EKSTERN

Linea Maja Ernst: det fortryllende, vemodige og længselsfulde

Foto: Emil Assmouse


Linea Maja Ernst er vokset op på det meget tidlige internet og i skovene omkring Astrup. Hun døjer efter eget udsagn med et følelsesliv på Brontë-roman-niveau og drømmer om at kunne drive gennem livet og samle på øjeblikke, som var det kulørte bånd og smukke parfumeflakoner.

Formiddagssolen står lavt på himlen. Linea Maja Ernst er kommet for at hente mig på Amagerbro Station, hvor jeg står og blændes ved glaspyramiderne. Hun vender ansigtet mod solen, lukker øjnene – en strålende, sitrende ro. 

På Lineas ryg svæver en broderet halvmåne i sølv over fløjlstusmørket. Skuldrene drypper af skinnende stjernesole strøet med pailletter. Det er en drømmenes jakke – magisk og nuttet på samme tid.

Jeg følger de gulddryppende stjerner op ad trapperne til lejlighedsdøren og lukkes ind i et univers af alfestemning og farvesorterede bøger. Små huskeord titter frem her og der – på en strimmel malertape med ordene ”it’s about the yearning” i slank, grøn tusch og ”bare vær ægte” på et afrevet stykke lyseblåt papir hængt op med gult klisterbånd.

Alfer og elvere

Linea Maja Ernst er født i 1988. Hun er vokset op i den lille by Astrup i Nordjylland, hvor hun en kølig eftermiddag mødte heksen Dannie Druehyld i Rold Skov, da hun var omtrent ti år gammel.

Linea smiler og kigger lidt fraværende ud i luften, som om hun ser noget, vi andre ikke ser. Hun begynder at fortælle historien:

»Jeg ville gerne have bare fødder i skoven, men min mor insisterede på, at det var for koldt. Jeg nægtede at lytte, og mens jeg gik i skoven med blade og grene mod fodsålerne, da stødte jeg ind i hende.«

Heksen kunne fortælle, at det med at have bare fødder: ”det kan man bedst selv mærke, om man skal have.” 

Man kommer altid til at lyde sådan lidt indbildsk, når man taler om sig selv som et anderledes barn, men jeg var bare et ret anderledes, følsomt barn, fortæller Linea Maja Ernst, mens vi går ind i det smalle københavnerkøkken, hvor der uomgængeligt brygges samtalekaffe. 

»Jeg gik vildt meget op i sådan nogle underlige ting. Det der med at skulle ud i skoven og lede efter alfer og elvere og alle sådan nogle Dannie Druehyld-væsener. Jeg tror, det er en kombination af at være et meget barnligt og meget modent barn på samme tid. Jeg sad også bare og tegnede havfruer i børnehaven og syntes, at det var voldsomt at lege med de andre børn. Eller også blev jeg distraheret, og så endte jeg med at sidde og læse i en bog og ikke lægge mærke til, at mine venner var gået. Fordi jeg bare blev suget ind i de her andre verdener.«

De andre børn i Lineas klasse relaterede mindre dramatisk til verden end hende selv, fortæller hun og hælder vand i elkedlen. Hun erkender dog også at hun var et meget selvhøjtideligt og intenst barn.

»Hvis de så Beverly Hills 90210, så handlede det ikke om eksistentielle problemer for dem, så var det bare noget underholdning torsdag eftermiddag. Jeg kunne ikke holde det ud, for jeg kom bare til at tænke for dybt over det. Og jeg vidste jo godt, at det var anderledes, men jeg tror ikke, at jeg havde noget sprog for, hvad det var, der var anderledes.«

En lille stump lyd vidner om, at vandet er kogende. Skabet over vasken gemmer på en samling af umage kopper. »Vælg selv en. Det er ikke en test,« ler Linea. Valget falder på et sartgrønt mumikrus. Jeg har et magen til derhjemme. Vi bliver enige om, at mumikrus er et sært gadekryds af småborgerlighed og quirky-cuteness. 

Det metaforiske elfenbenstårn

Linea Maja Ernst er kulturjournalist på Weekendavisen, hvor hun skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur samt private følelser. Før hun fandt sig til rette på Weekendavisen, har hun læst en kandidat i litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

»På litteraturvidenskab læser man verdenslitteratur og lever i det her metaforiske elfenbenstårn. Det er et miljø, som er ret ”high-brow”, men hvor man samtidig har en ironisk distance til det hele, og jeg følte mig bare dårlig til begge dele. Jeg tog det jo sindssygt alvorligt og blev så oprigtigt rørt over mange af de ting, vi læste.«

Under tiden på universitetet kunne man vælge at tage et modul i ”praktisk anmelderi”, og Linea faldt for disciplinen:

»Jeg blev ret vild med den her kombination af, at det var så fagnørdet, og at det var noget, der skulle skrives i en rigtig avis og læses af mange mennesker. Og så var det bare så dejligt pludselig at måtte skrive som sig selv.«

Linea Maja Ernst beretter om, hvordan hun i starten gik bævende til pennen med overbevisningen om, at de klassiske journalistiske kriterier såsom objektivitet, saglighed og kølig, intellektuel analyse var en streng skabelon, hvor man ikke måtte farve uden for stregerne. Det varede dog ikke længe, før følelserne begyndte at bruse over og ud i teksterne.

