Kunstnerkollektivet By Proxy bød på morgenfest med dans, kaffe og ingefærshots i Teater Momentum til lyden af buldrende bas
Lokalet er mørklagt. Grønt neonlys farer op mod loftet med farverige vimpler og derefter ned mod gulvet med knaldende balloner. DJ’en styrer festen på en centreret platform bagved en roterende discokugle. Mens den rungende bas markerer hvert taktslag, anbringer jeg mig i sofaen ved hjørnet af dansegulvet. Jeg sipper af min kaffe og iagttager en snes morgenfriske dansere.
Det er tirsdag den 20. februar, og klokken er 06:30. Teater Momentum har i denne sæson booket det nordiske kunstnerkollektiv By Proxy til at udføre deres kunsteksperimenter. Dagens eksperiment er en genganger. De kalder det Breakfast BEAT. Arrangementet er afholdt fem gange før og nu har sidste fremførelse i dag, inden kollektivet drager videre til Freiburg.
»Det er virkelig svært at komme op. Jeg er træt og sur, når jeg kommer ind på teatret. Det er virkelig tvang for mig, men efter jeg er færdig, er jeg lykkelig. Jeg angrer det aldrig, men det er fandeme hårdt at stå op,« erkender Martha Sofie L. Eide, som er en af de seks performere og scenografier, der danner By Proxy.
‘Rave your way into the day’
Konceptet at feste ædru hedder Conscious Clubbing og startede i 2013 i London under navnet Morning Gloryville. Festerne var og er stadig baseret på at rave sig frisk dagen ved hjælp af dans og morgenjuice. Deres slogan lyder ‘Rave your way into the day’.
»Du kan sove, når du bliver gammel,« griner dansegæsten Simone Elbæk, da jeg uforstående spørger hende, hvorfor hun står tidligt op for at feste.
Martha Sofie L. Eide fortæller, at hun var med til bringe morgenfest til Oslo for et par år siden. Det er blevet et så stort hit, at hun rejser hjem en gang om måneden for at afvikle den norske Breakfast BEAT. Nu har hun bragt Breakfast BEAT til Odense og må indse, at byen ikke er nær så stor og villig. I Oslo huser de 200-300 gæster – sågar udsolgte fester, hvor i Odense er det nærmere 70 gæster.
»Jeg tror, at man må tage til en storby for at få dette til at fungere, for det er en niche. Men jeg tror ikke, Odense er for lille. Det går lige akkurat,« fortæller hun
Den norske performer slynger sig rundt imellem gæsterne og sørger for, at dansen forbliver kollektiv. Hun agerer sprechstallmeister. Gæster bliver budt velkommen og op til dans. Hun spotter kedelige mig i sofaen og byder på limbo. Jeg indser, at jeg er nødt til at medvirke for at opleve den sande effekt af morgenfest. Der er ikke nok gonzojournalistik i at drikke kaffen.
Efter at have siddet i sofaen og stirret på de frie bevægelser på dansegulvet prøver jeg at følge med. Jeg når længere i limbo end forventet. Jeg mærker langsomt smerten i ryggen efter at bøje mig bagover for en pind. Ved hoftehøjde får jeg en bittersød smag. Jeg er befriet fra rygsmerter, men fritaget en undskyldning for at danse. Mit korpus bliver endnu engang sat i sofaen.
»Den energi, man får af at danse i to timer, kan vare helt indtil man skal i seng. Det er en så fed måde at starte dagen på,« pruster stamgæsten Karoline Jensen.
Da jeg sætter mig tilbage i sofaen, indser jeg hvad morgenfesten egentlig kræver for at fungere. Man skal kunne løsrive sig selv. Der er ingen alkohol til at blive løsnet op. Alle gæster har én ting tilfælles.
De elsker at danse. Housemusikken bliver brudt af nummeret Tempature af Sean Paul. Her får jeg lyst til at svinge med armene og hoppe rundt på gulvet. Alligevel formår jeg at blive siddende og have en indre kamp. Jeg tør ikke at danse. Hele morgenen har jeg været fastklemt i hjørnet. Jeg kan ikke løsrive mig. Jeg kan ikke træde ud på dansegulvet og danse. Min krop vil ikke.
Dagen kan begynde
Klokken slår 09:00, og gardinerne bliver trukket fra. »Godmorgen!«. Danserne hilser morgen velkommen. Sollyset skærer sig ind i det mørke lokale. Dansegulvet kniber øjnene og kryber sig sammen. Musikken bliver hurtigt udskiftet med meditativ zenmusik. Lokalet resonerer af tibetanske syngeskåle. De tilbageværende dansere samler sig i en rundkreds og påbegynder udstrækning. Morgen festen er nu slut, og dagen kan begynde.
Jeg finder min jakke og trasker hjemad. Himlen er blå og skyfri. Fuglene synger, og luften er frisk. Et middel, der kan kvikke enhver søvnig sjæl op. Jeg kan mærke friskheden. Dog drak jeg også to kopper kaffe i et mørkt lokale med dunkende bas i toogenhalv time. Enhver ville blive frisk efter et sådant kontrastskifte.
Der er ingen tvivl. Danserne er friske. De oplever en anden form for friskhed end jeg. Den friskhed, de besidder, kommer af glæde. Min skyldes, at jeg ikke er søvning mere. Kunne jeg ændre én ting, så havde jeg mødt op i joggingtøj og danset fra start til slut.
Og dog. Jeg elsker at sove.
Du kan lytte til en podcast fra morgenfesten her:
[soundcloud]https://soundcloud.com/user-910157491/sobre-dansetrin-pa-en-typisk-tirsdag[/soundcloud]Produceret af Victor Hansen
Jingle af Andreas Juul Blinkenberg