget, siger Johannes Climacus, som havde han læst hendes tanker.

– Vi har før haft problemer med udspringere, og så efterlader det jo bare den medbragte etiske professor med valget. Et valg de ikke er klar til at tage. De etiske professorer, der er blevet tvunget ud i det, har alle skiftet profession efter. Det er det eneste sikre ved The Trolley Problem. Hvis du tvinges ud i det, ændrer det dig for altid. Han siger det med en tilfredshed over at vide noget med sikkerhed. En luksus der ellers ikke er forundt folk inde for etisk filosofi. 

Ti minutter inden det mulige sporskift lægger Den 2. Forsides udsendte sin hånd på håndtaget. Lyden af togets hjul på sporene synes med et højere. Metal på metal. Togets vægt kan høres i lyden. Den 2. Forsides Udsendte er ikke i tvivl om sandheden af Johannes Climacus ord: toget vil brage gennem enhver forhindring upåvirket. En eller fem personer gør ingen forskel for toget. Anderledes er det for Den 2. Forsides udsendte. Det er et umuligt valg.

– Hvad valgte du?!, spørger Christian Sebastiansen, redaktør af Den 2. Forside. At slå én ihjel eller lade fem blive dræbt?

Den 2. Forsides udsendte kan ikke svare. Hun gentager, det er et umuligt valg igen og igen. The Trolley Problem forbliver uopklaret.

Den 2. Forsides udsendte er blevet tilbudt krisehjælp efter episoden. Redaktionen kender hendes identitet, men har valgt at anonymisere hende i tilfælde af, hun skulle have valgt at slå en ihjel.