»Den der meget faktuelle, distancerede form for journalistik, det er ikke mig. Jeg vil meget hellere være Joan Didion. Den slags journalistik, hvor følelserne og ens privatliv skal være med.”

Linea understeger at hun beundrer Joan Didions måde at have sit jeg med i sin journalistik og essayistik, men at hun langt fra er lige så kølig som Didion. For Linea er oversharing en næsten pinlig åbenhjertighed, en form for grundpræmis.

”Der er masser af skribenter, der tænker, at de er objektive journalister, og det skal man også være skeptisk over for. Folk, der tror, at de er et eller andet universelt, neutralt subjekt, der ser verden uden noget som helst snavs på deres linse. Altså, jeg vil nærmest hellere overdrive, i hvor høj grad jeg ser verden gennem en subjektiv eller følsom linse, for i det mindste at være ærlig og bevidst om det.«

Oversharing som overlevelsesmekanisme

Den måde, Linea Maja Ernst skriver på i Weekendavisen, minder på mange måder, om den måde hun deler ud af sig selv på Instagram. Det med at lukke folk ind i det private eller personlige rum – jeg har aldrig selv lært at kende forskel.

Linea vælger en lille, nuttet kop med blomstermotiv og hælder havremælk i kanden og et par teskefulde kaffepulver i kopperne.

»Jeg kan ikke lade være med at skrive de der klummer, som grundlæggende går ud på at ydmyge mig selv ved at fortælle noget, der er for privat. Altså, at overshare helt vildt.«

Det er en overlevelsesstrategi, meddeler hun og griner. »Altså, det lyder så alvorligt. Det er en slags forsvarsmekanisme. At man tager nogle af de træk ved sig selv, som er sårbare og så ligesom prøver at gøre dem til et brand eller til en strategi, som man kan vælge. Så gør man sartheden til et tilvalg i stedet for at gå og bøvle med den« 

Nogle gange foragter hun sin egen nuttethed, og hvordan den truer med at blive et brand eller en strategi. Hun citerer en af deltagerne fra Americas Next Top Model: ”At være ’kær” er en forsvarsstrategi, og jeg forsøger at vokse fra den og holde fast på samme tid.”

Jeg ser mig om i køkkenet og får øje på et A4-ark med en køn, lyserød farve og champagnefarvet glimmer. Det er Alia, Lineas datter, der har skabt værket. Linea hælder vand over kaffen og fortsætter:

»Jeg har altid haft svært ved at filtrere ting fra, jeg får bare så mange indtryk inde i hjernen, og jeg troede, at det var sådan, alle havde det, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det måske bare står lidt åbent i mit hoved. Det er også derfor, jeg altid har været så glad for romaner især ”stream of consciousness”, hvor man får det her gennemtræk ind i en fortællers bevidsthed, fordi det bare er tættere på den måde, som det for mig føles at have en bevidsthed.«

Linea fortæller, hvordan hun ikke kan lade være med at læse kunst, som om det var anvisninger til livet. Nærmest som var de manifester. Især elsker hun sådan nogle værker, som også selv synes, de er det.

»På en måde tror jeg, at jeg lever med den der helt tunge Suzanne Brøgger-sætning bøjet i neon over hovedet: ”det gælder om at leve det mest muligt interessante liv”. At man virkelig prøver at gøre sig umage med at leve et liv, hvor man ville gide at se filmen om det. Og samtidig er det jo et irriterende højt krav at stille, så det handler også om bare at kunne give sig selv lidt kærlighed og lov til at slappe af,« sukker Linea.

Livets blueprint

Vi har bevæget os ind i stuen, og sætter os ved det knagende spisebord. Her står kaffekopperne og mælkekanden. Vandkaraflen kaster lysringe på bordpladen. Linea Maja Ernst samler håret i en knold og lader det falde om ørerne igen. Kigger ud ad vinduet, overvejer sine ord.

»Altså, den forfatter jeg namedropper allermest, det er Virginia Woolf. Nu siger jeg noget super krukket, som jeg ikke har fortalt nogen før, men jeg har jo sådan et blueprint for mit liv, som bare er baseret på Virginia Woolfs liv. Og det betyder også, at jeg ikke er så stresset over, at jeg ikke har udgivet en roman endnu. Virginia Woolf udgav sin første roman, da hun var 34. Og jeg er 32 nu, så jeg er begyndt at mærke presset, men jeg er ikke stresset,« bemærker Linea spøgefuldt.

