TV2s mellemøstkorrespondent, Steffen Jensen, fortæller, at lige meget om du befinder dig i Israel eller Danmark, så vil du altid opleve flere sider af samme sag. Og ingen af dem er nødvendigvis mere sand end den anden.
Steffen Jensen guider mig ind i redigeringslokalet. Lokalet består af et langbord med computere fra ende til anden. Glasvægge omfatter rummet og giver anledning til at følge med hos andre redaktioner.
To mænd sidder allerede i færd med at forberede indslag. Lørdag er normalt en rolig dag på redaktionen. Og i dag er ikke en undtagelse. Steffen Jensen sætter sig ved sin plads og starter redigeringsprogrammet AVID NewsCutter.
»Der er lige en masse ting, jeg skal starte op,« siger han, mens han leder efter videoer af et luftangreb i Gaza.
Han fortæller mig senere, inden jeg kom, at han og en af de andre i rummet diskuterede heftigt om Israel og Palæstina-konflikten som et resultat af Israels bombning i Gaza.
Man lærer først, når man har brændt nallerne
I krig oplever mellemøstkorrespondenten, at der er mange modsatrettede sandheder. Hvis én sandhed er korrekt, er den anden forkert. Begge parter kan ikke have ret. Det forklarer han som ”mutually exclusive”. De forskellige sandheder ekskluderer hinanden.
»Ingen fortæller sandheden i en krigssituation, fordi alle er skurke. Det er kun i vores klichéagtige hoveder i Skandinavien, at vi tror, der er helte og skurke i krige. Det er der bare ikke. Der er kun skurke og ofre. Det er et spørgsmål om grader,« forklarer Steffen Jensen.
Det er ikke altid så let, at man kan vælge at fortælle kildens sandhed. Nogle gange viser det sig, at kilden ikke selv har oplevet det fortalte. Kilden har hørt det fra en anden eller en helt tredje part.
Steffen Jensen forklarer, at man konstant skal være kritisk. Kilder kan sommetider have en agenda ved at medvirke i interviews. De kan bruge mediet til at skabe orientering omkring deres overbevisninger. Andre kilder kan ikke bruges, fordi de i frygt ikke udtaler deres sande synspunkt. Det forklarer han som en vital faktor ved at være reporter i krigsområder. Dog understreger han, at den kritiske sans ikke kun forventes som krigskorrespondent. Alle journalister skal forholde sig kritiske til deres kilder.
Ingen fortæller sandheden i en krigssituation, fordi alle er skurke. Det er kun i vores klichéagtige hoveder i Skandinavien, at vi tror, der er helte og skurke i krige.
»Medierne er blevet et vigtigt redskab til at få folks budskab ud. Uanset om man er magthaver, græsrodsorganisation eller aktivist. Og nogle gange er det næsten sådan, at ting først betyder noget, når medierne har dækket det,« fortæller Steffen Jensen
Spillet mellem journalisten og kilden kan derfor resultere i ensidige historier. En hel dags arbejde kan føles spildt. Men det er den ikke. Mellemøstkorrespondenten fortæller, at man i stedet bliver nødt til at gøre det klart, hvis side af historien man fortæller. Derefter kan man ønske at fortælle den anden side næste dag. Det kan skabe balance i mediebilledet.
»Jeg tror, kun du brænder dine fingre en enkelt gang, hvor du sender noget, som bagefter viser sig at være total løgn. Når du har gjort det en enkelt gang, så ved du, at du ikke kan stole på nogen,« erindrer Steffen Jensen.
»Du risikerer først at brænde fingrene, hvis du vil fortælle folk, hvem der er helte og skurke. Hvem der har gjort noget forkert, og hvem der er ofre. Hvis du vil fortælle folk, hvad der er rigtigt og svindelagtigt, så skal du virkelig have gjort dit hjemmearbejde godt,« fortsætter han.
Det er derfor vigtigt at spille med åbne kort. Seerne skal vide, hvor informationen kommer fra. Der er mange sandheder på spil i krigsreportage. Og du kan opleve at finde en ny sandhed næste dag. Således kan du også opleve, at en anden side af sagen kan være sand. Måske endda mere sand. For at gardere sig, gør man det klart, hvor man har sin viden fra.
»Du bliver serveret en masse løgne. Og nogle af dem har slet ikke nogen kontakt med, hvad der egentlig er sket. Og det skal du så som journalist prøve at afsløre, men det er ikke altid, at du opdager det,« siger Steffen Jensen.
Journalisten bør altså hele tiden være på vagt overfor usandheder. Men usandheden kan også være en historie i sig selv. Forskellige sandheder vil opstå undervejs i research. Og det kan være svært at vælge den ”sande”. Men at den ene skulle være løgn, er ikke nødvendigvis rigtigt.
Når virkeligheden bare er fuld af løgn, så det er jo også en historie, der skal fortælles. Løgnen fortæller også en del af sandheden
»Blot fordi noget er løgn, betyder det ikke, at det ikke repræsenterer en del af virkeligheden. Når virkeligheden bare er fuld af løgn, så det er jo også en historie, der skal fortælles. Løgnen fortæller også en del af sandheden,« siger Steffen Jensen.
Steffen Jensen fortæller om engang i Fallujah, Irak. Han og kameramanden, Klaus Juliusburger, var på patrulje med den amerikanske hær. De fulgte hæren i flere dage og rapporterede fra den side af krigen. Historien ville være ude af balance, hvis de kun fortalte fra den side. Men da krigen varede flere år, kunne de bevæge sig rundt og rapportere fra alle sider. Han fortæller ydermere, at andre TV2-korrespondenter var embedded med andre styrker. Dog var der ingen på den irakiske side i frygt for kidnapning.