Virginia Woolfs måde at skrive på har været game-changing for Linea:

»Hun har sådan en enorm snobbet måde at sanse på, hvor det handler om, hvordan ting ser ud, og hvordan de dufter. Og den måde der er en luftighed, den der ubesværede overgang fra indre tanker, følelser og fornemmelser til hvordan verden bliver beskrevet. Det er, som at læse fugle der flyver. Det er især tiltroen til, at hvis man beskriver sit eget indre landskab, selv hvis folk ikke kan genkende det, vil det stadig have interesse. Det, tror jeg, var sindssygt vigtigt, fordi jeg havde følt mig så låst inde i mit eget hoved, og ikke rigtig kunne komme ud over det.«

Rilke-lussinger

Linea Maja Ernst rejser sig fra stolen og henter en pakke Kings Pocket i reolen. Den slags smalle cigaretter, som passer godt til uvante rygere: »Jeg er egentlig kun festryger, men når jeg snakker meget, så er det, som om at det har lidt samme effekt,« forklarer hun, før hun kravler op på den høje seng og hen i vindueskarmen. Der sidder hun, som den franske protagonist i solen, og blæser røg ud ad vinduet.

»Rilke skrev det her digt, hvor jeg’et ligesom bare står og kigger på en græsk torso og bliver helt rørt. Og så er det, som om at selve kunsten kigger på ham, og tiltaler ham, og siger: ”Du musst dein Leben ändern.” Det er det eneste fra digtet, som jeg kan huske, for det er sådan et kæmpe mic-drop. Og det er sådan, jeg har det. Når jeg for eksempel går ind og serEn Skærsommernatsdrøm i Elisa Kragerups iscenesættelse, så får jeg den her Rilke-lussing. Du må ændre dit liv.« 

Linea tænker sig om og fortsætter: 

»Når jeg møder en tekst, så føles det som enten at møde en person eller en verden. Mange af mine anmelderkollegaer er enormt teknisk dygtige. De kan pille en tekst fra hinanden som var den et stykke mekanik, og analysere hvordan den fungerer. Jeg kommer til at møde mange tekster som en naiv, rødmende skolepige, hvor jeg bliver forelsket eller vred på karaktererne – eller vil være dem. En tekst åbner et mulighedsrum for, hvordan livet også kunne være, og nogle gange slår det mig helt ud, fordi jeg ikke er lige så vidunderlig, som den tekst er, eller min verden ikke er lige så fortryllende, som den teksts verden er.« 

Linea puster næsten hektisk røg ud i efterårssolen, rykker lidt uroligt på strømpebuksefødderne.

»Jeg har efterhånden modificeret det lidt, så nu kan jeg godt se en film uden at tænke, at mit liv er en fiasko. Men jeg har stadigvæk svært ved at acceptere, at der er så meget kedelig væren. Og jeg tror også, at det er derfor, jeg længes så meget mod fiktionsverdener, simpelthen fordi de er fortættede, æstetiserede og kuraterede på en måde, så man kun behøver at beskæftige sig med det, som er kvalitetsværen. 

Linea fortæller om et begreb som Virginia Woolf brugte, moments of being. Det er de øjeblikke, hvor virkeligheden smelter sammen med fiktionen, og alting ligesom står i et lidt smukkere lys. Og det er de øjeblikke, det virkelig handler om – resten udenom er fyld.

»Verden er også bare opvask, at hente børn og offentlig transport« tilføjer Linea.

»Men jeg bliver irriteret på, hvor meget af livet, der er tomgang. Og det handler ikke kun om, at man skal gøre kedelige ting, for en opvask kan også være fortryllende, hvis man filmer det på den rigtige måde. Jeg tror bare altid, at jeg har forsøgt at være fortryllende, og bliver lidt bitter over, at verden ikke har travlt med at fortrylle mig tilbage.”

Fortryllelsesservice

Cigaretten er røget færdigt, den askes. Linea Maja Ernst lukker vinduet. 

»Nogle gange så føles det, jeg laver, både når jeg skriver, og når jeg bare eksisterer, som at gå og prøve at kickstarteverden. Og nogle gange lykkes det, for når jeg så snakker med folk, så vil de jo egentlig også gerne have, at deres liv var en film. Det er sådan en slags fortryllelsesservice.« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg tror stadig, jeg har sådan en fundamental barnlig tilgang til verden, som både er meget krævende og lidt urealistisk, som betyder, at jeg konstant bliver skuffet i mødet med virkeligheden og dens begrænsninger. Men det betyder også, at jeg har en eller anden motor, som man kunne kalde fantasi, måske.« 

Måske lever journalisten på Weekendavisen mere i fiktionen end os andre. Verdnerne overlapper, kunsten smelter sammen med virkeligheden. Jeg slukker diktafonen lidt for tidligt, får ikke de sidste ord med. Vi sidder lidt. Min mave knurrer, jeg har planer om at købe en croissant ovre på den anden side af gaden. Linea Maja Ernst skal ind på Weekendavisen. 

Jeg forestiller mig Linea som den alternative hovedrolle i Call Me By Your Name, hvor verden er solbeskinnet, man altid spiser udenfor og aldrig siger noget banalt. Alting er vigtigt, intenst og fortættet, mens man kører på cykel på en grussti i modlys. Sådan ser jeg Linea Maja Ernst, med Dannie Druehylds velsignelse, dagdrømmende og ordene boblende i fingerspidserne, gå mod Weekendavisen og gennem livet.