Det er en vigtig opgave at nuancere rapporteringen. Fortæller man en side af historien, må man samtidig forholde sig til, hvordan man fortælle den anden efter. Nye sider kan ydermere opstå undervejs. Evnen til at tage forbehold og være forberedt på en subjektiv sandhed bør være journalistens udgangspunkt ved hver produktion. Journalisten bør kunne skelne mellem sandt og falsk. Men sådan ser mellemøstkorrespondenten det ikke. Man kan have styr på teori, men idet man står i marken, kan man hurtigt lade sig rive med.
Fra forhistorisk arkæolog til freelance journalist
Steffen Jensen læste oprindeligt forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet. Han tog derudover nogle kurser i bibelsk og romersk arkæologi på Hebrew University i Jerusalem. Da han boede i Israel, producerede han freelance journalistik for at tjene til dagen og vejen.
Han forklarer selv hans rolle som journalist som en tilfældighed. Det gik langsomt op for hans chef for FOF, Bent Olsen, at Steffen Jensen producerede mere journalistisk stof end arkæologisk. Derfor opfordrede Bent Olsen ham til at søge ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
Efter uddannelsen arbejdede han hos Berlingske Tidende, DR og Weekendavisen. I 1988 var han med til at starte TV2. Her startede han sit arbejde som mellemøstkorrespondent. Derudover har han været gæstelærer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Syddansk Universitet.
Foto: Simon Borg
Hjemvendt til et snævert mediebillede
Sidste år vendte Steffen Jensen hjem til Danmark. Nærmere bestemt til Langeland. Det var i efteråret lige op til kommunalvalget. Titlen som korrespondent blev sat på pause. TV2 satte derfor Steffen Jensen som opgave at rejse rundt i udkanten af Danmark og reportere. Denne opgave fik han, mens han stadig var i Mellemøsten.
Han befandt sig altså i Israel og researchede på det såkaldte Udkantsdanmark. Han benyttede sig af danske medier og fik klare vinkler og historier at fortælle om Danmark til danskerne.
Det viste sig dog at være helt anderledes. De klargjorte problemstillinger og historier var ikke det eneste billede af udkanten. Nye historier dukkede op. Nogle gamle blev droppet. Mellemøstkorrespondenten blev klar over, hvor meget medierne egentlig betyder.
»Og så finder jeg ud af, at den virkelighed jeg møder derude, er bare totalt anderledes. Ikke at det, jeg har læst, er løgn og latin, men det er bare en enkelt side af virkeligheden. Og der er så mange sider af den selvsamme virkelighed, som blot ikke er blevet fortalt og overrasker mig, da jeg kommer derud,« fortæller Steffen Jensen.
Den skarpe vinkling skal blødgøres
Oplevelsen gav korrespondenten en del at tænke over. Medierne skaber vores syn på verden, men kan ikke helgardere sig. Han oplevede at have en klar forståelse af virkeligheden i Danmark – bosiddende i Israel. Forståelsen viste sig ikke at være løgn, men en del af noget større. Der var mange andre historier i udkanten.
Har jeg så også voldført mine seere gennem tredive år om Mellemøsten? Og det har jeg måske i nogle sammenhænge, funderer han over.
Hvis det handler om at skabe kvalitetsproducerede historier, som informerer borgerne, er skarp vinkling ikke den rette vej. Vinklingen gør det konkret og lettere at forstå. Men der er ikke plads til nuancerne, forklarer journalisten med tredive års erfaring som korrespondent. Der kan kun vises én virkelighed i skarp vinkling, og indimellem gør det mere skade end gavn.
Steffen Jensen forklarer det som en måde at overleve på. Medierne er pressede og skal have læsere, lyttere eller seere. Derfor kræver redaktørerne skarpe og forståelige historier. Der er ikke plads til at fortælle alle sider af virkeligheden. Og det gælder tilsyneladende ikke kun udenrigsdækningen.
»Objektivitet er skønt ideal, som er fint at stræbe efter og nærme sig. Men du kommer aldrig i nærheden af det,« siger han.
En reformation af idéen om skarp vinkling er et værktøj til at undgå denne karikerede nyhedsproduktion. Steffen Jensen forklarer, at hvis det handler om at skabe velinformerede samfundsborgere, gør journalister ikke deres arbejde godt nok. Det er en erfaring, han er gjort rigere efter hans tur rundt i det flade og grønne Danmark. Den skarpe vinkling, som journaliststuderende bliver tæsket igennem, kan stå i vejen for at informere borgerne om historiens egentlig kompleksitet.
»Jeg synes nogle gange, at den gør mere skade end gavn. Det er et fortællemæssigt skønt kneb at bruge, men det gør ikke nødvendigvis, at vi kommer tættere på sandheden,« forklarer Steffen Jensen.
Det er kun muligt at bruge den skarpe vinkel til at sidestille de mange sandheder, hvis der er mange journalister til at fortælle dem. Mellemøstkorrespondenten forklarer det ved at perspektivere til fluer og deres mange øjne. Hvor mennesker blot har to og derfor må søge hjælp hos hinanden. For at kunne nærme sig objektivitet, må man således bøje vinklerne.
Objektivitet er skønt ideal, som er fint at stræbe efter og nærme sig. Men du kommer aldrig i nærheden af det.